Jeg følte mig som en kriminel Transkønnede Danmark

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Jeg følte mig som en kriminel

Udsigten til at skulle vente i årevis på behandling gjorde 29-årige Elias Magnild så desperat, at han ikke så anden udvej end at skaffe hormoner ulovligt og sprøjte sig selv.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2016
Tekst: Roberto Zacharias
Foto: John Nielsen

 
Elias Magnild glemmer aldrig den dag i november 2014, hvor han første gang skulle have en indsprøjtning med testosteron.

”Det var hjemme hos en af mine venner, som kunne finde ud af at injicere. Han havde kanyler, sprit og det hele, og det var en ret voldsom oplevelse. Jeg var så nervøs, at jeg fik kvalme. Jeg skulle have fire milliliter, hvilket er ret meget, så vi delte det op, så jeg fik en injektion i hver balle. Det er en tyk og olieret væske, og det gjorde pisseondt at få sprøjtet det ind. Det var som at få en kæmpe lammer, og jeg kunne næsten ikke gå bagefter”, fortæller Elias.

Han var udmærket klar over, at seancen var ulovlig, fordi hormonpræparatet på bordet foran ham var udskrevet til en anden. Men det blev overskygget af glæden ved at komme i gang med de injektioner, der ville komme til at ændre hans liv.

”Det var ret mærkeligt, fordi jeg gjorde noget, der var meget vigtigt for mig, men som også gav mig en følelse af pludselig at være kriminel. Samtidig foregik det på et værelse og ikke hos en læge, og det føltes lidt forkert. Men ellers var jeg bare lykkelig for, at det endelig skete. Jeg satte mig hjem med det samme og var meget ivrig efter, at det skulle begynde at virke. Det var en virkelig fed følelse, men samtidig var jeg også bange for, hvad det inde- bar. Om noget kunne gå galt”.

En dag for sent

Få måneder tidligere havde Elias ikke forventet, at han skulle bryde loven og selvmedicinere. Tværtimod tegnede det hele lyst i september 2014. Efter flere års overvejelser om at begynde på hormoner havde han fået en tid hos gynækologen Peter Bagger, der tidligere havde hjulpet adskillige transkønnede med præparater som testosteron og østrogen.

Dermed kunne den filosofistuderende københavner endelig begynde at ændre den krop, som han altid havde haft det så svært med. Men dagen før samtalen lukkede Peter Bagger ned for behandlingen af transkønnede på grund af nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

”Jeg blev fuldstændig slået ud”, fortæller Elias.

”Jeg var så langt nede, da jeg fandt ud af, at jeg alligevel ikke kunne få hormoner. For alternativet var, at jeg skulle igennem Sexologisk Klinik. Og det havde jeg tidligere valgt fra, fordi jeg vidste, at behandlingen var dårlig og ventetiden alt for lang. Det kunne jeg ikke holde til mentalt set. Så jeg besluttede mig ret hurtigt for, at jeg ville selvmedicinere”.

Inden da havde han researchet grundigt på hormonbehandling og dens virkninger og haft mange og lange snakke med transpersoner, der havde været i hormonbehandling i flere år.

Løj for sin læge

Han gik straks i gang med at kontakte sit netværk i transmiljøet for at høre, om der var nogen, der havde ekstra testosteron liggende eller kunne skaffe noget fra udlandet. Efter en uges tid var der bid. En ven ville dele sin recept på hormonpræparatet Nebido med ham.

Men da det ophober sig i kroppen i tre måneder ad gangen, og Elias ikke vidste, hvordan han ville reagere på injektionerne, fandt han en anden mulighed i form af en hormongel, som man smører på kroppen hver dag. Det kunne han skaffe igennem nogle venner, der havde nok til en måned eller to. Inden den første påsmøring tog Elias fat i sin egen læge.

”Det er ikke fordi, at man dør af at selvmedicinere, men det er ret vigtigt, at man holder øje med en masse tal og særligt hormonbalancen. I forvejen var jeg pisse stresset og bange, så jeg besluttede mig for at gå op til min læge og spørge, om hun ville tage blodprøver på mig. Jeg var bange for, at hun ville sige nej, så jeg løj og fortalte hende, at jeg havde hormonerne fra en læge i Tyskland, der fulgte mig. Så det eneste, hun skulle gøre, var at tage blodprøver og give mig tallene – så skulle jeg nok sende dem derned”.

Den forklaring accepterede lægen, der regelmæssigt tog blodprøver, hvorefter Elias fik dem aflæst hos en ven, der kunne tyde tallene. 

Bekymrede forældre

Allerede da muligheden for at komme i lovlig og sikker behandling hos Peter Bagger var forsvundet, havde Elias indviet sine forældre i sin beslutning om at selvmedicinere. De forstod beslutningen, men var også bange, da Elias i november 2014 besluttede at gå skridtet videre og begynde med injektionerne.

”De sagde, at de håbede, at jeg vidste, hvad jeg gjorde. De vidste godt, at det ikke nyttede noget at sige, at jeg ikke skulle gøre det”.

Heldigvis for Elias tog hans krop godt imod injektionerne, og blodprøverne viste sig at være fine. Alligevel følte han sig ikke på helt sikker grund til at begynde med.

”Man gambler jo på en måde med sit eget helbred, når man selvmedicinerer. Og det var sygt stressende og virkelig hårdt, fordi jeg hele tiden gik og var bange for, om jeg gjorde det rigtigt, og om der nu var noget galt. Hvis jeg havde ondt i halsen en dag, var det så på grund af testosteronen, eller var det bare almindelig sygdom? Det kræver en enorm mental styrke og et godt netværk at gøre sådan noget uden om sundhedssystemet. Og hvis jeg ikke havde haft andre transpersoner at tale med, så havde jeg ikke klaret den”.

Ny stemme

Men frygten for mulige bivirkninger forsvandt, da gevinsten viste sig efter en måneds tid. Elias stemme begyndte at gå i overgang. Den fik en mørkere lyd.

”Det var så fantastisk. Jeg har aldrig kunne lide min stemme. Jeg ved godt, at folk generelt ikke kan lide at høre sig selv på bånd. Men jeg kunne virkelig ikke lide min egen stemme. Derfor har jeg tit talt lavere i store forsamlinger eller ubevidst ikke sagt noget. Da jeg så begyndte at få en dybere stemme, var det som om, at jeg kunne genkende den. Det var den stemme, jeg altid skulle have haft. Og når jeg hører mig selv på bånd nu, er det sådan ”fuck, det er mig!”, siger Elias og fortsætter:

”Jeg kan også huske første gang, jeg skulle barbere mig. Det var en pissefed oplevelse. Det var fantastisk at stå nede i Kvickly og købe barberskum og tænke, at det måtte jeg gerne – og at der ikke var nogen, der kiggede underligt på mig, mens jeg gjorde det”.

Angst for hul i behandlingen

Men Elias havde fra begyndelsen vidst, at forsyningerne med hormoner ville slippe op på et tidspunkt. Hans vens recept varede i to år, så der blev regnet på, hvornår de skulle begynde at finde et alternativ.

”Vi var hele tiden bange for, at nogen skulle opdage det og inddrage recepten, eller at Sundhedsstyrelsen lukkede ned for recepter til transkønnede. Så det var ret panikagtigt at gå ned på apoteket for at finde ud af, om der også lå en pakke denne gang. Hvis der gjorde det, vidste vi, at vi var sikret i tre måneder mere”.

Risikoen for at skulle stoppe med hormonerne igen fik ham til at tage fat i sin læge, der skrev en henvisning til Sexologisk Klinik i København, hvor han havde sin første samtale i september 2015.

”Jeg vidste, at jeg ikke én gang til kunne skaffe hormoner uden om systemet. Det var simpelthen for hårdt. Så Sexologisk Klinik var min eneste mulighed, og da jeg kom derind, sagde jeg direkte til dem, at jeg havde hormoner til cirka et år, og at min største bekymring var, at der ville komme et hul i min hormonbehandling.”

Endelig sig selv

Til Elias’ store overraskelse lovede behandleren, at der højst ville gå tre måneder, inden han havde en recept i hånden.

Så i dag får han på fuld lovlig vis – og med lægelig hjælp – injektioner og går til regelmæssig kontrol på Gynækologisk Ambulatorium på Rigshospitalet. Fra første undersøgelse fik han at vide, at alle tal er, som de skal være.

”Jeg kunne bare mærke, hvordan halvandet års læs af bekymringer og stress forsvandt fra mine skuldre. Og jeg har det så meget bedre i dag. For første gang i mit liv er jeg glad for min krop. Jeg kan kigge mig i spejlet og synes, at jeg er flot. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er blevet mere selvsikker og udadvendt, og jeg har ikke længere problemer med at gå på gaden eller være i store forsamlinger. Jeg føler, at folk nu ser mig, som den jeg er”