Kronik: Norden skal undersøge sin egen rolle i CIA’s fangeprogram

Uden europæiske regeringers hjælp kunne USA’s ulovlige CIA-fangeprogram med dertilhørende brug af tortur og mishandling aldrig have været gennemført. Også de nordiske regeringer stillede deres luftrum og lufthavne til rådighed. Det er tid til selvransagelse.

9/12 sidste år fremlagde USA’s senat et 524-siders længe ventet rapportuddrag, der gav indblik i CIA’s brug af torturmetoder. Selv for os i Amnesty, der i årevis har fulgt sagen tæt, var afsløringerne chokerende: Bortførelser, søvnberøvelse, indespærring i trange kasser, tæsk og trusler, waterboarding og anal tvangsfodring.

Rapporten tegner et skræmmende billede af de umenneskelige, ulovlige og dybt amoralske metoder, USA tog i brug i forsøget på at trække informationer ud af terrormistænkte. Vi må nu forsøge at forstå, hvordan det kunne gå så vidt, at ønsket om at forebygge terrorisme fik USA til i praksis at lovliggøre og anvende tortur og udføre hundredvis af tvungne forsvindinger, dvs. bortførelser. Metoder, der hører de værste diktaturer til.

Rapportens fund understreger også vigtigheden af, at USA’s allierede – ikke mindst os i Norden – tager et grundigt kig på vores egen rolle i CIA’s fangeprogram. Fra store dele af Europa blev offentliggørelsen af CIA-rapporten mødt med chok og hovedrysten og med klare opfordringer til Barack Obama om at sikre, at afsløringerne medfører retsforfølgelse af dem, der stod bag torturen.

Reaktionen er på sin plads, men samtidig dobbeltmoralsk. Fra dag ét valgte selvsamme europæiske regeringer nemlig at samarbejde med den amerikanske regering om det hemmelige fangeprogram. Vores regeringer stillede beredvilligt luftrum, lufthavne – og i visse lande uden for Norden endog fængsler – til rådighed, så det hemmelige fangeprogram kunne køre som smurt.

Mistænkte kunne kidnappes og flyves til den anden side af jorden, hvor de i hemmelige fængsler blev tæsket og mishandlet uden nogen sinde at få forelagt anklager, møde en advokat eller blive stillet for en dommer. Nogle var skyldige i terror, andre blev fængslet på fejlagtigt grundlag.

Uden europæisk medvirken kunne programmet ikke have været gennemført. I årevis har regeringerne uden at stille kritiske spørgsmål banet vejen for, at USA kunne handle i strid med internationale konventioner og i strid med vore egne landes lovgivning.

Det er nu vores tur til at lægge kortene på bordet. Men trods tilløb er det endnu ikke lykkedes nogen europæiske regeringer at foretage en grundig og uvildig undersøgelse af deres rolle i CIA’s fangeprogram. Ingen er blevet stillet til ansvar, og kun få ofre har fået oprejsning.

Norden har en lang tradition for at leve op til internationale konventioner og for at deltage i initiativer mod tortur rundt omkring i verden. Derfor bør vi lægge et samlet pres på de europæiske regeringer, såsom Makedonien og Rumænien, der tydeligvis har været dybt involveret i det ulovlige fangeprogram ved at huse hemmelige fængsler, men som konsekvent nægter at gøre op med den udbredte straffrihed.

Netop straffrihed er den største trussel mod bekæmpelse af tortur. Hvis torturbødlen ved, at han slipper ustraffet fra sine overgreb, at ingen kigger ham over skulderen, og at offeret er uden rettigheder, kan intet stoppe ham. Det ved ikke kun Amnesty, men også de nordiske regeringer. Udover at lægge pres på andre, må vi i Norden holde vores egen sti ren.

Det er en skamplet, at den nordiske forbindelse til CIA’s hemmelige fangeprogram forbliver underbelyst og ikkeefterforsket. Og der er nok at tage fat på:

I Danmark mangler vi stadig en fyldestgørende undersøgelse af, hvilken rolle Danmark spillede i CIA’s fangeprogram, og hvor meget vi kendte til, at vores luftrum og lufthavne blev brugt til at fragte mistænkte til hemmelige fængsler i f.eks. Rumænien. Vi har krav på at få at vide, om vi stillede vore allierede de rette spørgsmål, eller om vi stiltiende accepterede, at der fandt ulovlig transport af mennesker til torturfængsler sted.

Den af regeringen bestilte undersøgelse fra 2012 om CIA’s fangetransporter gennem dansk luftrum har flere alvorlige mangler. Mest iøjnefaldende er det, at undersøgelsen, der blev foretaget af Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), alene knyttede sig til grønlandsk territorium. Endvidere fik Diis hverken mulighed for at indsamle nye oplysninger eller medtage oplysninger af nyere dato end 2008.

Disse oplysninger inkluderer blandt andet afsløringen af hemmelige fængsler i Litauen og bekræftede fangetransporter mellem Litauen og Danmark.

I Sverige overdrog myndighederne i december 2001 de to egyptiske mænd Mohammed Alzery og Ahmed Agiza til CIA. De to mænd havde søgt asyl i Sverige på grund af risiko for tortur i deres hjemland, og de blev da også vurderet til at have behov for beskyttelse. Alligevel blev de overladt til CIA på en svensk flyveplads, og her blev de iført orange fangedragter, ble, bind for øjnene og fløjet til Egypten, hvor de i et fængsel blev udsat for voldsom tortur.

I 2008 besluttede den svenske justitskansler, at de to mænd skulle tildeles hver 3 mio. kr. i erstatning for de voldsomme menneskerettighedskrænkelser, de havde været udsat for. Ud over erstatningen fik begge efterfølgende tildelt permanent ophold i Sverige.

Trods erstatningen har de svenske myndigheder endnu ikke foretaget en grundig undersøgelse af Sveriges medvirken til den ulovlige anholdelse og efterfølgende tortur. Ansvaret er aldrig blevet placeret. Hvordan kunne det gå til, at svenske myndigheder tillod CIA-agenter på svensk jord at handle i strid med både international og svensk lov?

I Norge er CIA-fly ved flere lejligheder mellemlandet i norske lufthavne, uden at de norske myndigheder dog har vist sig villige til at gennemføre en grundig undersøgelse af, hvem eller hvad der var om bord på disse fly.

I Finland afslørede en Amnesty-rapport i september 2011, at landet lod til at have tætte bånd til et hemmeligt fængsel i Litauen. En mangelfuld undersøgelse fra ombudsmanden kunne efterfølgende hverken endeligt af- eller bekræfte, at embedsmænd havde kendt til CIA-fly i finsk luftrum.

Tiden er rindet ud for dårlige undskyldninger og henvisninger til behovet for at beskytte ”rigets udenrigspolitiske interesser”. Det er tydeligt, at europæiske regeringer var medvirkende til ”succesen” for CIA’s fangeprogram. Det er på høje tid, at de nordiske lande går forrest og gennemfører grundige undersøgelser af vores medvirken til det ulovlige fangeprogram.

Kronikken er bragt i Jyllands Posten 27/2 2015. Den er skrevet af Anna Lindefors, generalsekretær for Amnesty i Sverige, John Peder  Egenæs, generalsekretær for Amnesty i Norge, Frank Johansson, generalsekretær for Amnesty i Finland og Lars Normann Jørgensen, generalsekretær for Amnesty i Danmark.