Amnesty begraver migrantarbejder i Allinge

01.
Pressemeddelelse

Amnesty begraver migrantarbejder i Allinge

Migrantarbejdere fra Qatar går i begravelsesoptog gennem Allinge, og DBU og Dansk Idrætsforbund dyster om DM i #AnsvarligSport på Folkemødet.

Mens fodbolden ruller i Frankrig, og skandalerne ruller i FIFA, knokler tusindvis af migrantarbejdere under slavelignende forhold for at gøre den stenrige oliestat Qatar klar som værtsland for VM i fodbold i 2022. Sådan behøver det ikke at være, men Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og Den Internationale Olympiske Komite (IOC) har alt for længe forholdt sig passivt, når værtslande udnytter sportsbegivenheder til politisk propaganda og begår grove overgreb i forbindelse med forberedelse og afholdelse af arrangementerne.

Sådan lyder det fra Amnesty International, der har inviteret formændene for Dansk Boldspil-Union (DBU) og Dansk Idrætsforbund (DIF) til debat om, hvordan sporten undgår at blive en ufrivillig medspiller for diktatoriske regimer, der får værtsskabet for VM og OL. Samtidig sender Amnesty et begravelsesoptog med landsholdspillere og migrantarbejdere fra Qatar gennem Allinge for at vise bagsiden af medaljen. 

”Sammen med de andre nordiske forbund har DBU og DIF en vigtig rolle i at presse på for positive forandringer i FIFA og IOC. Bundlinjen handler om at sikre en ansvarlig sport. For i takt med at rige, udemokratiske lande som Kina, Aserbajdsjan, Qatar og Rusland sætter sig på flere og flere af de globale sportsbegivenheder, stiger risikoen for, at krænkelser, overgreb og undertrykkelse bliver begået i sportens navn. Derfor efterlyser vi en modreaktion fra både de sportslige organisationer og fra spillerne”, siger Amnestys generalsekretær Trine Christensen. 

Amnesty er medlem af Sports & Rights Alliance, hvor internationale fagforbund og fangrupper samler kræfterne om at få FIFA og IOC til at indføre klare kriterier for kommende arrangører af VM og OL. Det skal ske gennem kontrakter, der forpligter værtslandet til at tage konkrete skridt, der forhindrer menneskerettighedskrænkelser under forberedelse og afvikling af sportsbegivenhederne. Bryder værtslandet kontrakten, kommer der sanktioner.

”Kun på den måde kan sporten undgå at blive en del af propagandamaskinen i lande, der har et anstrengt forhold til menneskerettighederne, og i stedet bliver den katalysator for positive og varige forandringer i værtslandene, som vi alle sammen helst vil se”, siger Trine Christensen.

Debatten med Jesper Møller (DBU), Niels Nygaard (DIF) og Leif Mikkelsen (LA) finder sted torsdag den 16. juni klokken 16.00 i Amnestys telt. Klokken 13.30 går et begravelsesoptog med migrantarbejdere og landsholdsspillere fra tankstationen ved Nordlandspladsen gennem Allinge.

Yderligere information

Kontakt venligst kampagneleder Sara Haugesen, telefon 22 96 07 46.