Snowden, Weiwei og Pussy Riot gør fælles front mod internetcensur overvågning overvågningsudstyr

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Snowden, Weiwei og Pussy Riot gør fælles front mod internetcensur

Uønskede reklamer på nettet erstattes af budskaber fra Edward Snowden, Ai Weiwei og Pussy Riot i Amnesty-kampagne mod internetcensur.

De 50 millioner globale brugere af det dansk udviklede AdBlock, der blokerer for reklamer på internettet, får i weekenden en uventet besked fra nogle af de menneskerettighedsforkæmpere, der har oplevet regeringers overvågning og internetcensur på egen krop.

Det sker, når Amnesty og AdBlock markerer World Day Against Cyber Censorship den 12. marts sammen med den amerikanske whistleblower Edward Snowden, den kinesiske kunstner Ai Weiwei og det russiske kunstnerkollektiv Pussy Riot. De tre har hver et budskab til brugerne af AdBlock, som dukker op de steder på internettet, hvor der normalt er reklamer.

”Selv om du ikke gør noget forkert, bliver du overvåget og registreret”, lyder det fra Edward Snowden.

”Uden ytringsfrihed er der ikke en moderne verden, kun en barbarisk”, siger Ai Weiwei.

”Myndighederne bruger ikke kun håndjern og fængslinger, de bruger også medieangreb”, skriver Pussy Riot.

Regeringer vil kontrollere internettet

Regeringer i hele verden gør i disse år alt, hvad de kan, for at tage magten over stadig større dele af borgerens kommunikation på internettet. Mens nogle regeringer vedtager nye love, der giver myndighederne ret til at indføre overvågningsteknologi og censur af de ting, borgerne ser online, anskaffer andre regeringer avanceret teknologi, der i hemmelighed spionerer mod borgernes aktiviteter på nettet, hacker deres udstyr eller censurerer det frie ord online.

I det seneste år har Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Pakistan, Polen og Schweiz arbejdet på at indføre ny lovgivning, der giver efterretningstjenesterne vide muligheder for at overvåge borgernes kommunikation. Kina og Kuwait har vedtaget love, der kriminaliserer og begrænser bestemte ytringer på nettet. Alene i 2015 blev mennesker i 16 lande arresteret for deres ytringer eller handlinger på internettet.  

”Visse stater engagerer sig i overvågning af Orwell’ske dimensioner, og det rammer særskilt de mennesker, der forsvarer menneskerettighederne – advokater, journalister og fredelige aktivister. Den konstante udvikling af nye metoder til at undertrykke borgerne er en alvorlig trussel mod vores ytringsfrihed”, siger Amnestys generalsekretær Salil Shetty.

Amnesty opfordrer de store internetvirksomheder til at modstå presset fra regeringer for at svække brugernes privatliv og ytringsfrihed online og i stedet udvikle stærke teknologier og kryptering, der kan sikre brugernes rettigheder i den digitale verden.

”Ytringsfriheden online er under hårdt angreb i takt med, at regeringerne skaffer sig stadig større magt for at kontrollere internettet gennem ny lovgivning og stadig mere invaderende teknologier. Når de ikke lukker hjemmesider og arresterer bloggere, foretager de masseovervågning af vores internetbrug. Det er ikke det internet, vi ønsker”, siger Salil Shetty.

 Gabriel Cubbage, der er direktør for AdBlock, forklarer, at Amnesty Internationals bannere og beskederne fra Snowden, Ai Weiwei og Pussy Riot kun vil blive vist på brugernes skærme på World Day Against Cyber Censorship.

”Vi viser det kun dette ene døgn, fordi vi tror på, at brugerne skal være en del af debatten om privatliv på nettet. Dagen efter vil de være væk igen. Men brug et øjeblik på at reflektere over, at når din ret til privatliv på nettet er truet, så gælder det også din ytringsfrihed i en stadig mere informationsbaseret verden”, siger Gabriel Cubbage.

Bannerne bliver synlige hos de 50 millioner brugere af AdBlock fra klokken 22.00 dansk tid og kan ses i 24 timer.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84