Absurd dom på 25 års fængsel for at kritisere Thailands kongehus

 
Udgivet
01.
Nyhed

Absurd dom på 25 års fængsel for at kritisere Thailands kongehus

En forretningsmand fra Thailand skal 25 år i fængsel for at skrive beskeder på Facebook, der kan opfattes som kritiske overfor kongehuset. Dommen, der er helt ude af proportioner med den påståede forbrydelse, viser at der er presserende behov for at Thailand gør op med sine utidssvarende majestætsfornærmelseslove, siger Amnesty International.

En thailandsk militærdomstol har fundet den 58-årige forretningsmand Theinsutham Suthijittaseranee, skyldig i alle fem anklagepunkter for at have skrevet beskeder, der betragtedes som ærekrænkende overfor den thailandske kongefamilie imellem juli og november 2014. Dommen lyder på 25 års fængsel. 

”Dommen mod Theinsutham Suthijittaseranee er en af de strengeste, vi har set I lang tid, og den sender et bekymrende signal om, at myndighederne strammer skruetvingen på enhver, der kritiserer styret”, siger Rupert Abbott, vicedirektør for Amnesty Internationals aktiviteter i Sydøstasien.

”Det er rystende at se, at man i det 21. århundrede kan fængsle folk i årtier for at kritisere monarkiet. At udtrykke sin mening på fredelig vis er ikke en forbrydelse. Theinsutham skal løslades øjeblikkeligt og majestætsfornærmelsesloven bør afskaffes eller tilrettes så den er i overensstemmelse med Thailands menneskerettighedsforpligtelser”.

Ingen advokatbistand

Militærdomstolen idømte først Theinsutham Suthijittaseranee 50 års fængsel, men halverede straffen i anerkendelse af hans tilståelse. Han kan ikke appellere dommen.

Forretningsmanden blev tilbageholdt uden sigtelse af militæret under undtagelsestilstanden der har været gældende siden militærkuppet den 22. maj 2014. Under hans tilbageholdelsen blev han afhørt, indtil han tilstod de påståede forhold. Han havde ikke adgang til at tale med hverken en advokat eller sin familie.  

 Den 22. december 2014 blev Theinsutham officielt sigtet for, i fem tilfælde, at have forbrudt sig imod artikel 122 I Thailands straffelov. Han blev efterfølgende bragt til Bankok Remand fængslet. Efterfølgende kautionsanmodninger er blevet afvist.