Mere end bare sportsfolk Aktivisme Danmark Medlemsblad

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Mere end bare sportsfolk

Flere og flere store sportsbegivenheder bliver placeret i rige lande i Asien og Mellemøsten, der har et anstrengt forhold til menneskerettigheder. Men bliver deltagerne dermed brikker i et propagandaspil? AMNESTY har mødt tre tidligere topidrætsudøvere til en snak om sport og politik – håndboldspilleren Carsten Haurum, badmintonspilleren Niels Christian Kaldau og golfspilleren Mads Vibe-Hastrup. De opfordrer nutidens sportsstjerner til at kritisere lande, der krænker menneskerettighederne.




Carsten Haurum: "Vi var mere end bare sportsfolk"

Carsten Haurum og flere andre spillere fra 1980’ernes bolsjestribede håndboldlandshold tog aktivt del i fredsbevægelsen og skabte overskrifter med politiske statements ved OL i Moskva og Los Angeles. Håndboldkoryfæet efterlyser holdninger hos nutidens stjerner, men han mener ikke, at boykot af eksempelvis diktaturstater er idrætsorganisationernes ansvar alene.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Fortalt til Roberto Zacharias
Foto: Polfoto/Lars Skaaning


Der var ikke nogen af os – inklusiv mig selv – der begyndte med at sige, at nu er vi på landsholdet, og så skal vi den ondehyleme i aviserne og sige noget. Jeg husker det mere som noget, der kom langsomt. Det begyndte med en høring om elitesportens vilkår i Danmark, og der gik jeg på talerstolen og foreslog, at man kunne gå til sygeeksamen, når OL-forberedelserne kolliderede med eksamensterminerne på universitetet. Det bragte avisen Aktuelt en hel side om, og der gik det op for mig, at kombinationen af at være landsholdsspiller og mene noget gav en platform til, at man faktisk kunne påvirke nogen.

Så kom OL i Moskva i 1980 og hele diskussionen om boykot, og der deltog jeg i den offentlige debat ved blandt andet at skrive indlæg til aviserne. Det vakte stor opsigt, at sportsfolk mente noget og oven i købet kunne formulere sig nogenlunde fornuftigt. Det gav os blod på tanden. Så da fredsbevægelsen dukkede op i begyndelsen af 1980’erne, begyndte flere spillere fra landsholdet – heriblandt Morten Stig Christensen, Per Skaarup og mig selv – at være aktive i den. På det tidspunkt havde vi lært, at hvis vi skrev eller mente noget, så kom det i avisen eller i fjernsynet. Lige pludselig blev vi inviteret til en milliard forskellige arrangementer, fordi pressen altid troppede op, hvis vi var der.

Dengang gik diskussionen på, om man som idrætsudøver var med til at legitimere det kommunistiske system og Sovjets invasion i Afghanistan ved at tage til OL. Men selvfølgelig var man det. Den status, som håndboldlandsholdet havde i pressen i Danmark, havde vi jo også i Sovjet. Men det var et svært dilemma. For hvis vi kun skulle spille håndbold med lande, der ikke havde et undertrykkende system og overholdt menneskerettighederne, kunne vi kun spille mod Holland, Vesttyskland og den slags lande.

Samfundets dårlige samvittighed

Jeg kan have meget sympati for at boykotte OL. Men det er en national beslutning, og det mener jeg faktisk stadigvæk. Selvfølgelig kan den enkelte idrætsudøver vælge at gøre det af samvittighedsgrunde. Det er fint nok. Men det kan ikke være rigtigt, at sportsfolkene skal lade være med at deltage i OL, mens erhvervslivet og regeringen pendler frem og tilbage og forhandler milliardaftaler - og så skal sportsfolkene bære samfundets dårlige samvittighed.

Derfor sagde jeg dengang, at jeg var med på at boykotte legene i Moskva, for det var der masser af gode grunde til. Men så skulle de bare lige beslutte det i regeringen først. Det er en af de få gange, hvor jeg har været enig med Kai Holm (tidligere dansk IOC-medlem, red), der sagde, at det ikke er idrætsorganisationer, der skal føre udenrigspolitik. Men regeringen ville jo ikke tage den beslutning dengang.

Vi var mere end bare sportsfolk. Vi var en del af samfundsdebatten og aktionerede mange gange, når vi var ude til turneringer. Blandt andet delte vi flyers om demonstrationer ud til publikum ud inden landskampene. Til OL i Los Angeles i 1984 havde Per Skaarup og jeg trøjer med, hvor der stod ”Idræt for Fred” på fem forskellige sprog. Vi havde også mærkater med hvide duer på, som vi satte på vores id-kort. Per lavede så et interview på tv, hvor han havde id-kortet på, og så blev vi kaldt til samtale med Dansk Håndbold Forbunds chef. Her fik vi at vide, at det ikke kunne accepteres, fordi det var et politisk statement. ”Men hvad så med de tusindvis af hvide duer, som de amerikanske arrangører sendte op ved åbningsceremonien?”, spurgte vi. Og så kom der ikke mere ud af det.

Flyttede grænserne

Dengang flyttede vi nogle grænser, som ikke havde været flyttet før. Vi markerede, hvem vi var, og hvad vi stod for. Og der var ikke nogen, der var i tvivl om, hvad vi mente om menneskerettigheder og fredsbevægelsen. Vi var vokset op i en tid, som var ekstremt venstreorienteret, men vi endte også med at være lidt af en anakronisme, for den næste generation af håndboldspillere var jo ikke enige med os. Og der spiller kommercialiseringen af sporten også ind. I modsætning til dem, der kom efter os, kunne vi ikke rammes på pengepungen, og der stod ikke noget i vores kontrakter om, at vi ikke måtte udtale os om politiske ting.

En anden vigtig ting er, at tidsånden skiftede i begyndelsen af 1980’erne, og stille og roligt blev den samfundsmæssige diskurs en anden. Alt det, vi gik ind for eller var imod, var ikke moderne længere. Jeg tror også, det spiller ind, at sportsfolk i dag træner et par gange om dagen og i det hele taget bruger det meste af deres tid på at blive bedre til deres sport. For min generation af håndboldspillere var det anderledes. Vi arbejdede og studerede jo ved siden af. 

Nutella på trøjen

Tag ikke fejl. Nutidens håndboldspillere bruger også deres kendisstatus. De reklamerer for Nutella og biler, og det er jo ikke et neutralt statement. De går ind i debatten om børn og fedme og kostvaner. Det er i høj grad også politisk. Derfor havde jeg håbet, at man til indmarchen til OL i Beijing i 2008 eksempelvis havde taget et orange halstørklæde på som et symbol på de manglende menneskerettigheder i Kina. Men det skete ikke.

Spørgsmålet er så, om det nytter. Er det risikoen værd? Jeg tror, det nytter noget. Hvis man som kendis siger eller gør noget, vil der være nogen, der lytter. Muligheder er der nok af: Fodbold-VM i Qatar, doping, korruption og så videre. Og det nytter da også for en selv. Hvis jeg havde den platform i dag og skulle til VM i Qatar, tror jeg, at jeg ville lufte mine holdninger offentligt. For her handler det jo ikke om overenskomstmæssig løn, men om at folk dør for at lave underholdning til os andre.

Man må erkende, at man legitimerer styret, hvis man deltager. Men man kan vise sin stilfærdige modstand og foragt på mange måder. Og jeg ville ønske, at der var mange flere sportsfolk, der ville tage den del op.


Carsten Haurum 

Født 26. juli 1956. Uddannet Cand.polit. i 1985.
Direktør i Lokale- og Anlægsfonden fra 1994 til 2002.
Siden 2002 administrerende direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

I 1980 var han med på Danmarks håndboldlandshold, som endte på en niendeplads ved OL i Moskva. To år senere blev det til en fjerdeplads ved VM i Vesttyskland. I 1984 opnåede han en fjerdeplads ved OL i Los Angeles. I alt blev det til 108 kampe på håndboldlandsholdet fra 1978-1984. Sideløbende med karrieren som håndboldspiller medlem af Team Danmarks bestyrelse og aktiv i bevægelsen ”Idræt for Fred”.


Niels Christian Kaldau: "Selvfølgelig skal sportsstjerner være kritiske"

Badmintonspilleren Niels Christian Kaldau stillede både op til VM i USA og turneringer i Kina i en trøje, der støttede menneskerettighederne. Han mener, at sportsstjerner i nutidens mediebillede ville kunne gøre en kæmpe forskel ved at åbne munden – og at der ikke er nogen undskyldning for at lade være.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Fortalt til Roberto Zacharias
Foto: Polfoto


Der var en periode, hvor der var meget fokus på menneskerettigheder i medierne i forbindelse med Guantánamo. Jeg skulle over at spille VM i Los Angeles, og så snakkede jeg med en gammel gymnasiekammerat, der arbejdede hos Amnesty på det tidspunkt, og vi blev enige om, at det var en oplagt mulighed for at sætte lidt fokus på det.

Så vi lavede et samarbejde, hvor jeg spillede i en trøje, som der stod ’Human Rights’ på. Jeg spurgte direktøren for det danske badmintonforbund, om det var ok, jeg gjorde det. For det var da lidt kontroversielt at stille op til et verdensmesterskab i en trøje med et politisk budskab. Men Thomas Lund, som var direktør på det tidspunkt, havde ingen problemer med det – så længe det handlede om nogle alment gældende regler for vores verdenssamfund.

Kinesiske tegn på trøjen

Dengang var OL i 2008 lige blevet tildelt Kina, og derfor var det oplagt, at jeg gjorde det samme ved turneringer i Kina. Der brugte jeg så bare de kinesiske tegn for menneskerettigheder, men i den første turnering nåede arrangørerne vist ikke rigtigt at registrere det. Men i den anden turnering fik jeg allerede efter den første kamp at vide, at jeg ikke måtte spille i trøjen. Det respekterede jeg, fordi Dansk Badminton Forbund havde finansieret min deltagelse, og det havde ikke set så godt ud, hvis jeg var blevet smidt ud af turneringen. Det kunne jeg have tilladt mig, hvis jeg havde betalt turen selv.

De danske medier interesserede sig for det, men der var ingen kinesiske journalister, der kommenterede det. Og så kan man jo spørge sig selv, om det var fordi, de simpelthen ikke turde røre ved det. Jeg havde ikke så meget kontakt til publikum, så jeg fik desværre ikke mulighed for at diskutere det med dem, selv om det ville have været fint.

Kan præge en generation

Jeg synes, at man har en forpligtelse som rollemodel. Fra min side var det en anledning til at vise, at man skal komme med nogle gode budskaber, hvis man har mulighed for at påvirke nogen. Og så håbede jeg i mit stille sind, at der var nogle af de helt store sportsstjerner, der ville tage den op. Deres gennemslagskraft er større, og derfor kan de præge en generation helt utroligt meget.

Menneskerettigheder er så grundlæggende vigtigt, og derfor synes jeg, at det er noget, som alle bør slås for. Som badmintonnation er Danmark kæmpestor, og vi er det eneste land uden for Asien, der kan tage kampen op mod asiaterne. Så jeg synes, det ville være oplagt, at nogle af vores stjerner tog teten og var lidt kritiske.

De sociale medier giver mulighed for at skabe masser af opmærksomhed om en sag, og man kan jo se, hvordan det spreder sig som en steppebrand, når nogen poster noget om en alvorlig hændelse et eller andet sted. Lynhurtigt har hele verden set det, og jeg synes ikke, at der er nogen undskyldning for ikke at involvere sig.

Der er ingen tvivl om, at det vil være rigtigt svært for det internationale badmintonforbund at gøre noget, fordi Asien er så stor en spiller på badmintonmarkedet, og det derfor er svært at komme igennem med kritik af de asiatiske landes krænkelser af menneskerettigheder. Men nu har vi både en dansk generalsekretær (Thomas Lund, red) og en dansk præsident for det internationale badmintonforbund (Poul-Erik Høyer, red), som oven i købet er medlem af Den Internationale Olympiske Komité. Så det er nu, at vi har muligheden for at påvirke det i en eller anden grad. Og jeg synes da, det er nærliggende, at man prøver at påvirke landene i den retning, så det ikke kun handler om sportens udvikling.

 



Niels Christian Kaldau

Født 22. december 1974. Cand. Med. i 2007. Afdelingslæge på ortopædkirurgisk afdeling, Herlev Hospital.

Vinder af en lang række store, europæiske turneringer fra 1997-2005 samt EM-bronze i herresingle i 2006, EM-guld for hold 2004 og 2006, og sølv i Thomas Cup i 2004 og 2006.

 

 


Mads Vibe-Hastrup: Jeg har set nogle grimme ting gennem årene

Golfspilleren Mads Vibe-Hastrup har både spillet i Brasilien, Kina og de rige golfstater, hvor luksuriøse forhold for turister og elitesportsfolk kommer før menneskerettigheder.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Fortalt til Roberto Zacharias

Den første oplevelse, der rammer mig, er, da jeg som amatør bliver sendt til Brasilien for at spille Nations Cup. Vi er lige landet med flyveren og kommer kørende ad motorvejen. Lige pludselig holder vores bus stille, og jeg får øje på en politimand med et maskinpistol, der flår og skubber til en familie nedenunder en motorvejsbro, hvor de åbenbart bor. Manden prøver at beskytte sine børn, og det er forfærdeligt at se på. Bagefter hiver politifolkene familiens madrasser ud, for der skal de bare ikke bo.
Det var hårdt at opleve den fattigdom og den voldsomme måde, politiet behandlede familien på.

Kina gjorde også et stort indtryk på mig. Forskellen på rig og fattig er enorm, og der er et behov for, at alting skal se så flot og stort ud. Man sprøjter blandt andet med kunstfarvemiddel, for at banerne skal se grønne ud. Men de er alt andet end grønne og naturlige. De er fuldstændig kemiske, og når jeg spillede derovre, turde jeg dårligt at røre ved bolden af frygt for, at der satte sig et eller andet meget giftigt på fingrene. Og det går banearbejderne altså rundt i hver eneste dag.

I Dubai bliver banerne vedligeholdt af indere og andre gæstearbejdere, som bor stuvet sammen bag banerne i små barakker uden aircondition. Det er trist at se, og kontrasterne er nemme at få øje på. En runde golf kan sagtens koste mere end 1000 kroner, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor lidt arbejderne får i løn. Problemet er, at de kommer fra steder, hvor de måske kan tjene endnu mindre. Men derfor skal de selvfølgelig stadig have ordentlige forhold. Det kan der ikke være tvivl om. Pengene er der jo til at gøre det. Så det er et spørgsmål om menneskesyn.

Men ansvaret ligger også hos de samarbejdspartnere, de vælger. I sidste ende handler det om kroner og ører. De rige golfstater laver de her store golfturneringer for at kunne sende tv-billeder af deres skønne baner ud til folk, så de får lyst til at komme ned og besøge dem og lægge nogle penge.

Da jeg selv spillede, tænkte jeg ikke på at gøre noget. Der tænkte jeg bare, at jeg skulle ud at give den gas og vinde nogle turneringer. Jeg drømte om storhed og var mere opsat på at tjene nok penge til, at jeg kunne købe et hus i Dubai end at gøre noget for den lille arbejder, der knokler fra morgen til aften for en ussel løn. Men nu føler jeg en lyst til at gøre noget ved at skabe mere fokus på, hvad der rent faktisk foregår. At bidrage med at flytte opmærksomheden hen på menneskerettigheder i forbindelse med golfsporten og derigennem rent faktisk at gøre en forskel.

Der er nogle golfspillere, der kæmper for at overleve økonomisk. Og så er der stjernerne, der kan vælge og vrage mellem de forskellige turneringer, og som får penge for at komme og deltage. De skal måske tage et større ansvar end de spillere, der bare er lykkelige for at få fornyet deres ret til at spille på European Tour. Og jeg tror virkelig, at det ville kunne gøre en forskel og skabe et markant pres på det pågældende sted, hvis stjernerne inden for sporten begyndte at tale om menneskerettigheder.

Mads Vibe-Hastrup

Født 20. november 1978. Begyndte at spille golf i 1989 og blev professionel i 1999. Spillede i mange år på European Tour, der er den største og vigtigste samling af golfturneringer i Europa. I 2007 nåede han karrierens højdepunkt med sejren i Open de Madrid. Efter at have sagt farvel til topgolf stiftede han Mads Vibe Intuitive Golf Center, der underviser private i golf.