Tidligere FN-topchef kritiserer Danmark Flygtninge Medlemsblad Danmark

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Tidligere FN-topchef kritiserer Danmark

FN’s netop afgåede højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, kritiserer Danmark for at ville indlede forhandlinger med Syriens præsident Assad og for at begrænse syriske flygtninges adgang til familiesammenføring. ”Hvorfor skal børnene straffes?”, siger hun til medlemsmagasinet AMNESTY.

 

Regeringens lovforslag, der udskyder syriske flygtninges adgang til familiesammenføring i et år, får hårde ord med på vejen af FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay. Lovforslaget ventes at blive vedtaget i Folketinget den 3. februar, selv om flere organisationer kritiserer de nye regler for at være et brud på retten til familieliv, og Navi Pillay melder sig nu i koret af kritikere:

”Der er intet rationelt grundlag for at gøre det. Jeg frygter, at det kan vare mange år, før det atter bliver sikkert i Syrien. Ingen forventer, at krigen er slut om et år, og selv hvis den er, hvad er så ideen med at gøre børn og familier fortræd ved at forhindre dem i at blive familiesammenført? Jeg forstår ikke, at Danmark vil skille familier ad. Hvorfor skal børnene straffes?”, siger Navi Pillay til Amnestys danske medlemsblad, der udkommer fredag.

Navi Pillay, som i august trådte tilbage som FN-højkommissær efter seks år på posten, har gentagne gange haft foretræde for FN’s Sikkerhedsråd for at gribe ind i konflikten i Syrien. Ikke mindst Kina og Rusland, der fastholder deres veto mod at indbringe Syriens præsident Assad for Den Internationale Straffedomstol (ICC), har stået for skud, når den 73-årige sydafrikaner har efterlyst en fælles reaktion på krigsforbrydelserne.

”Når de nedlægger veto mod at indbringe krigens parter til ICC for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, så holder de i praksis også hånden over Al-Qaeda og Islamisk Stat, som står bag uhyggelige overgreb mod civile. Den fælles fjende for Vesten og Assad er nu Islamisk Stat, men først og sidst er det Assad, der har blod på hænderne og står bag langt de mest alvorlige forbrydelser”, siger Navi Pillay til AMNESTY.

Derfor advarer hun også imod ideen om at indlede forhandlinger med præsident Assad for at danne fælles front mod Islamisk Stat, sådan som udenrigsminister Martin Lidegaard for nylig har foreslået.

”Vi kan ikke give hånd til djævelen eller indgå aftaler med ham. Tiden er forpasset for Assad. Han må og skal stilles til ansvar for blodsudgydelserne og overgrebene mod sin egen befolkning”, siger Navi Pillay, der selv er tidligere dommer ved ICC.

Yderligere information:

Kontakt venligst redaktør Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84.