EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet er ulovlig

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet er ulovlig

EU’s aftale med Tyrkiet om at returnere asylansøgere bygger på den falske præmis, at Tyrkiet er et sikkert land for flygtninge, siger Amnesty, der kalder aftalen ulovlig.

Den flygtningeaftale, som EU og Tyrkiet indgik den 18. marts om returnering af asylansøgere, er ulovlig og urimelig. Det fastslår Amnesty International i en ny rapport, der anklager EU for at bryde med principperne i FN’s Flygtningekonvention, som forbyder tilbagesendelser af asylansøgere til usikre lande, hvor de ikke får opfyldt basale rettigheder. På grund af Tyrkiets helt utilstrækkelige system til at behandle asylansøgninger og de ekstreme levevilkår, som mange flygtningefamilier er udsat for, opfordrer Amnesty til, at EU skrotter den falske præmis om, at Tyrkiet er et sikkert land for flygtninge og indstiller tilbagesendelserne af flygtninge.

”EU-Tyrkiet aftalen er ulovlig og hensynsløs. Det er ren fiktion, når EU hævder, at Tyrkiet er i stand til at respektere rettighederne og imødekomme behovene for de over tre millioner asylansøgere og flygtninge”, fastslår John Dalhuisen, der er leder af Amnestys Europa-kontor.

Tyrkiet huser omkring 2,75 millioner flygtninge fra Syrien samt cirka 400.000 fra lande som Afghanistan, Irak og Iran. Asylansøgere venter i årevis på at få behandlet deres sag, og i ventetiden modtager de ingen eller meget lidt støtte fra staten til bolig og mad. Kun omkring 10 procent af syrerne har fået plads i de store flygtningelejre i det sydøstlige Tyrkiet, og kun 100 af de 400.000 øvrige asylansøgere har fået tilbudt tag over hovedet. Samtidig nægter Tyrkiet at give flygtningestatus til alle ikke-europæiske flygtninge.

”Det er forventeligt, at et nyt asylsystem i et land, der huser det største antal flygtninge i verden, er overbelastet. Derfor giver det god mening, at EU hjælper og støtter Tyrkiet med at udvikle et fuldt funktionsdygtigt asylsystem. Men EU kan ikke lade som om, at det allerede eksisterer”, siger John Dalhuisen.

Siden EU-Tyrkiet aftalens indgåelse har Amnesty interviewet 57 asylansøgere. Langt de fleste er afhængige af hjælp fra familiemedlemmer, andre asylansøgere eller trossamfund, og børn helt ned til ni års alderen arbejder for at skaffe en indtægt til overlevelse.

”Det her er et realitetstjek for de europæiske ledere. Det kan godt være, at det er politisk belejligt at udlicitere deres juridiske pligt til at hjælpe mennesker på flugt fra krig og konflikt, men hvis de tror, de kan gøre det lovligt og uden at påføre yderligere elendighed til de mennesker, der allerede er flygtet fra forfærdelige lidelser, så tager de tragisk og åbenlyst fejl”, siger John Dalhuisen.

Amnesty har tidligere i år dokumenteret, hvordan Tyrkiet med magt har tvunget syriske flygtninge tilbage til Syrien i strid med internationale regler. I sidste uge afslørede Amnestys danske medlemsblad, at embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet allerede i oktober 2015 advarede om, at Tyrkiet har tvangsudvist flygtninge trods risiko for tortur og umenneskelig behandling. 

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84