Retten til at være den du er LGBTI Pride Diskrimination

01.
Eksempler

Interkønnede børn har ret til selv at bestemme over deres kroppe

Hvert år fødes der børn med kønskarakteristika – kønsorganer, kønskirtler, hormoner, kromosomer eller reproduktive organer – som afviger fra de etablerede normer for 'mandligt' og 'kvindeligt'. Disse variationer er forskellige i art og hyppighed. Nogle har en anerkendt medicinsk diagnose, mens andre ikke har. Nogle er synlige ved fødslen, mens andre først viser sig i puberteten eller endnu senere. Andre igen opdages eller diagnosticeres aldrig.

Nogle mennesker, med variationer i kønskarakteristika – men ikke alle – beskriver sig selv som interkønnede.

I rapporten First, Do No Harm dokumenterer Amnesty med udgangspunkt i research foretaget i Danmark og Tyskland de specifikke menneskerettighedskrænkelser, som børn og voksne med variationer i kønskarakteristika udsættes for. Vi fokuserer specifikt på de krænkelser – særligt krænkelsen af retten til privatliv, den højst opnåelige sundhedstilstand, legemlig integritet, selvbestemmelse og juridisk anerkendelse – som disse mennesker oplever i form af ikke-akutte, invasive og irreversible 'normaliserende' kirurgi samt anden medicinsk praksis.

Læs mere om vores arbejde for interkønnedes rettigheder.

Interkønnedes rettigheder

Sundhedssystemet diskriminerer transkønnede

Man anslår, at der er omkring 3000 transkønnede i Danmark, som oplever at være født med det forkerte køn, og som ønsker at opnå juridisk og/eller fysisk kønsskifte.

Danske transkønnede fortæller om ofte årelange og ydmygende udredningsforløb på Rigshospitalets Sexologisk Klinik – det eneste sted i Danmark, som må igangsætte de hormonbehandlinger, som er afgørende for transkønnedes identitet og selvforståelse.

Udredningsforløbene handler især om at overbevise Sexologisk Klinik om, at man ikke er psykisk syg – psykotisk, skizofren eller lignende – og dernæst overbevise samme sted om, at man rent faktisk er transkønnet.

De lange forløb hos Sexologisk Klinik har tidligere fået mange transkønnede til at søge hjælp og behandling hos en håndfuld speciallæger, der var i stand til at hormonbehandle langt flere transkønnede end Sexologisk Klinik.

 

Den afgørende forskel var, at de uafhængige læger ikke anså de transkønnede som psykisk syge, der ikke selv kunne afgøre, om de var transkønnede.

Siden 2014 er det blevet sværere for danske transkønnede at få adgang til behandling. I dag er det ulovligt for andre end Sexologisk Klinik at påbegynde hormonbehandling. Et monopol, som sætter transkønnede i en håbløs og nu endnu længere venteposition og fratager dem retten til at ligne det køn, de føler sig som.

Transkønnethed er stadig på Sundhedsstyrelsens fortegnelse over psykiatriske lidelser, og det kan tage flere år at få tilladelse til hormonbehandling.

Skriv under på at transkønnede ikke skal behandles som psykisk syge.

Transrettigheder

Prides giver synlighed

Måske forbinder du en pride-parade med karnevalsklædte drag queens og vogne med høj popmusik. Men for homo,-bi- og transkønnede i Østeuropa er paraderne blodig alvor.

En platform for lige rettigheder

Formålet med pride-paraderne er for de homo-,bi- og transseksuelle at blive set og anerkendt som ligeværdige. Paraderne er en platform for kampen for menneskerettigheder og imod diskrimination.

Thomas Raskevičius, der var med til at organisere Baltic Pride i Litauen, fortæller, at en pride er en helt konkret lejlighed til at gøre seksuelle minoriteter synlige i gadebilledet. Op mod 70 procent af den litauiske befolkning siger, at de aldrig har mødt en homoseksuel. Medierne strømmer også til priden, så her har det marginaliserede homomiljø endelig en platform at tale fra.

”Sidst der var pride i Litauen, var der flere, der endelig fik taget sig sammen til at springe ud,” fortæller Thomas Raskevičius.

”At gå i det optog sammen med de andre, giver mod til endelig at stå ved, hvem man er over for venner og familie.”

Store fremskridt

Selvom det fortsat kan være svært og risikabelt at afholde prides mange steder i Østeuropa, sker der store fremskridt. For 10 år siden gik 70 aktivister med i den første pride-parade i Letlands hovedstad, Riga. De blev mødt af mere end tusind moddemonstranter, der angreb dem med tåregas, æg og hadske tilråb.

I juni 2015 fejrede fem tusind mennesker EuroPride i Riga. Fest, farver og glæde markerede fremskridtet for LGBTI-rettigheder. En fantastisk kontrast til for 10 år siden og en stor sejr for menneskerettighederne.


Med livet som indsats

David Katos arbejde for homoseksuelles rettigheder i Uganda endte med at koste ham livet. Hans kollegaer fortsætter kampen.

En dag i december 2010 sad Frank Mugisha og hans kollega, David Kato, i et lille anonymt kontor i Kampala, Ugandas hovedstad. ”En af os risikerer at miste livet på grund af det her arbejde,” sagde David Kato. To måneder senere, den 26. januar 2011, blev David fundet død i sit hjem. Ugandas dengang mest kendte LGBTI-aktivist blev hakket til døde med en hammer. Han havde forinden modtaget et utal af dødstrusler, men Ugandas myndigheder har aldrig anerkendt, at drabet skulle have en sammenhæng med hans arbejde som homoseksuel rettighedsforkæmper.

Fortsætter kampen

På trods af faren valgte Frank Mugisha at blive i Uganda. Han er fast besluttet på at fortsætte arbejdet i foreningen for seksuelle minoriteter i Uganda, SMUG, og kæmpe mod den tiltagende homofobi og hetz, som David Kato blev offer for.

”Den eneste måde at ære Davids død er ved at vinde kampen for retfærdighed og ligestilling. 

David er væk, mange af os vil følge ham, men vi vil vinde kampen til sidst. Davids drøm var et Uganda, hvor alle behandles ens på trods af deres seksuelle orientering," siger Frank Mugisha.

”Hæng dem”

I månederne op til mordet på David Kato bragte Ugandas tabloidaviser billeder af navngivne homoseksuelle med overskriften ”Hang them” – hæng dem.

Hetzen mod landets homoseksuelle er fortsat udbredt. Og bakkes op af politiske tiltag.  

I årevis behandlede Ugandas parlament et lovforslag, der skulle indføre dødsstraf for at være homoseksuel.  Dødsstraf blev i sidste ende taget ud af forslaget, og i 2013 blev der indført livstidsstraf for at være homoseksuel. Det er også lovpligtigt at melde sine homoseksuelle venner eller familiemedlemmer til politiet.


02.
Hvad gør Amnesty

Hvad gør vi?

Seksuelle minoriteter har samme menneskerettigheder som alle andre, og regeringer er forpligtet til at fremme og sikre dem. Vi anser alle mennesker, som er fængslet alene på grund af deres seksuelle orientering eller kønslige identitet, som samvittighedsfanger. Vi støtter prides overalt i Europa og lægger pres på de lokale myndigheder så de sikrer, at deltagerne beskyttes mod overgreb. Vi arbejder også for, at transkønnede ikke bliver defineret som 'syge' i Danmark, og for at EU bliver bedre til at beskytte alle europæere, herunder LGBTI-personer, mod diskrimination.

Vi kræver, at alle regeringer:

  • afskaffer love, der gør det kriminelt at være homoseksuel.
  • indfører love, som forbyder diskrimination af homoseksuelle.
  • bekæmper tortur og mishandling og tvungen 'helbredelse' af seksuelle minoriteter
  • øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader alle homoseksuelle samvittighedsfanger
  • bekæmper straffrihed og beskytter homoseksuelle imod overgreb ved aktivt at fremme og sikre deres menneskerettigheder
  • sikrer at seksuelle minoriteters menneskerettigheder beskyttes og fremmes effektivt inden for FN-systemet og andre internationale organisationer.