Folkemøde2016 Landsmøde OL

 
Udgivet
01.
Program

Amnesty på Folkemødet

Amnesty er igen til stede til årets Folkemøde på Bornholm den 16.-19. juni, hvor vi har en stribe spændende politiske debatter.

Kom ind i kampen! Fair play – også uden for banen.

Sådan lyder Amnestys slogan på årets folkemøde på Bornholm, hvor vi sætter fokus på sport og menneskerettigheder.

Det sker med udsigt til en sommer med EM i fodbold i Frankrig, der er i undtagelsestilstand efter terrorangrebet i 2015, og De Olympiske Lege i Rio, hvor politiet i de senere år har dræbt 2.500 mennesker i den brasilianske storby. Risikoen for flere overgreb i de kommende måneder er derfor stor. 

Forude venter VM i fodbold i Qatar, hvor tusindvis af migrantarbejdere knokler under slavelignende forhold for at gøre landet klar til 2022. 

Sportsverdenen og de internationale organisationer som FIFA og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har et ansvar for, at der ikke sker overgreb og brud på basale menneskerettigheder i værtslandene både før og under de store slutrunder.

Stil krav til FIFA og IOC. Stil krav til politikerne. Kun på den måde sikrer vi, at sportsfesten ikke finder sted på et bagtæppe af udnyttelse, undertrykkelse og politisk propaganda.

Læs meget mere om emnet i vores Medlemsblad AMNESTY som du kan finde online lige her og læs i øvrigt vores debatindlæg  der er bragt i politiken d. 15 juni 2016

Kom og deltag i vores debatter om #AnsvarligSport.


02.
Sygt System

#SygtSystem

Dag:

16. juni 15:00 - 16:00

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

”Tænker du på din mor eller far, når du onanerer?” Transkønnede bliver mødt med dybt grænseoverskridende spørgsmål, når de søger behandling i Danmark. I denne debat diskuterer Sundhedsstyrelsen, politikere og transaktivister, hvordan det danske sundhedssystem kan sikre rettigheder til transkønnede.

Beskrivelse:

”Tænker du på din mor eller far, når du onanerer?” ”Kan du li’ rutchebaner?” Det er spørgsmål som disse, transkønnede møder, når de søger behandling i Danmark. Transkønnede bliver mødt med grænseoverskridende spørgsmål om sex og seksualitet og krænkelser af deres ret til sundhed og ret til privatliv i det danske sundhedssystem. Det skyldes til dels et sundhedspersonale, som har en problematisk tilgang til de transkønnede, og forældede metoder til udredninger for kønsidentitet. Amnesty har lavet kampagnen #SygtSystem for at få ændret lovgivningen og Sundhedstyrelsens retningslinjer for adgangen til behandling. Tidligere kunne transkønnede få hormoner fra gynækologer, men fra 2014 er det kun Sexologisk Klinik i København, der kan godkende transkønnede til hormoner og operationer. I denne debat diskuterer Sundhedsstyrelsen, medlemmer af Folketinget og transaktivister, hvordan det danske sundhedssystem kan sikre rettigheder til transkønnede.

Deltagere:

Niko Grünfeld, udviklingsmedarbejder, (AL). Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson, LGBT Danmark. Lisbeth Høeg-Jensen, enhedschef for evidens uddannelse og beredskab, Sundhedsstyrelsen. Helle Jacobsen, (ordstyrer) kampagneleder, Amnesty International.


03.
Ansvarlig Sport

John Nielsen

Event ved folkemødet på Bornholm 2016. Amnesty Danmark spørger hvordan vi undgår, at VM i fodbold og De Olympiske Lege fører til overgreb, undertrykkelse og politisk propaganda?

DM i #AnsvarligSport – duel om sport og menneskerettigheder

Dag:

16. juni 16:00 - 17:00

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Vi affyrer startskuddet til DM i #AnsvarligSport og udfordrer DBU, DIF og politikere til duel om, hvilke sportsbegivenheder de hver især kan stå på mål for. Hvordan undgår vi, at VM i fodbold og De Olympiske Lege fører til overgreb, undertrykkelse og politisk propaganda?

Beskrivelse:

Vi affyrer startskuddet til DM i #AnsvarligSport og udfordrer DBU, DIF og politikere til duel om, hvilke sportsbegivenheder de hver især kan stå på mål for. Hvordan undgår vi, at VM i fodbold og De Olympiske Lege fører til overgreb, undertrykkelse og politisk propaganda? VM i fodbold og De Olympiske Lege er blevet brugt som gigantiske reklamesøjler for værtslandet og også til politisk propaganda. Et par eksempler er OL i Berlin i 1936, VM i Argentina i 1978, OL i Sovjetunionen i 1980, OL i Beijing i 2008 og det europæiske OL i Baku sidste år. Inden længe starter OL i Rio, om to år er der VM i Rusland, og i 2022 bliver der afholdt vinter-OL i Beijing og VM i Qatar. Hvilket ansvar har de sportslige organisationer? Og hvad kan og bør de gøre i praksis? Hvilket ansvar har politikerne, når de tager med til slutrunder og Olympiske Lege? Hvor går grænserne for, hvad vi vil stille op til og være en del af?

Deltagere:

Jesper Møller, formand, DBU. Niels Nygaard, formand, DIF. Leif Mikkelsen, idrætsordfører, (LA). Trine Christensen, (ordstyrer) generalsekretær, Amnesty International.


04.
Transkønnet

Tænker du på din mor eller far, når du onanerer?

Dag:

16. juni 18:00 - 19:00

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Transkønnede gennemgår årelange psykologiske udredningsforløb og bliver mødt med dybt grænseoverskridende spørgsmål om deres seksualitet som f. eks.: ”Tænker du på din mor eller far, når du onanerer?” Mød tre transaktivister, som har oplevelser med systemet og arbejder politisk for at ændre tingene.

Beskrivelse:

Den 1. marts udgav Amnesty en rapport om transkønnedes adgang til sundhed i Danmark baseret på interviews med 21 transkønnede samt sundhedspersonale, læger og psykologer. Konklusionen er klar: Transkønnede, som søger behandling på Sexologisk Klinik i København (hormoner eller operationer), oplever krænkelser af deres ret til sundhed og ret til privatliv. De gennemgår årelange psykologiske udredningsforløb og bliver mødt med dybt grænseoverskridende spørgsmål om deres seksualitet som for eksempel: ”Tænker du på din mor eller far, når du onanerer?” Kom og mød tre transaktivister, som både har personlige oplevelser med systemet og arbejder politisk for at ændre tingene. “Det virker som om, at Sexologisk Kliniks formål er at finde en anden årsag end transkønnethed. Man har en følelse af, at man skal svare på en bestemt måde for at passe ind i deres forestillinger om en transkønnet”, siger Linda. Hør også om Amnestys kampagne #SygtSystem.

Deltagere:

Niels Jansen, transaktivist. Linda Thor Pedersen, transaktivist. Laura Mølgaard Tams, transaktivist. Helle Jacobsen, (ordstyrer) kampagneleder, Amnesty International.


05.
EU og flygtninge

Hvordan skal Europa løse flygtningekrisen?

Dag:

17. juni 10:00 - 11:00

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

I 2015 kom over en million flygtninge til Europa. Flygtningestrømmen fortsætter i 2016, og Europa reagerer ved at bygge hegn og indgå en studehandel med Tyrkiet for at holde de syriske flygtninge ude. Politisk debat om, hvordan vi bedst løser den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.

Beskrivelse:

I 2015 kom over en million flygtninge til Europa. Flygtningestrømmen fortsætter i 2016, og flere EU-lande er begyndt at bygge hegn og indføre grænsekontrol, selv om hundredvis af desperate flygtninge drukner på åbent hav næsten hver uge. Senest har EU indgået en kontroversiel studehandel med Tyrkiet om at stoppe flygtninge på vej til Europa, men nu bevæger flygtningene sig ad nye ruter over Middelhavet til Italien for at komme i sikkerhed. EU's medlemslande er meget langt fra at nå til enighed om, hvordan en solidarisk løsning skal skrues sammen for at fordele den million flygtninge, der allerede er ankommet. Vi beder en række politikere om deres bud på, hvordan Europa bedst hjælper de syriske flygtninge og imødegår den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.

Deltagere:

Christina Egelund, EU-ordfører, (LA). Martin Lidegaard, udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister, (R). Peter Hummelgaard Thomsen, EU-ordfører, (S). Joakim Hesse Lundström, (ordstyrer) seniorrådgiver, Amnesty International.


06.
Terror

Partiledere i debat om terror

Dag:

17. juni 14:30 - 15:30

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Vi har inviteret tre partiledere til debat om terror. Balancen mellem borgernes tryghed og frihed – mellem sikkerhed og retssikkerhed – er svær at ramme. Hvordan bekæmper vi bedst terroristerne uden at underminere retssikkerheden og undergrave vores egne værdier?

Beskrivelse:

I marts ramte terroren Bruxelles. Året før blev Frankrig ramt af to terrorangreb, og i Danmark oplevede vi skyderierne ved Krudttønden og Synagogen i København, der kostede to mennesker livet. Terroristerne udfordrer vores åbne samfund, og både Frankrig og Danmark reagerede med øget overvågning og massiv tilstedeværelse af bevæbnet politi i gaderne. Frankrig er stadig i undtagelsestilstand og frygter nye angreb under EM i fodbold denne sommer. Balancen mellem borgernes tryghed og frihed – mellem sikkerhed og retssikkerhed – er svær at ramme. Hvordan bekæmper vi bedst terroristerne uden at underminere retssikkerheden og undergrave vores egne værdier?

Deltagere:

Kristian Thulesen Dahl, partiformand, (DF). Søren Pape Poulsen, partiformand, (C). Pia Olsen Dyhr, partiformand, (SF). Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty International. Clement Behrendt Kjersgaard, (ordstyrer) Tv-vært & udgiver af RÆSON.


07.
Konventionerne til debat

Konventionerne – har de spillet fallit?

Dag:

17. juni 16:00 - 17:00

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Flere partier lægger afstand til de internationale konventioner og kalder dem et levn fra en svunden tid. Men har menneskerettighederne virkelig spillet fallit? Eller er de mere nødvendige end nogensinde? Vi inviterer fire formænd for ungdomspartierne til debat om konventionernes fremtid.

Beskrivelse:

Siden Anden Verdenskrig har FN’s medlemsstater vedtaget en række konventioner, der fastsætter de rettigheder, vi alle har som borgere, og som staterne skal overholde – herunder retten til ikke at blive udsat for tortur og mishandling, retten til at søge asyl i et andet land, retten til at ytre sig og kritisere magthaverne. Men flere partier rasler med sablen og kalder konventionerne et levn fra en svunden tid. Har menneskerettighederne virkelig spillet fallit? Er de gammeldags? Eller er de mere nødvendige end nogensinde? Vi inviterer fire formænd for ungdomspartierne til debat om konventionernes fremtid.

Deltagere:

Chris Preuss, landsformand, (VU). Victor Boysen, landsformand, (RU). Lasse Quvang Rasmussen, forbundsformand, (DSU). Stefan Roy Frederiksen, landsformand, (LAU). Stinne Lyager Bech, (ordstyrer) policy-teamleder, Amnesty International.


08.
Offentlighedsloven

Offentlighedslov eller mørklægningslov?

Dag:

18. juni 09:30 - 10:30

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Den to år gamle offentlighedslov afskærer medierne og dermed offentligheden fra at få indblik i vigtige politiske beslutninger. Vi gør status på erfaringerne og spørger, hvorfor Danmark skal være det mindst åbne land i Norden.

Beskrivelse:

Den nye offentlighedslov blev vedtaget i maj 2014, og den vækker fortsat stor debat. Det store slagsmål var dengang som nu, om embedsværkets ministerbetjening stadig skulle være omfattet af aktindsigt, så medierne og offentligheden har indblik i de politiske beslutningsprocesser. Flertallet mente, at det er nødvendigt med fortrolighed for at sikre en effektiv arbejdsgang og ordentlig rådgivning af ministeren. Mindretallet kaldte det en mørklægning af vigtige dele af beslutningsprocessen. Og medierne – den fjerde statsmagt – er rasende over at miste et vigtigt arbejdsredskab. Vi gør status på erfaringerne efter to år med loven. Og vi spørger, hvorfor Danmark skal være det mindst åbne land i Norden.

Deltagere:

Jan E Jørgensen, menneskerettighedsordfører, (V). Lars Werge, formand, Dansk Journalistforbund. Peter Kofod Poulsen, retsordfører, (DF). David Trads, (ordstyrer), journalist og forfatter.


09.
Terrorbekæmpelse

Rimer terrorbekæmpelse på retssikkerhed?

Dag

18. juni 11:30 - 12:30

Sted

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Vores måde at bekæmpe terror på i Europa er mere aktuel end nogensinde. Men hvordan gør vi det uden at sætte retssikkerhed og menneskerettigheder over styr? Vi sætter fokus på spørgsmålet i en diskussion med deltagelse af den franske ambassadør, advokat og menneskeretsforkæmper, Francois Zimeray.

Beskrivelse:

De seneste år er terrortruslen rykket tættere på end nogensinde før i Europa – ikke mindst i Frankrig, som i 2015 blev hårdt ramt af to omfattende terrorangreb. Diskussionen om, hvordan vi mest effektivt bekæmper terror er derfor højaktuel og rummer nogle principielle dilemmaer om basale rettigheder såsom masseovervågning samt retten til en retfærdig rettergang og til at blive behandlet humant. Hver fjerde dansker mener for eksempel, at tortur kan være i orden for at afværge et terrorangreb. Men er det legitimt at gå på kompromis med retssikkerhed og menneskerettigheder for at bekæmpe terrorisme? Det er et af de spørgsmål, vi vil stille tre mennesker, som på hver deres måde har dilemmaerne tæt inde på livet.

Deltagere:

Francois Zimeray, ambassadør. Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty International. Sysette Vinding Kruse, advokat, Advokatrådet. Peter Fogh, formand, Advokatrådet.


10.
Familiesammenføring

Jakob Boserup

Adnan og hans familie er nu samlet i Damnark

Du kan se dine børn om fem år

Dag:

18. juni 15:00 - 16:00

Type af arrangement:

Samtale

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Mød den syriske flygtning Adnan, der fortæller om sin flugt til Europa, og hvordan det er at vente otte måneder i Danmark på at blive genforenet med sin kone og sine to børn, som befandt sig i stor fare i Syrien imens.

Beskrivelse:

Udskydelsen af retten til familiesammenføring for krigsflygtninge med midlertidig beskyttelse i Danmark får store menneskelige konsekvenser for de flygtninge, som loven rammer. De skal nu vente tre år på at søge om familiesammenføring. Læg dertil sagsbehandlingstiden, og der kan gå op til fem år, før en mor, en far og deres børn atter er samlet og i sikkerhed i Danmark. Mød den syriske flygtning Adnan, der fortæller, hvordan det er at vente otte måneder i Danmark på at blive genforenet med sin kone og sine to børn, som befandt sig i stor fare imens.

Deltagere:

Adnan Kanaan, syrisk flygtning. Joakim Hesse Lundström, (ordstyrer) seniorrådgiver, Amnesty International.


11.
Sport og menneskerettigheder

Familiedag i sportens og menneskerettighedernes tegn

Dag:

19. juni 10:30 - 12:00

Type af arrangement:

Workshop

Sted:

J11 Amnesty International - Kæmpestranden

Resumé:

Amnesty inviterer børn og barnlige sjæle til at komme ind i kampen, når vi sætter fokus på fair play – også udenfor banen. Vi afholder turnering i bordfodbold og den nye fodbold-disciplin: Ram en diktator. Du kan løfte VM-pokalen og tag en selfie, få ansigtsmaling i flotte farver og spise fodboldslik

Beskrivelse:

Hvis du er heldig, vinder du en medalje – eller måske bare 'bagsiden af medaljen'.