Amnesty International beretter i en ny rapport om verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya. Her mødte vi blandt andre to brødre på 15 og 18 år, der i Somalia så deres far blive myrdet af den islamistiske gruppe Al-Shabaab. Brødrene er blandt de 260.000 somaliere, som Kenyas regering ikke længere vil beskytte. De skal deporteres til Somalia.
Flygtningelejren Dadaab ligger i det østlige Kenya, omtrent 100 kilometer fra grænsen til Somalia. Her bor cirka 280.000 mennesker, og 260.000 af dem har somalisk baggrund. Området, som lejren ligger i, minder mest af alt om en ørken, og solens stråler får de fleste dage temperaturen op over 30 grader, mens en strid vind fra syd som regel hvirvler op i den sandede jord. Regnen falder meget sjældent, og forholdene er generelt elendige, men lejren tilbyder dog relativ sikkerhed fra sult og blodbad i nabolandet Somalia.
De 260.000 mænd, kvinder og børn skal nu med tvang sendes over grænsen til Somalia, og deporteringerne er allerede sat i værk af de kenyanske myndigheder, dokumenterer en ny rapport fra Amnesty International. Tvangsudsendelserne sker på trods af krigen i landet, hvor civile i hobetal bliver myrdet eller tvangsindrulleret i væbnede grupperinger. Mange af dem har aldrig sat deres fødder i deres såkaldte hjemland, fordi de er født og opvokset i Dadaab, og de har derfor intet grundlag for at skabe et sikkert og værdigt liv i et samfund, hvor voldshandlingerne rammer tilfældigt, høsten slår fejl og fødevarepriserne konstant stiger.
”Vores far blev myrdet og familien er borte”
Amnestys researchere besøgte lejren, hvor de blandt andre mødte to drenge på 15 og 18 år. De ankom første gang til lejren sammen med deres familie i 2011. I januar 2016 vendte de tilbage til Somalia med deres forældre og fem andre søskende. De fire følgende måneder var et mareridt, hvor de to brødre blev tvunget til at være krigere for Al-Shabaab. Til sidst lykkedes det dem at flygte. Den 18-årige bror fortæller:
”Kort efter vi vendte tilbage, kom Al-Shabaab til vores nabolag, hvor de raserede folks hjem, og vi mistede vores kvæg. De bortførte børn på vores alder, og vi var blandt dem. Først kom de og bankede på døre og spurgte, om der boede en familie. De spurgte efter min bror og mig. Min far protesterede, men han blev myrdet og de tømte hele huset. Vi blev bortført. Min bror og jeg flygtede og tog tilbage til Dadaab. Vi har kun hinanden, og vi prøver stadig at finde ud af, hvad der skete med resten af vores familie. Al-Shabbab kontrollerer Somalia, og de kender os. De kender vores ansigter. Hvis vi tager tilbage, bliver vi myrdet. Kenya er vores hjem, og vi vil blive. Sikkerhedssituationen i Somalia har ikke forandret sig. Det er umuligt for mennesker at tage tilbage og leve der.”
Drengene er ikke registreret i lejren og lever derfor på må og få med små og uregelmæssige rationer fra UNHCR og hårdt løftearbejde på markedet for omkring én dollar om dagen.
Amnesty: Alle må påtage sig et ansvar
Selvom deporteringerne er i fuld gang, står det ikke klart, præcis hvornår lejren bliver endeligt nedlagt. Regeringen har flere gange udsat lukningen, og den 16. november meddelte den kenyanske premierminister, at den er udsat til maj 2017. Igen og igen har regeringen erklæret, at ingen, der ikke frivilligt forlader lejren og drager til Somalia, vil modtage hjælp til rejsen. De vil heller ikke få nogen form for hjælp eller beskyttelse i den golde ødemark i grænselandet op mod Somalia.
Amnesty International mener, at den kenyanske regering er ansvarlig for den politik, den har indført og de krænkelser af menneskerettighederne, som dens beslutning medfører. Amnesty mener desuden, at UNHCR og donorlandene reelt har affundet sig med de forkastelige forhold og stiltiende støtter processen. UHNCR og flere af donorlandene er fuldt og helt klar over, at processen er dybt problematisk, men alligevel fortsætter de med at erklære, at deporteringerne ikke er tvungne.
Amnesty International retter også en skarp kritik mod EU, som har valgt at etablere et system, hvor mennesker på flugt fra Afrika syd for Sahara bliver forhindret i at nå EU. Derfor bærer EU også et ansvar for, at 260.000 nu bliver sendt tilbage til en ekstrem usikker tilværelse i Somalia.
Amnesty anbefaler:
Til Kenyas regering:
- Stands alle deporteringer som ikke er reelt frivillige.
- Offentliggør en garanti for beskyttelse af samtlige somaliere på flugt og asylansøgere, der frygter at blive sendt over grænsen.
- Genovervej lukningen af Dadaab, og arbejd i stedet sammen med det internationale samfund for at finde en permanent løsning – blandt andet lokal integration.
- Registrer straks alle flygtninge i samtlige lejre og byområder.
Til UNHCR og partnere:
- Stands al medvirken til deporteringer indtil den kenyanske regering har garanteret, at det sker på frivillig basis.
- Tilbyd korrekt og tilstrækkelig støtte samt information om muligheder og sikkerhedsrisici til alle somaliere, der selv ønsker at rejse over grænsen.
Til det internationale samfund inklusive USA, EU og Storbritannien:
- Forlang at Kenyas regering lever op til kravene om frivillig hjemrejse. Tilbagetræk enhver støtte til tvangsdeporteringer.
- Del ansvaret for både at huse og assistere mennesker på flugt.
- Forsyn den kenyanske regering, NGO’er og civilsamfundet med både teknisk og finansiel støtte.