På flugt i en kørestol

 
Udgivet
01.
Nyhed


På flugt i en kørestol

Alan og Gyan har begge muskelsvind. Men da Islamisk Stat nærmede sig deres hjem i Syrien, måtte de flygte med deres familier. To år og 2.500 kilometer senere, er de nu nået til Grækenland.

Af Monica Costa Riba, kampagnearbejder i Amnesty International

Fastspændt på hver sin side af en hesteryg krydsede 30-årige Alan Mohammad og hans 28-årige søster, Gyan, i februar bjergene fra Irak til Tyrkiet.  Foran dem gik deres yngre søster, som førte hesten.

Deres mor, bror og lillesøster fulgte bag dem, mens de skubbede to tunge kørestole op af den stejle grusvej.

Alan og Gyan, der begge er lærere, har siden deres fødsel lidt af muskelsvind. Det har altid været svært for dem at komme rundt, men de vidste, at det var på tide at flygte, da bomber og granater fra gruppen, der kalder sig selv Islamisk Stat, nærmede sig deres hjem i det nordøstlige Syrien.

Men hvor kunne de tage hen? 


Beskudt på den tyrkiske grænse

De fortæller, at de ved tre lejligheder forsøgte at krydse grænsen til Tyrkiet. Hver gang blev de beskudt af tyrkisk politi. Derfra forsøgte de en anden flugtrute ved at krydse grænsen til Irak.

Familien blev i Irak i halvandet år, indtil IS nærmede sig, og de igen blev nødt til at flygte. Fra Irak fortsatte deres far med deres yngste søster og nåede til sidst Tyskland.

Et mirakel

Jeg mødte første gang Alan i den græske flygtningelejr Ritsona, cirka 80 kilometer fra Athen. 

”Rejsen var meget svær”, fortalte han mig. ”For ’normale mennesker’ er det meget svært. Men for mennesker med handicap er det et mirakel, fordi alle grænserne mellem de to lande (Irak og Tyrkiet, red.) består af bjerge”.


 

 

Klemt ned i en gummibåd

Efter de nåede Tyrkiet, lykkedes det familien at få kontakt til en menneskesmugler, som de hver betalte 750 dollars for at komme til Grækenland.

Familien fortæller, at smuglerne forsikrede dem om, at de ville rejse med i alt 30 mennesker i en ni meter lang båd. 

Men da de ankom til stranden, så de, at gummibåden blot var seks meter lang, og omkring 60 mennesker forsøgte at komme ombord. 

Alans og Gyans kørestole var der ikke plads til, fortalte smuglerne.

De havde derfor intet andet valg end at efterlade dem på stranden, og med deres familiers hjælp lykkedes det dem at klemme sig ombord på båden.


Motoren satte ud

Kort tid efter de var sejlet ud, begyndte motoren at sprutte og gik i stå. De var efterladt til at drive rundt i tyrkisk farvand.

”Det var skrækindjagende. Vi var på vandet i omkring fire timer. Hver gang jeg kiggede mig omkring, så jeg babyer og børn, som græd. Min mor blev afkræftet, og på et tidspunkt fortalte min søster mig, at hun ikke kunne klare mere”, fortæller Alan.

Rejsen fortsatte, da det lykkedes det nogle af menneskene på båden at få gentartet motoren, og til sidst blev de reddet af den græske kystvagt, som sejlede dem til øen Chios, hvor Alan og Gyan fik nye kørestole.


Lukkede grænser, knuste håb

De ankom til øen den 12. marts, få dage før EU-Tyrkiet aftalen trådte i kraft.

Grænserne til andre EU lande var nu lukkede for dem. Og håbet om, at de måske kunne få tilladelse til at blive forenet med deres far i Tyskland, blev knust.

I stedet for at diskutere den mulige familiesammenføring med myndighederne, blev familien sat på en færge til fastlandet, hvor de i bus blev transporteret til Ritsona flygtningelejren.

Positiv trods alt

Ritsona er en isoleret, åben lejren placeret på en gammel militærbase midt i skoven. De fysiske rammer er udfordrende med høje dagtemperaturer. Den sandholdige jord og de strittende trærødder gør det svært for Alan og Gyan at bevæge sig rundt, og med vinteren på vej er der udsigt til, at vilkårene bliver endnu sværere for dem.

Til trods for disse udfordringer, forbliver Alan positiv.

Han underviser i engelsk i midlertidige klasseværelser opstillet i telte af NGO’er. Børnenes glade entusiasme er en stærk kontrast til de miserable vilkår i lejrene.

Lukningen af den såkaldte ”Balkan-rute” til det nordlige Europa og de europæiske lederes manglende vilje til at genbosætte og omfordele flygtninge har efterladt mindst 60.000 flygtninge og migranter strandet i Grækenland, hvor de lever i frygt og uvished.

Det har også betydet, at Alan og hans familie vil forblive adskilt fra deres far og yngste søster for en ukendt tidsperiode.

Men Alan forbliver håbefuld:

”Her har vi doktorer og lærere. Vi forlod vores land på grund af krig. Til de europæere, som har budt flygtninge velkommen, ønsker jeg at sige tak. Og til de andre, vil jeg gerne sige: Vær ikke bange”.