Blog: Årets Pride i Riga viste store fremskridt LGBTI Pride

 
Udgivet
01.
Nyhed

Blog: Årets Pride i Riga viste store fremskridt

For bare ti år siden blev deltagerne i Riga Pride mødt med vrede tilråb, kasteskyts og voldelige angreb fra tusindvis af moddemonstranter. I juni i år blev Priden endelig det som lokale aktivister, deltagere og Amnesty i årevis har kæmpet for – en fredelig fest og en fejring af LGBTI-personers rettigheder i Letland.

Af Ina Holmgaard, kampagnekoordinator i Amnesty Danmark

Politiet er mødt talstærkt op ved indgangen til Vērmanes parken i Riga. Vi skal identificere os for overhovedet at komme forbi dem og ind i parken, som er fyldt med stande, madboder og så den store scene, som skal i brug efter selve dagens EuroPride.

Da vi fortæller dem, at vi kommer fra Amnesty International, viser det sig dog, at et udleveret armbånd til en efterfest på ’Golden Bar’ funger fint som ID, og vi bliver lukket ind, så vi kan tage opstilling til Pride-optoget. Flere og flere samler sig både foran og bag os. Selv er vi nummer 18 i rækken af deltagerne.

Her før start plejer stemningen at være nervøs, men i år ved jeg oprigtigt ikke, hvad vi skal forvente, når vi forlader parken og begynder vores optog igennem Riga. Solen skinner, og overalt, hvor jeg kigger hen, er der smil og glade deltagere iklædt regnbuens farver.

Tidligere år er vi, afskærmet bag politiets beskyttelse, blevet mødt med et nærmest ubeskriveligt had, negative tilråb og endda kasteskyts fra tusinder af moddemonstranter, som mener, at både Pride og homoseksualitet burde forbydes. I år har jeg kun set et par enkelte moddemonstranter med et skilt på lettisk, hvoraf det klart fremgik, at budskabet var et nej til homoseksualitet.

Marchen begynder

Vi begynder at marchere og går ud af parken. Langs med ruten er politiet opstillet, men alligevel er det helt udramatisk, som vi et skridt efter det næste følger paradens førerbil, hvor arrangører har sat et musikanlæg op.

Da Abbas Dancing Queen pludselig lyder fra højtaleren, går det op for mig, at vi er i gang med en fejring, og at vi i år deltager i en fest. Langs ruten står der mange mennesker og klapper og hujer med, og i vores eget optog synger og danser alle.

”I dag er det sjovt. For første gang er det endelig en fejring og ikke en kamp”, fortæller Kristine Garina, forkvinde for organisationen Mozaika, der arrangerer Priden.

Jeg har det selv på præcist samme måde.

”Don’t touch my ass”

Vi går ad hovedgaden Brīvība Bulvāris, som meget symbolsk betyder frihedsboulevarden. Der er tilskuere hele vejen, og folk står endda på deres altaner og kigger ud af vinduerne. Mange klapper, vinker og vifter selv med små regnbueflag. Andre vender tommelfingeren nedad, men lader deres utilfredshed blive ved det. Et sted ved kanten af vejen står en flok voksne mænd med ryggen til paraden.

’Don’t touch my ass’, står der på deres t-shirts, som de tilsyneladende har fået trykt til dagen.

Ved siden dem af står et par ældre smilende damer og vifter med hvert sit regnbueflag.

En kæmpe sejr for menneskerettigheder

De i alt 2,2 kilometer vi går igennem byen er alt for hurtigt overstået, synes jeg. Men det er fire gange så langt, som tidligere Prides i Riga, og også antallet af deltagere er langt, langt højere i år end de forrige.

Da den første Pride i Riga blev afholdt i 2005 var det med omkring 70 deltagere. De blev angrebet af tusinder af moddemonstranter med tåregas, æg og hadske tilråb. I år det lige omvendt. Vi er cirka 5.000 deltagere, kun ganske få moddemonstranter, og festen er fredelig.  

”I dag er en kæmpe sejr for menneskerettighederne. Der er blevet skrevet historie i Riga”, bliver det flere gange sagt fra vognen.

’Changing History is Hot’, lyder sloganet for Priden, og det skal jeg lige love for, at det er.

Det er en af de bedste oplevelser i mit liv at være vidne til, at vi i dag kan gå frit i gaderne og fejre LGBTI- personers rettigheder.

”Troede ikke, det var muligt”

Tilbage ved indgangen til parken står Kaspars Zalitis og Kristine Garina. De er hver især frontpersoner i organisationen Mozaika, og de har de seneste år knoklet for at opnå lige rettigheder for LGBTI-personer, og for at denne dag kunne blive til virkelighed.

”Det er helt utroligt. For et år siden troede vi ikke, at det var muligt at marchere i en af Rigas største gader. Vi har været vidne til forandring, og vi har i denne omgang haft opbakning og godt samarbejde med byrådet”, fortæller Kristine Garina.

Træt og glad behøver hun kun et ord for at beskrive årets Pride:

”Sjovt. I år var det sjovt”.

Inde i parken er der taler og musik fra scenen, mennesker der hygger sig, ligger i græsset i solen, får en snak med de forskellige organisationer, der har opstillet boder og bare nyder sejren og den gode stemning. Jeg fanger en af de mange frivillige, der har hjulpet til før og under Priden, en ung pige ved navn Madara Kulvela. Hun har ikke deltaget tidligere, men hun besluttede at melde sig som frivillig, fordi hun synes, det er en vigtig sag.

”Det er latterligt, når man ikke tillader mennesker at elske dem, de vil”, forklarer hun.

Jeg spørger hende, hvordan hendes familie og venner reagerer, på at hun er frivillig under Priden.

”Min mor støtter mig og min far også. De fleste af mine venner bakker også op om det, men jeg har nogle, der synes at homoseksualitet er ulækkert. Den attitude er hjerteskærende, synes jeg”.

Hun skal videre med sit arbejde. Hun har lige sat et skilt op med ’rygning forbudt’. For det er det i parken, og det er en af hendes opgaver at sørge for at deltagerne respekterer det. Og så samler hun skrald, så parken efterlades pænt til de næste besøgende.

Efter festen

Euro Pride var i den grad en stor succes og en sejr for LGBTI-personer i Letland. Men der er stadig en kamp at kæmpe, for der er mange, der har fordomme, og der er stadig diskrimination. Også i resten af regionen.

I Litauen findes en lov, der skal beskytte børn mod information, der ’nedgør familie værdier’. I praksis begrænser den LGBTI-personers ytringsfrihed. I Rusland er det nærmest forbudt at afholde Prides, og i Ukraine er der ikke tilstrækkelig politibeskyttelse til at gennemføre dem. Så i morgen begynder arbejdet igen.

Men i dag er der fest i Riga.

Få et overblik over Prides i Europa med Amnesty-folderen Human Rights are My Pride.

 

 


02.
Relateret indhold
@amnesty

On International Day of Persons with Disabilities, a board member reflects on disability rights & the movement https://t.co/ma4cdiB9vU

@amnestypress

RT @AmnestyUK: 'Stay strong!' This is Albert Woodfox's letter to Leonard Peltier, imprisoned since 1975. Send your own message at https://t…