Stop hasardspillet med personoplysninger

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Stop hasardspillet med personoplysninger

Amnesty advarer mod at give Forsvarets Efterretningstjeneste udvidet adgang til personfølsomme data. Mistanken om, at Danmark ligesom vore nabolande har været udsat for amerikansk pres for at få lettere adgang til overvågning af danske borgere, bør få regeringen til at trække i håndbremsen.

Den danske regering bør omgående sætte en stopper for planerne om at overflytte ansvaret for den civile internetsikkerhed til Center for Cybersikkerhed, som hører ind under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det mener Amnesty International, der advarer mod at tage forhastede beslutninger om den fremtidige behandling af danskernes personfølsomme oplysninger. 

Ifølge dagbladet Politikens gennemgang er der indikationer på, at Danmark – ligesom vore nabolande Sverige og Tyskland – har været udsat for amerikansk pres for at få lettere adgang til at overvåge danske borgere ved at flytte ansvaret fra den nu nedlagte IT- og Telestyrelse til Center for Cybersikkerhed under FE, der ikke er underlagt samme grad af parlamentarisk kontrol.

”Alene mistanken om, at NSA har haft en finger med i spillet om oprettelsen af Center for Cybersikkerhed, bør få regeringen til at trække i håndbremsen og undersøge sagen til bunds. Ikke mindst i lyset Edward Snowdens afsløringer om NSA’s fintmaskede overvågningssystemer er dette ikke det rigtige tidspunkt at spille hasard med behandlingen af danskernes mest personfølsomme oplysninger”, siger Amnestys vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Regeringen har oplyst, at inspirationen til at lægge internetsikkerhed og behandlingen af danskernes personfølsomme oplysninger ind under FE er hentet fra Storbritannien, hvor efterretningstjenesten GCHQ varetager en tilsvarende opgave. Men så vidt vides er Storbritannien det eneste land, hvor den civile internetsikkerhed på den måde er lagt direkte ind under efterretningstjenesten, der i sagens natur er sat i verden for at overvåge og udveksle informationer med udenlandske tjenester.

”Hverken retsplejeloven eller persondatalovgivningen gælder for FE’s virksomhed, så det er hævet over enhver tvivl, at den demokratiske kontrol med indsamling og overvågning af følsomme informationer bliver svækket. Det er dybt problematisk, når Edward Snowdens afsløringer netop viser os, at behovet for uafhængig kontrol aldrig har været større. Helt basalt handler det om at beskytte privatlivets fred”, siger Trine Christensen.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84.