Flygtninge og migranter bliver tortureret og misbrugt i Libyen civile FN

 
Udgivet
01.
Nyhed

Flygtninge og migranter bliver tortureret og misbrugt i Libyen

Flygtninge og migranter risikerer tortur og andre voldsomme fysiske og psykiske krænkelser, når de ankommer til Libyen. Både menneskesmuglere, væbnede grupper og kriminelle bander står bag overgrebene, der driver mange flygtninge og migranter til at sætte livet på spil på Middelhavet

Flygtninge og migranter fra især Mellemøsten og Afrika syd for Sahara, der er på flugt fra konflikter og forfølgelse, risikerer livet, når de krydser grænserne til Libyen, dokumenterer Amnesty. 

”Den stigende lovløshed og væbnede konflikter kombineret med forfærdelige forhold for flygtninge og migranter viser, hvor farligt livet i Libyen er i dag”, siger Philip Luther, direktør for Amnesty i Mellemøsten og Nordafrika. 

”Flygtninge og migranters liv er i hænderne på menneskesmuglere, der kynisk afpresser, misbruger og angriber dem”.

I rapporten ”Libya is full of cruelty: Stories of abduction, sexual violence and abuse from migrants and refugees” dokumenterer Amnesty de overgreb på flygtninge og migranter, der finder sted i Libyen.

Bortført af bander

For mange flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika syd for Sahara er Libyen et transitland på vej mod Europa. Men langs flygtningeruterne risikerer de at blive bortført af kriminelle bander, der torturerer og mishandler dem for at presse deres familiemedlemmer til at betale en løsesum.

”Det er en effektiv forretning, de driver”, fortæller Ibrahim fra Mali til Amnesty. ”De holder dig fanget for at få dig til at betale”.

Kvinder risikerer at blive voldtaget, hvis ikke de kan betale løsesum.

”De førte os ud af byen og ud i ørkenen. Der bandt de min mands hænder og fødder til en pæl, og så gruppevoldtog de mig for øjnene af ham. Der var i alt 11 mænd”, siger en nigeriansk kvinde til Amnesty. 

Krænkelser i detentionscentre

Det er ikke kun kriminelle grupper, der står bag mishandlingen. 

Også i de libyske myndigheders varetægt bliver flygtninge og migranter udsat for tortur og umenneskelig behandling. I immigrationscentre er tusindvis af flygtninge og migranter, herunder børn, indespærret på ubestemt tid under forfærdelige forhold. 

”De slog os med rør på bagsiden af benene, og de slog også de gravide kvinder. Om natten kom de ind til os og prøvede at komme i seng med os. Nogle kvinder blev voldtaget, og en kvinde blev gravid af det”, fortæller en kvinde fra Nigeria, der sidste år blev løsladt fra et detentionscenter i Sabratah.

”En gravid kvinde døde i fængslet. De slog hende i maven, da hun var syv måneder henne”, fortæller hun.

Amnesty: Et politisk ansvar

Amnesty opfordrer statslederne i blandt andet Libyens nabolande Tunesien og Egypten til at tage ansvar.

”Vi kan ikke blive ved med at ignorere de forpligtigelser, vi har for at sørge for sikkerhed for dem, der flygter fra så frygtelige overgreb”, siger Philip Luther.

”Nabolande, herunder Tunesien og Egypten, må holde deres grænser åbne for at sikre, at alle, der flygter fra vold og forfølgelse i Libyen, er garanteret at kunne søge tilflugt”, siger han.

Læs også: Amnesty: Danmark skal sende skib til Middelhavet

Amnesty opfordrer også EU-landene til at sørge for eftersøgnings- og redningsfartøjer til at patruljere i de områder af Middelhavet, hvor mange flygtninge og migranter risikerer at drukne, når de sejler ud mod Europa i synkefærdige både. 


02.
Relateret indhold
@amnestydk

@mnorgaard Nu er der jo kommet svar fra @je5perl og @peterkofod men ja, han var under jorden i Hong Kong og 40 dage i transit i Moskva

@amnestypress

RT @heissenstat: Amnesty has found "credible evidence" of torture following coup attempt. Turkey denies, but postpones UN visit. https://t…