Når lovens ord bliver absurd Medlemsblad Retfærdighed Forfølgelse

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Når lovens ord bliver absurd

Viljen og kreativiteten er stor, når regimer bruger domstolene til at straffe mennesker, der intet andet har gjort end at bruge deres mest basale menneskerettigheder. Medlemsbladet AMNESTY bringer et udvalg af årets mest groteske anklager og domme.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen
Illustration: Rasmus Meisler

Egypten: Meldte sig som vidne 

Den egyptiske kvinderettighedsaktivist Azza Soliman blev ved et tilfælde vidne til, at sikkerhedsstyrker i Kairo den 24. januar skød og dræbte en fredelig, kvindelig demonstrant. Men da hun tog på politistationen for at vidne, blev hun i stedet selv anklaget for at forstyrre den offentlige orden og deltage i en ulovlig demonstration. En forbrydelse, der kan give fem års fængsel. Først i oktober blev anklagerne mod Azza Soliman og flere andre vidner endegyldigt trukket tilbage ved en appelsag i Egypten. 

Kina: Protesterede mod sexchikane

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts havde fem kinesiske kvinder planlagt at protestere mod sexchikane. Men få dage før blev kvinderne anholdt og sigtet for at ”opsøge skænderier og fremprovokere problemer”. Først en måned senere valgte anklageren at skrinlægge sagen. Kvinderne er medlemmer af en organisation, der forsøger at fremme ligestilling i Kina, og de er i dag løsladt under kaution, men forbliver under politiets overvågning.

Venezuela: Underbevidste beskeder

Den 10. september blev den venezuelanske oppositionsleder Leopoldo López idømt fængsel i 13 år, ni måneder, syv dage og 12 timer. Af dommen fremgår det blandt andet, at López var fundet skyldig i at have opfordret til vold og angreb mod offentlige kontorer under de store protester i Venezuela i begyndelsen af 2014.

Arrestordren mod López anerkendte godt nok, at han ikke var til stede under angrebene. I stedet byggede den på hans kriminelle ansvar for en række ”udtalelser med underbevidste budskaber”, som López skulle have udsendt på Twitter. Arrestordren sagde intet om, hvordan disse ”underbevidste” beskeder rent faktisk skulle have ført til brud på loven. Journalister og internationale observatører blev nægtet adgang til at følge retssagen.

Iran: Gav hånd til advokaten

Den kvindelige, iranske satiretegner Atena Farghadani blev fængslet i januar for sine satiretegninger, der afbilleder iranske lovgivere som æsler, køer og andre dyr. I juni blev hun idømt 12 år og 9 måneders fængsel for blandt andet ”at sprede propaganda mod systemet”, men i juli blev hun mødt af nye anklager: Atena og hendes advokat havde givet hånd, da han besøgte hende i fængslet – en handling, der med lovens ord udgjorde ”en ulovlig seksuel relation, men for lille til at udgøre utroskab”. Senest er i det i oktober kommet frem, at Atena er blevet udsat for en tvungen jomfru- og graviditetstest forud for den nye sag imod hende.

Thailand: Majestætsfornærmende skuespil

En domstol i Thailand dømte i februar to thailændere til to og et halvt års fængsel for majestætsfornærmelse på grund af et skuespil, som opførte på et universitet for to år siden. Skuespillet handlede om et fantasi-kongerige med en fiktiv konge og hans rådgiver, men detaljerne er ellers ukendte, da medierne har forbud mod at referere fra skuespillet. Stykket fik ikke den store opmærksomhed ved premieren i 2013, men siden militærkuppet tidligere i år har myndighederne slået hårdere ned på enhver kritik af monarkiet – også med tilbagevirkende kraft. Thailands straffelov slår fast, at enhver, der fornærmer kongen, kan straffes med op til 15 års fængsel.

Sudan: Stokkeslag for at gå med bukser

Ferdous Al Toum og 11 andre kvinder var på vej hjem efter en ceremoni i den lokale kirke den 25. juni, da de blev arresteret af ordenspolitiet og beskyldt for at gå ”upassende klædt”, fordi de var iført bukser og nederdele. Ti af kvinderne blev efterfølgende sigtet i sagen, men som den eneste blev 19-årige Ferdous Al Toum idømt stokkeslag. Dommen er ikke ualmindelig i Sudan, hvor især kvinder bliver idømt fysisk afstraffelse for brud på loven ”til beskyttelse af den offentlige orden”.

Senegal: Forbrydelser imod naturen

Syv mænd fra Senegal blev i august idømt seks måneder i fængsel og 18 måneders betinget fængsel for som følge af deres påståede homoseksualitet at have brudt landets lovgivning, som forbyder ”handlinger imod naturen” mellem mennesker af samme køn. Mændene blev arresteret i en lejlighed, efter at moderen til en af dem havde anmeldt dem til politiet. Ifølge politiet blev mændene pågrebet i ”kompromitterende stillinger”, og de havde kondomer i lejligheden.

USA: Straffet for gammel tandpasta

I august blev whistlebloweren Chelsea Manning igen straffet, men denne gang var det ikke for at afsløre amerikanske krigsforbrydelser i Irak. I 21 dage blev hendes adgang til fængslets udendørsarealer, til træningslokalet og til biblioteket begrænset, fordi hun havde forbrudt sig mod reglerne om ”medicinsk misbrug” og ”forbudte ejendele”. Anklagen om medicinsk misbrug skyldes en tandpastatube med overskredet udløbsdato, som blev fundet i hendes celle. Straffen for ulovlige ejendele skyldes en udgave af magasinet Cosmopolitan, som havde bragt et interview med Manning. Chelsea Manning var en af Amnestys Skriv for Liv-sager i 2014. Hun afsoner en dom på 35 år for at have lækket militærdokumenter til Wikileaks.