Amnesty afslører stigning i tortur på verdensplan

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Amnesty afslører stigning i tortur på verdensplan

30 år efter det globale forbud mod tortur blev en realitet, er brugen af tortur ikke faldet, men tværtimod i stigning. Hele 141 lande torturerer sine borgere i større eller mindre omfang. Det afslører en ny rapport fra Amnesty i anledning af den nye kampagne Stop Tortur.

Elektriske stød. Tæsk. Voldtægt. Falske henrettelser, der først bliver afbrudt i allersidste sekund. Vandtortur. Brug af nåle og hunde.

Ordene lyder som mareridt, men hver dag bliver helt almindelige mænd, kvinder og børn udsat for disse torturmetoder i stort set alle dele af verden. 30 år efter FN’s torturkonvention skulle forhindre brugen af tortur på verdensplan gør Amnesty nu status over brugen af tortur og lancerer kampagnen Stop Tortur. Og resultatet er nedslående. Selvom den juridiske lovgivning er på plads internationalt er tortur stadig udbredt. Faktisk er brugen af tortur i stigning. Derfor lancerer Amnesty nu en to-årig kampagne med formålet at stoppe tortur.

De seneste fem år har Amnesty dokumenteret tilfælde af tortur i 141 lande. I nogle lande er der tale om enkeltstående, sjældne tilfælde, i andre er der tale om en systematisk og rutinemæssig brug af tortur.

Amnesty kan dokumentere, at flere og flere lande retfærdiggør brugen af tortur ud fra hensynet til landets sikkerhed. Konsekvensen er, at tortur er i stigning i store dele af verden.

”Selvom vi har et globalt forbud mod tortur, som 155 lande har skrevet under på, har vi dokumenteret tortur i mange af netop disse lande. Mange regeringer tager udadtil afstand til brugen af tortur, men indadtil bruges tortur til at lukke munden på kritiske røster eller undertrykke religiøse minoriteter. Vi skal have gjort op med den dobbeltmoral,” siger Helle Jacobsen, der er kampagneleder på Amnestys Stop Tortur kampagne.

Tortur går ud over helt almindelige mennesker. Mange steder er det almindelig praksis at torturere først og stille spørgsmål bagefter. I Mexico er tortur en næsten rutinemæssig del af forhør og efterforskning og går ofte ud over kvinder og børn. Claudia Medina, en 33-årig mor til tre, blev en nat i august 2012 overrumplet og anholdt af politibetjente, mens hun sov i sin seng. Hun blev fængslet, tæsket, seksuelt misbrugt og anklaget for at være medlem af en kriminel bande. Dagen efter blev Claudia tvunget til at underskrive en tilståelse, hun ikke havde læst, og hun blev udstillet på TV som en farlig kriminel. Herefter blev hun løsladt uden et ord. I dag forsøger hun, med Amnestys hjælp, at få de ansvarlige straffet.

”Selvom tortur kan virke som et uoverstigeligt problem er der rent faktisk en meget konkret løsning på hvordan man kan forhindre tortur. Torturen finder som oftest sted de første 24 timer efter anholdelsen af den mistænkte og hvis vi kan sikre, at den anholdte får adgang til en læge eller en advokat inden for det første døgn, falder risikoen for tortur markant. Læger og advokater udgør et nødvendigt værn mellem torturoffer og bøddel,” siger Helle Jacobsen.

I forbindelse med kampagnen har Amnesty foretaget en holdningsundersøgelse af tortur i 22 lande fra alle regioner i verden. Resultaterne af undersøgelsen viser blandt andet, at næsten halvdelen af respondenterne ville frygte selv at blive udsat for tortur, hvis de en dag blev fængslet.

 

Fem af verdens værste tortur-nationer:

Amnestys kampagne fokuserer særligt på fem lande, hvor tortur er udbredt og hvor Amnesty vurderer, at man kan opnå afgørende resultater.

Mexico erklærer regeringen at tortur hører til undtagelsen snarere end normen, men virkeligheden er den, at politi og sikkerhedsstyrker begår udbredt tortur fuldstændig straffrit. Amnesty har udvalgt sagen om Claudia Medina, en 33-årig mor til tre, der blev anholdt midt om natten, fængslet og tortureret. Hun blev tvunget til at underskrive en tilståelse hun ikke havde læst, og hun blev udstillet på TV som en farlig kriminel. Og så blev hun løsladt uden et ord.

I Filippinerne er det stort set umuligt for torturofre at få oprejsning. Det blev for nyligt kendt at betjente i et hemmeligt fængsel havde brugt et ’lykkehjul’ til at beslutte hvilken torturmetode, de skulle tage i brug. Medieopmærksomheden førte til en efterforskning af sagen og et par politibetjente blev fyret, men Amnesty opfordrer til en fyldestgørende og uafhængig undersøgelse, der vil føre til en retssag. Amnesty har udvalgt sagen om den 34-årige enlige mor Alfreda Disbarro, der blev fængslet og anklaget for narkosmugling uden beviser. Hun blev tæsket, fik slået hovedet ind i en dør og blev tvunget til at få en beskidt gulvklud i munden. Hendes familie er blevet chikaneret efter de fortalte om den tortur Alfreda er blevet udsat for.

Marokko og Vestsahara efterforskes anklager om tortur sjældent. Amnesty har udvalgt sagen om Ali Aarrass, der blev udleveret af de spanske myndigheder til Marokko, trods advarsler om at han ville blive tortureret. I Marokko blev han ført til et hemmeligt afhøringslokale, hvor han blev tæsket på sine fodsåler, fik elektriske stød på sine testikler og blev hængt op i loftet i sine håndled. Han blev tvunget til at tilstå at han havde hjulpet en terrorgruppe og blev idømt 12 års fængsel udelukkende på baggrund af sin ”tilståelse”.

Nigeria bruger politiet tortur som et rutineredskab når de skal afhøre mistænkte. Amnesty har udvalgt sagen om Moses Akatugba, der var bare 16 år og ventede på sine afsluttede eksamenskarakterer da han blev anholdt og mistænkt for at have stjålet tre mobiltelefoner. Han blev tæsket og skudt i hånden. Han blev hængt op i loftet i timevis og tortureret til at tilstå et røveri. Sidste år, efter otte år i fængsel, fik han en dødsdom.

Usbekistan er tortur hverdag og torturbødler retsforfølges ikke. Amnesty har udvalgt sagen om den 38-årige bondekone Dilorom Abdukadirova, der levede fem år i eksil efter hun måtte flygte fra en demonstration, som blev beskudt af sikkerhedsstyrker. Da hun rejste tilbage til Usbekistan for at gense sine fire sønner blev hun tilbageholdt og anklaget for at ville omstyrte regeringen. Under retssagen så hun udmagret og forslået ud og hendes familie er overbevist om, at hun er blevet tortureret.