Druknede Maria sin nyfødte søn i latrinet? Abort Kvinders rettigheder

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Druknede Maria sin nyfødte søn i latrinet?

I El Salvador risikerer kvinder op til 40 års fængsel for at abortere. Amnesty arbejder for at få de fængslede kvinder løsladt og kan dokumentere, at mange domme er afsagt uden skyggen af bevis. Tag med AMNESTY på besøg i kvindefængslet Ilopango, hvor Maria Teresa Rivera afsoner sin straf.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY september 2015.
Tekst og foto: Steffen Stubager
 

San Salvador, El Salvador

Rosmary døbte sin voldtægtsmand Manden Uden Navn, for sådan kunne hun glemme ham. Otte måneder senere fødte hun hans barn, som døde ved fødslen. Retten mistænkte hende for at have taget spædbarnets liv og idømte hende 40 års fængsel.

Otte år senere blev hun løsladt, for som konklusionen lød, da sagen blev genoptaget, kunne hun umuligt være morder.

“Jeg gruer ved at tale om det”, siger Rosmary.“Men jeg nægtede at tro, at en voldtægt kunne sende mig så langt ud”.

Rosmary er en af mange kvinder i El Salvador og en række andre lande, som idømmes hårde straffe for spontane aborter eller dødfødsler. Lokale salvadoranske grupper vurderer, at tusindvis af kvinder kan sidde uskyldigt fængslet i årtier ligesom Rosmary.

"Vi har kun set toppen af isbjerget”, siger Alberto Romero, der som advokat er tilknyttet Borgernes Foreningen for Afkriminalisering af Abort, som forsøger at hjælpe kvinderne.

Gruppen har foreløbig fundet 129 lignende sager, hvor kvinder er sat i fængsel i op mod 40 år efter komplikationer ved fødslen.

“Sagerne er kun lige begyndt at komme frem, fordi vi først for nylig har fået få nys om, at de findes. Jo flere fængsler vi leder i, desto flere grusomme sager finder vi”, siger Romero.



Rosmary blev løsladt, da hun havde afsonet otte år af sin straf på 40 års fængsel. Hun går i kirke for at bede for andre kvinder, som sidder fængslet for at abortere eller føde døde børn.
Foto: Steffen Stubager

Voldtaget som 17-årig

Fra fængslerne i El Salvador kender Amnesty International til mindst 17 sager med kvinder, som organisationen og indtil videre 300.558 borgere kræver løsladt og undskyldt gennem en underskriftindsamling.

En af kvinderne er 25-årige Guadalupe Vásquez. Som 17-årig blev hun voldtaget, og måneder senere fødte hun overgrebsmandens barn, der døde ved fødslen. Dagen efter, da Vasquez vågnede i hospitalssengen, var hun med håndjern låst fast til hovedgærdet, anklaget for mordet på sin baby. Anklageren krævede hende spærret inde i 75 år. Dommeren idømte hende 30 års fængsel.

Syv år senere blev hendes sag genoptaget, og i januar 2015 blev hun løsladt på grund af manglende beviser og fik en offentlig undskyldning. Løsladelsen blev vedtaget med blot én enkelt stemmes flertal af medlemmerne af El Salvadors lovgivende forsamling, som dagene forinden blev bestormet med beskeder fra mennesker over hele verden, der bad om, at Guadalupe blev løsladt. 

Stemplet som barnemorder

Den hårde kurs mod gravide blev sat ind kort før årtusindeskiftet, da El Salvadors daværende konservative regering indførte en yderst abortfjendtlig lov, som kriminaliserer aborter, spontane aborter og dødfødsler. Loven har ifølge eksperter rod i områdets stærke religiøse traditioner. Godt halvdelen af befolkningen anser sig som katolikker, mens en tredjedel kalder sig evangelister.

Loven gør i værste fald kvinderne til mordere af værste skuffe med årtier lange straffe, hvis fosteret er ældre end 22 uger, når det findes livløst. I bedste fald – hvis fosteret er under 22 uger gammelt – bliver kvinderne idømt op til otte års fængsel for at bryde abortlovgivningen.

Desuden skal læger og sygehuspersonale anmelde kvinder, når deres graviditet på den ene eller anden måde ender i barnets død. Undlader lægerne at anmelde kvinderne, risikerer de selv op mod 12 års fængsel. Det tvinger mange læger til at anmelde kvinder, som de egentlig ikke har lyst til at anmelde af etiske årsager.

En af dem er jordemoderen Mercedes, der for nylig opsagde sit arbejde.

”Det torturerede mig at se kvinder med helt naturlige problemer under graviditeten blive stemplet som barnemordere. Var jeg fortsat som jordemoder, havde jeg mistet forstanden”, siger Mercedes, som frygter at blive straffet for at tale om problematikken og derfor medvirker anonymt.

FN’s Torturkomité advarer om, at El Salvadors hårde lovgivning forvolder “seriøs skade” mod kvinder og piger og strider imod FN’s Torturkonvention, som landet selv har godkendt.




Kvindefængslet Llopango i El Salvador er bygget til at huse 150 indsatte, men huser godt 2500. Her afsoner Maria Teresa Rivera en straf på 40 år for at dræbe sit spædbarn.
Foto: Steffen Stubager


Kvindefængslet i San Salvador

Alene i El Salvador aborterer flere end 35.000 kvinder ifølge World Health Organisation (WHO) hvert år ulovligt uden for hospitalerne.Flere af disse kvinder bliver straffet hårdere end landets værste gangstere og massemordere efter ofte overfladiske, uretfærdige retssager – som i tilfældet med Guadalupe Vásquez.

Nu kæmper Vásquez for, at kvinderne i fængslet, hvor hun selv sad, bliver behandlet med større retfærdighed. En af dem, er Maria Teresa Rivera. Druknede hun virkelig sin nyfødte søn i sin egen afføring, som det står skrevet i dommen?   

AMNESTY besøger Maria Teresa Rivera i kvindefængslet Ilopango i hovedstaden San Salvador for at stille hende spørgsmålet.Ilopango er designet til 150 indsatte, men fyldt med godt 2.500 fanger. Maria har siddet her i godt fire år, og hun er én af mindst 33 her, som er idømt årtier lange straffe for mord på deres spædbørn. Flere andre indsatte kvinder kalder Maria for en kujon og en barnemorder.

“De tager fejl. Jeg har aldrig rørt ham. Jeg har aldrig gjort ham skade”, siger Maria grådkvalt og omgivet af fire andre kvinder i samme situation.
AMNESTY får ikke lov til at besøge kvinderne i deres celler, så interviewet foregår i fængslets forgård. Der er afsat fem minutter til at tale med hver af kvinderne, før de skal tilbage til deres celle.

Før Maria blev sat i fængsel, boede hun i en af El Salvadors slumbyer, hvor husene er bygget af blikplader, brædder og presenninger, og hvor gangstere og narkobaroner styrer. Hun havde en kæreste, men forholdet kørte skævt, og de gik fra hinanden i maj 2011, som hun husker som den sidste måned, hun havde sex, før hun blev fængslet.

Hun boede sammen med sin ni-årige søn Oscar. Faderen forlod familien, da Oscar var fire måneder gammel, og Marias største frygt er, at hendes søn allerede er forfaldet til bandekriminalitet og narkotika.

”Jeg ved ikke, hvad han render og laver”, siger hun.  

40 års fængselsstraf

Siden torsdag den 24. november 2011 har Maria Teresa Rivera ikke været hjemme hos sin søn. Selvom det i dag er snart fire år siden, giver dokumenterne fra retssagen imod hende et detaljeret indblik i begivenhederne.
Tidligt den morgen patruljerede politibetjent Julio Cesar i slumbyen, da en besked tikkede ind om, at der kunne være begået en forbrydelse i et af skurene.Cesar gjorde sit arbejde, som han plejede. Han kiggede sig om efter tegn på noget usædvanligt, og med ét fik han øje på røde pletter på kanten af et latrin i nærheden af Marias bolig.

Han tænkte, at pletterne lignede blod, så han tændte sin lommelygte og lyste ned i det mørke latrin. I bunden så han et spædbarn, som lå på siden og var dækket af afføring. Han tilkaldte brandvæsenet, og med en flettet kurv fiskede en brandmand et livløst drengebarn op af latrinet.

I Maria Teresa Riveras hus fandt Cesar en anden kvinde, Ana Isabel, der er Marias svigermor.

Ana Isabel var blevet vækket af en lyd tidligt den morgen. Hun var stået op, havde opdaget, at lyset var tændt og havde fundet Maria på gulvet med blod mellem benene. Hun havde spurgt, hvad Maria lavede dér, men fik intet svar og ringede efter en ambulance, som kørte Maria på hospitalet. Ana Isabel vidste ikke, at Maria var gravid, fortalte hun under afhøringen på politistationen.

Døde af iltmangel

På hospitalet fortalte Maria selv til politiet, at hun den morgen var stået op for at drikke vand, men opdagede, at hun blødte. Hun tænkte, at hun menstruerede, så hun satte sig ud på latrinet. Hun følte, at en klump forlod hende, sagde hun. Hun hørte ingen gråd. Bagefter besvimede hun.

Retsmediciner Maria Estela undersøgte klokken 13.40 samme dag det døde barn og anslog, at døden var indtruffet godt 12 timer forinden. Liget var et fuldt udviklet drengebarn indsmurt i afføring, og navlestrengen var ikke klippet over, men nærmere strukket fra hinanden, noterede Estela i sin rapport. Estela kunne imidlertid ikke bestemme dødsårsagen.

Men det kunne en anden retsmediciner, doktor Rafael. Han noterede under sin obduktion, at barnet var fuldt udviklet, 50 centimeter langt, og både kraniet, hjernen og hjertet var normalt for barnets alder. Barnets øjne var brune, hans næse lille, læberne tynde og huden olivenfarvet. Han noterede, at lungerne var normale og flød i vand, og at navlestrengen var “mekanisk revet over”.

Dr. Rafael vurderede af disse årsager, at barnet måtte være født i live, og konkluderede, hvad hans kollega ikke havde været i stand til: Marias spædbarn døde af iltmangel ved fødslen.

En voldelig plan

Anklager Griselda Yanira Rodriguez de Toledo krævede Maria dømt for barnemord, og hun fik, hvad hun kom for. Selvom Maria afviste både at kende til sin graviditet og at have dræbt sin nyfødte søn, kom et enkelt vidne til at veje tungt i rettens afgørelse mod den 28-årige kvinde.

Marias arbejdsgiver fortalte i retten, at Maria engang i januar 2011, altså hele 11 måneder før fødslen, havde fortalt, at hendes søn Oscar led af bronkitis, og at hun var gravid og derfor bad om nogle fridage. Arbejdsgiveren omtalte dog Maria som “ret tyk” og kunne derfor ikke vurdere, om hun reelt kunne være gravid.

Dét vidneudsagn og retsmedicinernes notater fældede Maria Teresa Rivera. Som dommen lyder:

“Der er ingen tvivl om, at babyen blev født i live, var fuldt udviklet, og at navlestrengen blev revet over af moderen (...). Offeret var et drengebarn, unavngivet, og alt tyder på, at han nåede at være i live. Der kan altså umuligt være tale om en dødfødsel eller en spontan abort. Tværtimod gik Maria Teresa ud på toilettet, et latrin i nærheden af sin bolig, med en voldelig plan. Hun fødte sin baby, skar hans navlestreng over, smed ham ned i latrinet og lod ham dø af iltmangel i afføringen”.

Maria tog sit spædbarns liv med fuldt overlæg, konkluderede dommeren og idømte hende 40 års fængselsstraf.



I El Salvador dør 11 procent af de piger, som foretaget ulovlige aborter, oplyser WHO.
Foto: Steffen Stubager


Hård kritik af retssagen

Fra University of Kentucky i USA kom Gregory J. Davis tre år senere ind i billedet. Han er retsmedicinsk professor med 28 års erfaring og har undersøgt Marias sag og flere andre af de fængslede kvinders sager til bunds. Han kritiserer retsmedicinernes arbejde.

Han noterer i sin undersøgelse, at dødsårsagen rigtigt nok kan være iltmangel ved fødslen. Men det betyder ikke, at moderen nødvendigvis har myrdet sit barn, skriver han.

”Denne form for død kan ske selv ved overvågede fødsler på hospitaler”, skriver han.

Den amerikanske professor tilføjer, at barnets flydende lunger hverken beviser eller modbeviser, om barnet var levende ved fødslen. Den såkaldte flydetest af lungerne har i retsmedicinske kredse “været anset som en upålidelig metode i over et århundrede”.

“Der er intet grundlag for at konkludere, at Maria Teresa Riveras baby blev født i live. Han kunne lige så vel være født livløs”, konkluderer han i sin rapport.

For Dennis Muñoz, der er advokat for flere af El Salvadors fængslede kvinder, er det et klart tegn på, at diskrimination og fordomme spiller ind i retssagerne:

”Det er uretfærdigt og uacceptabelt, at mennesker fængsles for at abortere spontant eller at føde et dødt barn. Det er noget, som i virkeligheden er naturligt, og det er mig et under, at man straffer mennesker i årtier for dette. I Maria Teresas sag er der ingen beviser på, at hun dræbte sin søn. Hendes straf baserer sig på fordomme og diskrimination af en fattig kvinde”, siger Muñoz.

Alligevel sidder Maria stadig i fængsel. Og der bliver hun, selvom sagsakterne ifølge både Amnesty International, kvindernes advokat og professor Davis tydeligt viser, at hendes fængselsstraf er givet på et forkert grundlag. Når hun bliver løsladt, vil hendes søn være 45 år.

“Jeg beder til Gud og til alle gode mennesker om at give mig chancen for at tage mig af min søn”, siger Maria Teresa Rivera.

“Han har brug for mig derude”.

En gruppe aktivister demonstrerer for kvinders ret til at bestemme over egen krop foran regeringens kontorer i San Salvador.
Foto: Steffen Stubager


Baggrund: My Body My Rights

Med kampagnen MY BODY MY RIGHTS kræver Amnesty, at Maria Teresa Riveras og flere andre fængslede kvinders sager bliver genoptaget.

“El Salvadors lovgivning diskriminerer maksimalt og udøver vold mod især kvinder fra fattige kår. Ingen af de 17 kvinder, vi kender til, har fået en fair rettergang. De blev sat i fængsel alene på grund af en mistanke om, at de begik forbrydelser”, siger Erika Guevara, Amnestys direktør for Amerika-regionen.

El Salvador har en af verdens strengeste abortlovgivninger.Selv efter voldtægter, og hvis kvindens liv er i fare, kan fængselsstraffen for abort blive op til otte år. Læger og sundhedsarbejdere, der undlader at anmelde kendskab til aborter, risikerer 12 års fængsel.

Dødfødsler og spontane aborter efter 22. uge straffes med landets hårdeste straf: Op mod 40 år for mord – flere kendte tilfælde også selvom bevisbyrden har manglet.

En håndfuld andre lande kriminaliserer abort i ethvert tilfælde: Honduras, Haiti, Nicaragua, Surinam, Chile, Den Dominikanske Republik, Malta og Vatikanet.

I 97 procent af verdens lande er abort tilladt for at redde kvindens liv, mens 67 og 63 procent af verdens lande accepterer abort for at sikre kvindens fysiske og mentale helbred. Knap halvdelen af landene accepterer abort efter voldtægt, mens økonomiske og sociale årsager accepteres som årsag til abort i en tredjedel af verdens lande.

Abort udført udelukkende på basis af kvindens ønske er tilladt i 29 procent af verdens lande, heriblandt i Nordamerika og Europa.

Tekst og fotos: Steffen Stubager.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY september 2015.