Brug for undersøgelse af fangetilsyn i Irak Irak Tortur Danmark

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Brug for undersøgelse af fangetilsyn i Irak

Ny dokumenter fra den nu lukkede Irak-kommission viser angiveligt, at Danmark stoppede tilsynet med irakiske fanger i juli 2004 trods indberetninger om mishandling og tortur i irakiske fængsler. Det er et klokkeklart brud på Danmarks internationale forpligtelser, mener Amnesty, der vil have Irak-kommissionen genåbnet.

Amnesty International opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at genåbne den lukkede Irak-kommission efter afsløringen af, at den daværende VK-regering i 2004 stoppede de danske styrkers tilsyn med irakiske fanger trods militærjuristers advarsler om, at tortur og overgreb var udbredt i de irakiske fængsler, der lå i det danske ansvarsområde i Irak. Ifølge hidtil hemmeligholdte dokumenter, som dagbladet Politiken har fået aktindsigt i, besluttede forsvarsminister Søren Gade (V) at stoppe tilsynet, selv om Danmark på det tidspunkt havde tilsynspligt med ni irakiske fanger, der var udleveret til irakiske myndigheder. 

”Vi er forundrede over de nye oplysninger. Hvis det er korrekt, at forsvarsministeren dikterede et stop for fangetilsyn på trods af alvorlige indberetninger fra den danske militærjurist i Irak, så kan det ikke forstås anderledes end, at regeringen bevidst har tilsidesat sine internationale forpligtelser og overladt fangerne til en ukendt skæbne”, siger Claus Juul, der er jurist i Amnesty International.

Da regeringen lukkede Irak-kommissionen for få måneder siden, lød begrundelsen fra statsministeren, at de forhold, som kommissionen var sat til at undersøge, allerede var ”tilstrækkeligt belyst”, og at kommissionen var udtryk for ”politisk drilleri” fra SR-regeringen.

”Det er svært at fastholde argumentet om, at forholdene er tilstrækkeligt belyst, når der drypvis kommer nye, substantielle afsløringer frem. Det er jo ikke ubetydelige oplysninger, vi taler om her. Det er et spørgsmål om, hvor vidt den daværende regering ved at stoppe tilsynene bevidst efterlod fangerne i åbenlys risiko for tortur. I så fald er det et klokkeklart brud på Geneve-konventionerne”, siger Claus Juul. 

Beslutningen om at stoppe fangetilsynet skete kun få måneder efter Abu Ghraib skandalen, hvor amerikanske soldater udsatte irakiske fanger for mishandling og nedværdigende behandling. Ved den lejlighed fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at han ville sikre, at der ”ikke sker noget, som er i strid med konventionerne, når det gælder de fanger, som er tilbageholdt af danske styrker”.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84.