Retten til at være den du er LGBTI Pride Diskrimination

01.
Kort sagt

Regeringer svigter homoseksuelle

Hver dag bliver homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede udsat for overgreb. De er ofre for forfølgelse, dødsstraf, fængsling, tortur og chikane alene på grund af deres seksualitet.

Regeringer har pligt til at sørge for, at alle deres borgere behandles lige og at ingen udsættes for diskrimination.  Men i mange lande svigter regeringerne deres ansvar. Ofte er det endda myndighederne selv, der begår overgrebene, eller vender det blinde øje til, når andre udsætter seksuelle minoriteter for vold eller diskrimination.

Vold og chikane

Chikane og vold er hverdag for mange homoseksuelle mænd og kvinder i Afrika. Den 24-årige lesbiske kvinde, Noxolo Nogwaza, blev voldtaget og myrdet en morgen i 2011 på vej hjem til sin landsby i Sydafrika. Ingen er blevet anholdt i sagen. Og Noxolo er blot én ud af mange.

Også i Europa sker der overfald på LGBTI-personer (betegnelsen LGBTI står for homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og intersex personer).

Hetzen er særligt udtalt i Østeuropa, hvor mange forbrydelser ikke efterforskes. Og hvor de skyldige aldrig bliver fundet. Her bliver prides parader ofte forbudt af myndighederne, ikke beskyttet af politiet og angrebet af konservative og religiøse grupperinger og individer.

Dødsstraf for homoseksualitet

I 76 lande verden over er det kriminelt at være homoseksuel. Alene i Afrika syd for Sahara er det forbudt i 36 lande. I 7 lande i verden kan homoseksualitet straffes med døden blandt andet i Yemen, Iran, Mauretanien og Sudan.

Rusland har vedtaget en lov mod ’homoseksuel propaganda’, der forbyder oplysning til mindreårige om dét at være homo-, biseksuel eller transkønnet.  Litauen vedtog samme type lov i 2009 og lignende lovforslag er på bordet i Ukraine. Disse love gør arbejdet for homoseksuelles rettigheder yderst vanskeligt og virker afskrækkende på de lokale aktivister.

Religiøs og konservativ modstand

Meget af den modstand der er i forhold til homoseksuelle verden over kommer fra religiøse og konservative grupper. I uganda indsamlede kirken eksempelvis 1.00.000.000 underskrifter til støtte for en lov der gav dødsstraf til homoseksuelle. I Rusland og de baltiske lande støtter kirken de partier, som kommer med homofobiske lovforlag. Det er også kirken,  højre-nationalistiske grupperinger og nynazister der laver voldelige moddemonstrationer når homoseksuelle kræver deres ytrings og forsamlingsfrihed i lande som Ukraine, Serbien, Litauen, Ungarn og Rusland.

Fremskridt

Igennem de senere år har der været store fremskridt i forhold til muligheden for at kunne indgå registreret partnerskab og ægteskab for homoseksuelle. I 2015 blev det ved en højesteretsdom afgjort at homoseksulle har ret til at blive gift i alle stater i USA og I Irland stadfæstede en folkeafstemning det samme. I 2015 stemte det græske parlament også et overraske ja til partnerskaber i Grækenland. Det er muligt at indgå registreret partnerskab og/eller ægteskab i 23 lande i verden.


02.
Eksempler

Hvem bestemmer over den interkønnede krop?

Kitty er 34 år gammel, interkønsaktivist og bor i Island. Hun er forperson for Intersex Iceland og sekretær og bestyrelsesmedlem for organisation Intersex International Europe og det islandske Human Rights Center. Kitty har siden 2009 dedikeret sin tid til arbejdet for interkønnedes rettigheder.

Hvad vil det sige at være interkøn?

"Interkøn er en paraplybetegnelse, der dækker over en bred gruppe af mennesker, hvis kønskarakteristika falder uden for de normer, som typisk bliver brugt til at kategorisere mennesker som enten hankøn eller hunkøn."

"Kønskarakteristika er de primære indvendige og udvendige kønsorganer, reproduktive systemer, hormonniveauer og kønskromosomer. At være interkøn har at gøre med biologiske træk og handler ikke nødvendigvis om kønsidentitet, ligesom dét at være interkøn heller ikke handler om seksualitet – interkønnede har ligeså mange forskellige seksuelle orienteringer som andre mennesker.”

Hvad er det for nogle menneskerettighedskrænkelser, interkønnede udsættes for?

”Vi ser desværre, at der udføres medicinske indgreb på meget unge interkønnede børn. De fleste af disse indgreb er operationer, som foretages på baggrund af kosmetiske eller sociale årsager, og som ofte udelukkende har til formål at ’normalisere’ udseendet af barnets kønsorganer."

"De kirurgiske indgreb kan for eksempel være formindskelse af klitoris, fjernelse af indvendige ’gonader’ (eksempelvis æggestokke eller testikler), operationer for at skabe en ny vagina eller operationer, der skal normalisere udseendet af en penis."


"Problemet med disse operationer er, at de finder sted, før barnet er gammelt nok til at kunne give udtryk for sine egne ønsker. I dag udføres de fleste operationer med samtykke fra forældrene. Imidlertid er den information, forældrene modtager om operationerne, meget begrænset."

"For eksempel ved få, at en konsekvens af operationerne kan være et livslangt behov for hormonbehandlinger."

"Det forventes, at forældre giver deres samtykke til behandlinger, som har langsigtede sundhedskonsekvenser for deres barn. Disse børn bør have retten til selv at træffe beslutninger om deres kroppe, når de er klar.” 

Hvilke udfordringer møder interkønnede i hverdagen?

”Der er en høj grad af hemmelighedskræmmeri og stigma involveret i at være interkøn. Da jeg selv, i en alder af 13 år, fandt ud af, at jeg var interkøn, flippede jeg helt ud. Det var noget, som var blevet holdt hemmeligt for mig. Min kusine, som også er interkøn, blev født nogle år efter jeg opdagede sandheden om min egen situation, og denne gang var min familie anderledes åben omkring det. Det var en vigtig og helende proces for os alle. Det tog mig lang tid at komme mig over følelsen af, at dette var noget, der skulle holdes hemmeligt, hvilket påvirkede mit sociale liv." 


"Når emner som menstruation og dét at få børn kom op i en samtale, nikkede jeg bare og lod som ingenting. Men det var ikke det, jeg havde lyst til.”

”Jeg tog på udveksling til Australien og tænkte, at nu hvor jeg er i et andet land, vil jeg prøve at være mig selv. Når jeg mødte nye mennesker, gjorde jeg dét at være interkøn til en del af, hvem jeg er. Jeg mødte næsten ingen modstand. Et par enkelte personer kom med mærkelige og upassende kommentarer, men det var langt fra flertallet.”

”Da jeg som 19-årig kom tilbage til Island, begyndte jeg at tale om det. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg kunne tale om det, og det var fint. Nu er det bare en del af mig, og det kom kun frem, fordi jeg ikke længere modererede, hvad jeg sagde. At være interkøn har været så skjult, at mange interkønnede ikke har haft mulighed for at møde andre i samme situation, hvilket har stået i vejen for at skabe et ’community’.”

Hvilke forandringer er det, du gerne vil se, i arbejdet for interkønnedes rettigheder?

”Vores primære mål er at stoppe alle unødvendige medicinske indgreb på børn, som er baserede på kosmetiske eller sociale årsager.Derudover har vi brug for uddannelse og oplysning, så interkønnede børn kan vokse op uden at føle sig isolerede eller alene, har god adgang til støttenetværk og peernetværk og mere psykologisk støtte til forældre. Vi skal bevæge os i retning af en psyko-social ramme, fordi problemet er ikke de interkønnede børn, men derimod samfundets forventninger om, at disse børn skal indrette sig efter samfundets idealer."

"Alle interkønnede børn skal have retten til at bestemme over deres egen krop, herunder deres kropslige autonomi og integritet."

 

Har der været nogen form for positiv udvikling i forhold til interkønnedes rettigheder for nyligt?

”Der har været flere. I 2015 forbød Malta alle operationer på interkønnede børn baseret på sociale årsager. Columbia har også indført et system, der betyder, at kosmetiske operationer på interkønnede skal igennem retssystemet. FN’s torturkomité og FN’s børnekomité har anbefalet flere lande at stoppe alle operationer på interkønnede børn, som ikke er medicinsk nødvendige.”

Amnesty International foretager i øjeblikket research i Danmark med fokus på interkøn og forventer at komme med en rapport i løbet af 2017. Derfor vil Amnesty meget gerne tale med personer, der selv er interkøn (DSD) eller forældre til en interkønnet (DSD) med henblik på at deltage i interviews for at Amnesty International kan få så korrekt og nuanceret et billede som muligt af forholdene og primært behandlingen af interkønnede i Danmark.

Amnesty International garanterer fuld anonymitet, og kontakt kan ske til Kampagneleder Helle Jacobsen  

Interkøn er en fællesbetegnelse, der dækker over en bred vifte af variationer af medfødt atypisk kønskarakteristika fra former, der er fysisk observerbare ved fødslen såsom hypospadi/epispadi, til de ikke umiddelbart observerbare kromosomelle former såsom 47, XXY Klinefelters Syndrom og er et begreb, der bliver anvendt af menneskerettighedsorganisationer, mens andre identificerer sig medden medicinske paraplybetegnelse, Disorders of Sex Development(DSD).


Sundhedssystemet diskriminerer transkønnede

Man anslår, at der er omkring 3000 transkønnede i Danmark, som oplever at være født med det forkerte køn, og som ønsker at opnå juridisk og/eller fysisk kønsskifte.

Danske transkønnede fortæller om ofte årelange og ydmygende udredningsforløb på Rigshospitalets Sexologisk Klinik – det eneste sted i Danmark, som må igangsætte de hormonbehandlinger, som er afgørende for transkønnedes identitet og selvforståelse.

Udredningsforløbene handler især om at overbevise Sexologisk Klinik om, at man ikke er psykisk syg – psykotisk, skizofren eller lignende – og dernæst overbevise samme sted om, at man rent faktisk er transkønnet.

De lange forløb hos Sexologisk Klinik har tidligere fået mange transkønnede til at søge hjælp og behandling hos en håndfuld speciallæger, der var i stand til at hormonbehandle langt flere transkønnede end Sexologisk Klinik.

 

Den afgørende forskel var, at de uafhængige læger ikke anså de transkønnede som psykisk syge, der ikke selv kunne afgøre, om de var transkønnede.

Siden 2014 er det blevet sværere for danske transkønnede at få adgang til behandling. I dag er det ulovligt for andre end Sexologisk Klinik at påbegynde hormonbehandling. Et monopol, som sætter transkønnede i en håbløs og nu endnu længere venteposition og fratager dem retten til at ligne det køn, de føler sig som.

Transkønnethed er stadig på Sundhedsstyrelsens fortegnelse over psykiatriske lidelser, og det kan tage flere år at få tilladelse til hormonbehandling.

Skriv under på at transkønnede ikke skal behandles som psykisk syge.

Transrettigheder

Prides giver synlighed

Måske forbinder du en pride-parade med karnevalsklædte drag queens og vogne med høj popmusik. Men for homo,-bi- og transkønnede i Østeuropa er paraderne blodig alvor.

En platform for lige rettigheder

Formålet med pride-paraderne er for de homo-,bi- og transseksuelle at blive set og anerkendt som ligeværdige. Paraderne er en platform for kampen for menneskerettigheder og imod diskrimination.

Thomas Raskevičius, der var med til at organisere Baltic Pride i Litauen, fortæller, at en pride er en helt konkret lejlighed til at gøre seksuelle minoriteter synlige i gadebilledet. Op mod 70 procent af den litauiske befolkning siger, at de aldrig har mødt en homoseksuel. Medierne strømmer også til priden, så her har det marginaliserede homomiljø endelig en platform at tale fra.

”Sidst der var pride i Litauen, var der flere, der endelig fik taget sig sammen til at springe ud,” fortæller Thomas Raskevičius.

”At gå i det optog sammen med de andre, giver mod til endelig at stå ved, hvem man er over for venner og familie.”

Store fremskridt

Selvom det fortsat kan være svært og risikabelt at afholde prides mange steder i Østeuropa, sker der store fremskridt. For 10 år siden gik 70 aktivister med i den første pride-parade i Letlands hovedstad, Riga. De blev mødt af mere end tusind moddemonstranter, der angreb dem med tåregas, æg og hadske tilråb.

I juni 2015 fejrede fem tusind mennesker EuroPride i Riga. Fest, farver og glæde markerede fremskridtet for LGBTI-rettigheder. En fantastisk kontrast til for 10 år siden og en stor sejr for menneskerettighederne.


Med livet som indsats

David Katos arbejde for homoseksuelles rettigheder i Uganda endte med at koste ham livet. Hans kollegaer fortsætter kampen.

En dag i december 2010 sad Frank Mugisha og hans kollega, David Kato, i et lille anonymt kontor i Kampala, Ugandas hovedstad. ”En af os risikerer at miste livet på grund af det her arbejde,” sagde David Kato. To måneder senere, den 26. januar 2011, blev David fundet død i sit hjem. Ugandas dengang mest kendte LGBTI-aktivist blev hakket til døde med en hammer. Han havde forinden modtaget et utal af dødstrusler, men Ugandas myndigheder har aldrig anerkendt, at drabet skulle have en sammenhæng med hans arbejde som homoseksuel rettighedsforkæmper.

Fortsætter kampen

På trods af faren valgte Frank Mugisha at blive i Uganda. Han er fast besluttet på at fortsætte arbejdet i foreningen for seksuelle minoriteter i Uganda, SMUG, og kæmpe mod den tiltagende homofobi og hetz, som David Kato blev offer for.

”Den eneste måde at ære Davids død er ved at vinde kampen for retfærdighed og ligestilling. 

David er væk, mange af os vil følge ham, men vi vil vinde kampen til sidst. Davids drøm var et Uganda, hvor alle behandles ens på trods af deres seksuelle orientering," siger Frank Mugisha.

”Hæng dem”

I månederne op til mordet på David Kato bragte Ugandas tabloidaviser billeder af navngivne homoseksuelle med overskriften ”Hang them” – hæng dem.

Hetzen mod landets homoseksuelle er fortsat udbredt. Og bakkes op af politiske tiltag.  

I årevis behandlede Ugandas parlament et lovforslag, der skulle indføre dødsstraf for at være homoseksuel.  Dødsstraf blev i sidste ende taget ud af forslaget, og i 2013 blev der indført livstidsstraf for at være homoseksuel. Det er også lovpligtigt at melde sine homoseksuelle venner eller familiemedlemmer til politiet.


03.
Hvad gør Amnesty

Hvad gør vi?

Seksuelle minoriteter har samme menneskerettigheder som alle andre, og regeringer er forpligtet til at fremme og sikre dem. Vi anser alle mennesker, som er fængslet alene på grund af deres seksuelle orientering eller kønslige identitet, som samvittighedsfanger. Vi støtter prides overalt i Europa og lægger pres på de lokale myndigheder så de sikrer, at deltagerne beskyttes mod overgreb. Vi arbejder også for, at transkønnede ikke bliver defineret som 'syge' i Danmark, og for at EU bliver bedre til at beskytte alle europæere, herunder LGBTI-personer, mod diskrimination.

Vi kræver, at alle regeringer:

  • afskaffer love, der gør det kriminelt at være homoseksuel.
  • indfører love, som forbyder diskrimination af homoseksuelle.
  • bekæmper tortur og mishandling og tvungen 'helbredelse' af seksuelle minoriteter
  • øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader alle homoseksuelle samvittighedsfanger
  • bekæmper straffrihed og beskytter homoseksuelle imod overgreb ved aktivt at fremme og sikre deres menneskerettigheder
  • sikrer at seksuelle minoriteters menneskerettigheder beskyttes og fremmes effektivt inden for FN-systemet og andre internationale organisationer.