Tortur og død er hverdag i syriske fængsler Syrien

 
Udgivet
01.
Nyhed

Mohamad Hamdoun: IIllustrationen viser... >>

et overfyldt fængsel i Syrien

Tortur og død er hverdag i syriske fængsler

En ny rapport fra Amnesty International dokumenterer, hvordan tilbageholdte mennesker i syriske fængsler udsættes for voldsom tortur og umenneskelig behandling. Rapporten anslår desuden, at mindst 17.723 mennesker har mistet livet i syriske fængsler, siden den syriske borgerkrig brød ud i marts 2011 og frem til december 2015.

Amnesty-rapporten ’It breaks the human’: Torture, Disease and Death in Syria’s Prisons dokumenterer forbrydelser mod menneskeheden begået mod den syriske befolkning af regeringsstyrkerne. Rapporten anslår, at 17.723 har mistet livet i syriske fængsler, siden borgerkrigen brød ud i marts 2011 og frem til 31. december 2015.

Det svarer til flere end 300 om måneden i gennemsnit.

”Syrien er et land, som altid har været berygtet for at bruge tortur, men rapporten viser, at omfanget og brutaliteten er steget, siden borgerkrigen begyndte i 2011. Det er en påmindelse om, hvad det er, folk flygter fra i Syrien. Det er blandt andet på grund af overgreb som dem, vi kan dokumentere her, siger Stinne Lyager Bech, teamleder for Policy i Amnesty Danmark.

Rystende overgreb
Rapporten tager udgangspunkt i vidneudsagn fra 65 overlevende fanger, der har beskrevet rystende overgreb og umenneskelige forhold i detentionscentre og faciliteter drevet af syriske efterretningstjenester og i Saydnaya-fængslet i udkanten af Damaskus.

”Der er tale om virkelig grusomme torturmetoder. Folk fortæller, hvordan de har været hængt op i armene, er blevet tæsket, har fået elektriske stød, revet tå- og fingernegle af, er blevet brændt med cigaretter og har været udsat for voldtægt og seksuel mishandling. De fleste af dem var vidne til mindst ét dødsfald under deres fængsling. Alle var blevet torteret eller på anden måde mishandlet. De tidligere fanger beretter om systematisk brug af tortur i de overfyldte fængsler, hvor der ofte heller ikke er adgang til lægehjælp, og hvor de indsatte hverken får nok at spise eller drikke”, siger Stinne Lyager Bech.

Advokaten Samer, der blev anholdt nær byen Hama, fortæller:

"De behandlede os som dyr. De ønskede at være så umenneskelige som muligt ... jeg så blod, det var ligesom en flod ... Jeg havde aldrig forestillet mig, at menneskeheden ville nå et så lavt niveau...”.

Voldsom stigning i dødsfald
Rapporten fremhæver en ny statistik fra Human Rights Data Analysis Group (HRDAG), en organisation, der bruger videnskabelige tilgange til at analysere menneskerettighedskrænkelser.

Men de 17.723 dødsfald, som man har regnet sig frem til, er et forsigtigt skøn, og både HRDAG og Amnesty International mener, at når titusinder af mennesker er forsvundet i fangelejre over i hele Syrien, er det reelle tal sandsynligvis endnu højere.

Saydnaya-fængslet er blevet genskabt
Før lanceringen af rapporten indgik Amnesty et partnerskab med et hold af specialister fra Forensic Architecture fra University of London for at skabe en virtuel 3D-rekonstruktion af Saydnaya - et af Syriens mest berygtede fængsler.
 
Den omfattende tortur og anden mishandling i Saydnaya synes at være en del af en nådesløs indsats for at nedbryde, straffe og ydmyge fanger. Overlevende fortæller desuden, hvordan fanger rutinemæssigt bliver tæsket ihjel.

”I efterretningstjenestens varetægt blev man tæsket, fordi de ville have, at man skulle tilstå. I Saydnaya føles det som om, at selve formålet var døden. En form for naturlig selektion, der sikrede, at de svageste forsvandt, så snart de ankom”, fortæller Omar S, tidligere fange i Saydnaya.

Ved at bruge arkitektonisk og akustisk 3D-modellering og ud fra beskrivelser fra tidligere fanger kan man nu for første gang få et glimt inde fra et af Syriens mest berygtede torturfængsler.

Tag en rundtur i Saydnaya-fængslet

Overgrebene skal stoppes

Amnesty opfordrer på det kraftigste det internationale samfund – og særligt Rusland og USA - til at reagere med det samme.

"I årtier har syriske regeringsstyrker brugt tortur som middel til at knuse deres modstandere. I dag gennemføres overgrebene som led i et systematisk angreb rettet mod personer, der mistænkes for at modsætte sig regeringen i civilbefolkningen, og de udgør derfor forbrydelser mod menneskeheden. De ansvarlige for disse afskyelige forbrydelser skal retsforfølges”, siger Philip Luther, chef for Amnestys afdeling for Mellemøsten og Nordafrika.

"Det internationale samfund, især Rusland og USA, der har et hovedansvar i forhold til fredsforhandlinger om Syrien, skal sætte disse overgreb i toppen af dagsordenen i deres drøftelser med både myndigheder og væbnede grupper og derigennem presse dem til at afslutte brugen af tortur og anden mishandling. "

Amnesty International opfordrer også til, at alle samvittighedsfanger bliver befriet, og at alle andre fanger enten bliver frigivet eller omgående får behandlet deres sag i overensstemmelse med internationale standarder for retfærdig rettergang. Desuden skal uafhængige observatører øjeblikkeligt have uhindret adgang til alle fængsler.