Danmark bør beskytte homoseksuelle tjetjenere

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Danmark bør beskytte homoseksuelle tjetjenere

Danmark bør give beskyttelse til nogle af de mindst 100 mænd i Tjetjenien, der har været udsat for tortur og mishandling i en systematisk klapjagt på homoseksuelle.

Situationen for homoseksuelle mænd i den russiske republik Tjetjenien er nu så alvorlig, at den danske regering omgående bør tilbyde beskyttelse til en eller flere af de forfulgte. Det foreslår Amnesty International, der den 2. juni aktionerer over hele verden for at få Rusland til at gribe ind i Tjetjenien og sikre international beskyttelse til de mænd, der er i akut livsfare. Amnesty har derfor rettet henvendelse til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for at få Danmark til at spille en rolle og følge Frankrig og Litauen, der begge har tilbudt beskyttelse til nogle af dem.

Opfordringen kommer efter afsløringerne af, at mindst 100 homoseksuelle mænd i Tjetjenien i den seneste tid er blevet afhentet af sikkerhedsstyrker og udsat for grov mishandling og tortur på en nedlagt politistation. Torturen har fundet sted for at få mændene til at angive andre mænd i en systematisk kampagne for at skræmme og intimidere homoseksuelle i Tjetjenien.

”Vi ved, at mindst 40 mænd er flygtet fra Tjetjenien til andre dele af Rusland, men de er ikke i sikkerhed og risikerer fortsat forfølgelse dér. Fordi der er tale om en systematisk og statsautoriseret kampagne, opfordrer vi Danmark og andre lande til at følge Frankrigs og Litauens eksempel og tilbyde beskyttelse til en eller flere af de forfulgte homoseksuelle fra Tjetjenien, så de kan komme i sikkerhed”, siger generalsekretær Trine Christensen.

Amnesty International har interviewet flere af de flygtede mænd, som beskriver, hvordan sikkerhedsstyrker dukkede op på deres bopæl eller arbejdsplads og slæbte dem gennem gaderne, mens de blev slået og ydmyget offentligt. Senere blev de blandt andet tvunget til at danse i kvindetøj og udsat for varierende grader af mishandling. Nogle fik sat strømførende elektroder på hovedet, andre blev udsat for langt voldsommere tortur, som Amnesty ikke kan viderebringe på grund af risikoen for at afsløre mændenes identitet. I Rusland er mændene fortsat i livsfare, fordi de er blevet udpeget som homoseksuelle.

Den 31. maj mødtes Amnesty og en række LGBTI-organisationer med Ruslands viceambassadør i Danmark for at overrække 58.187 underskrifter fra danskere, der kræver øjeblikkelig handling for at stoppe overgrebene. Torsdag skrev Amnesty til Anders Samuelsen for at søge opbakning til forslaget om at tilbyde sikkerhed til en flere tjetjenere.

”Der sker overgreb mod homoseksuelle mange steder i verden, men i Tjetjenien er der lige nu tale om en målrettet klapjagt med det ene formål at angribe alle homoseksuelle mænd. Derfor er det afgørende, at Danmark og andre lande dels lægger pres på Rusland og Tjetjenien, dels tilbyder hjælp til de desperate mænd, der lige nu står i akut livsfare”, siger Trine Christensen.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84