Så utåleligt som muligt

Af Ole Hoff-Lund

”Det skal være så utåleligt som overhovedet muligt at være på tålt ophold i Danmark”.

Sådan lød det fra integrationsminister Inger Støjberg (V), da hun sammen med de borgerlige partier og Socialdemokraterne i juni skærpede reglerne for den lille gruppe mennesker på tålt ophold.

Selv om det kun drejer sig om 68 personer – alle mænd – er de en evig kilde til politisk debat. Baggrunden for de nye stramninger er, at en lille gruppe af mændene ikke overholder meldepligten i Center Sandholm. Derfor straffes de nu kollektivt.

I løbet af efteråret skal alle på tålt ophold overføres fra Røde Kors-lejren i Nordsjælland til Kærshovedgård, som ligger isoleret i en plantage Midtjylland og hører under Kriminalforsorgen. Samtidig skærpes meldepligten – og straffen for at overtræde den. Alt sammen med det officielle formål at kende deres opholdssted, hvis det på et tidspunkt bliver muligt at tvangsudsende dem.

”Det, vi har med at gøre, er krigsforbrydere, voldtægtsmænd og mordere”, fastslår Inger Støjberg og fortsætter:

”Reelt set har der ikke rigtig været en konsekvens af ikke at overholde meldepligten. Nu bliver det helt anderledes, for det vi kan se nu, det er, at alt for mange af dem, der er underlagt tålt ophold, lever et mere eller mindre almindeligt familieliv i og omkring København. Det er altså slut nu”.

På ubestemt tid

De 68 mænd er udvist fra Danmark, men de kan ikke sendes hjem, fordi de risikerer at blive udsat for alvorlige overgreb som for eksempel dødsstraf eller tortur. De fleste er dømt for en forbrydelse og har afsonet deres fængselsstraf, mens andre er mistænkt for at have begået en krigsforbrydelse i deres hjemland.

Fælles for dem er, at tålt ophold er tidsubestemt, og nogle af mændene har været på tålt ophold i både 10 og 20 år uden udsigt til forandring af deres situation. De har pligt til at melde sig til politiet hver dag, og de er afskåret fra at arbejde og uddanne sig.

Voldsomt belastende

Mens Christiansborg altså strammer skruen til det yderste, så konkluderede Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen allerede for to år siden, at mennesker på tålt ophold lever under forhold, der er ”meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse”.

”I modsætning til langt de fleste indsatte i fængsler kan disse mennesker ikke indstille sig på en bestemt tidshorisont og på den måde se frem imod en grundlæggende normalisering af deres tilværelse. De kan principielt være henvist til tålt ophold resten af deres liv. Det siger sig selv, at det er voldsomt belastende”, fastslår Jørgen Steen Sørensen.

Advokat Christian Dahlager, der i 2012 fik omstødt en afgørelse om tålt ophold i Højesteret, er ikke i tvivl om, at de nye stramninger går for vidt i forhold til menneskerettighederne og dermed også dansk lov.

Højesteret fastslog dengang, at iraneren Elias Karkavandi efter fem år på tålt ophold ikke længere kunne pålægges opholds- og meldepligt, fordi den udgjorde ”et uproportionelt indgreb” i hans bevægelsesfrihed og var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Oven i købet blev Karkavandi i maj i år tilkendt en erstatning på 15.000 kroner for sine mange år på tålt ophold.

”Den nye stramning er i mine øjne ulovlig. Udlændinge må selvfølgelig kunne tåle, at de risikerer at blive udvist af Danmark, hvis de krænker landets lovgivning. Men højesteretsdommen siger meget klart, at der er grænser for, hvor dårligt man kan behandle folk, og hvor længe man kan lade folk sidde på tålt ophold, når de har udstået deres oprindelige straf”, siger Christian Dahlager til AMNESTY. 

Langt ude på landet

Med flytningen til Jylland er disse mennesker reelt afskåret fra at opretholde kontakt til familie og venner, og det er problematisk, mener Christian Dahlager.

”Du kan reelt set aldrig nogensinde komme væk fra Kærshovedgård. Det ligger langt ude på landet, og du skal melde dig klokken 10 og være tilbage til spisetid. Kombinationen af, at du er så langt væk, og at du ikke har mulighed for at møde din familie og dine venner, betyder, at det er for vidtgående et indgreb i folks frihedsrettigheder”, siger advokaten.

Folketinget indførte opholds- og meldepligten i 2008, da det kom frem, at de to tunesere, der havde forsøgt at slå Muhammed-tegneren Kurt Westergaard ihjel, boede ti minutter fra hans bopæl, selv om de var på tålt ophold. Siden har alle på tålt ophold været skåret over en kam.

”Man har fra politisk side prøvet at ramme to stærkt foragtelige terrorister i Århus, der ville slå Kurt Westergaard ihjel, og så har man været nødt til, for ikke at forskelsbehandle, at tage alle på tålt ophold med under samme hat. Det er helt håbløst”, siger han.

Humanismen over bord

Kritikken fra ombudsmanden og Christian Dahlager bakkes op af Jens Elo Rytter, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet. 

I en kommentar i Information anklager han politikerne for at smide enhver rest af humanisme og anstændighed over bord i behandlingen af personer på tålt ophold.

”Man siger, at det er for at kende udlændingens opholdssted i tilfælde af, at tvangsudsendelse på et tidspunkt bliver mulig. Men for det første er det meget usandsynligt, at tvangsudsendelse nogensinde bliver mulig. For det andet behøver man typisk ikke at tvinge udlændingene til at bo et bestemt sted for at vide, hvor i landet de opholder sig”, skriver Jens Elo Rytter.

Det reelle formål med de fortsatte stramninger er at få de uønskede udlændinge til ”frivilligt” at forlade Danmark og rejse til deres oprindelsesland, trods risikoen for forfølgelse dér, mener Jens Elo Rytter:

”Sådan har det hele tiden været, men tidligere gjorde myndighederne sig noget mere umage med at camouflere den reelle hensigt”. 

Nok er nok

Røde Kors, der nu afgiver ansvaret for personer på tålt op hold til Kriminalforsorgen, oplever, at livsvilkårene for personer på tålt ophold i forvejen er bekymrende.

”Det, som de fortæller os, er, at det er selve det tidsubegrænsede, der er allerværst. Vi finder det meget problematisk, at personer kan være på tålt ophold på ubestemt tid. Vi kan se, at fravær af fremtidsudsigter og manglende muligheder for at ændre på deres egen situation betyder, at de er særligt udsatte for at udvikle psykiske lidelser og misbrug”, siger Anne la Cour, der er asylchef i Røde Kors.

Af samme grund efterlyser Amnesty International en principiel stillingtagen til, hvor længe et menneske, som ikke kan sendes til sit hjemland på grund af forfølgelse, kan sidde på tålt ophold.

”Staten bør kun benytte et så alvorligt indgreb i sager, hvor statens sikkerhed er truet. Det hører ikke hjemme i et retssamfund, at mennesker kan sidde på ubestemt tid under uværdige vilkår, uden mulighed for at forsørge sig selv, uddanne sig, have et familieliv eller deltage i samfundet”, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty.