Tyrkiet fordriver 350.000 kurdere

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Tyrkiet fordriver 350.000 kurdere

Efter sommerens kupforsøg har Tyrkiet suspenderet over 11.000 lærere i de kurdiske områder, fjernet 24 folkevalgte borgmestre samt 12 tv-og 11 radiostationer, der alle enten sender på kurdisk eller dækker det kurdiske spørgsmål. AMNESTY har besøgt kurdernes hovedstad Diyarbakir, der er belejret af tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Af Martin Selsøe Sørensen
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2016

Der skete noget mystisk mellem den 11.januar i år, hvor Murat sidste gang så sit hus, og april måned, da huset pludselig var væk.

Den 56-årige Murat bor i bydelen Sur i Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet og blev sidste efterår pludselig fanget i voldsomme kampe mellem den tyrkiske stat og unge krigere, der var loyale mod den forbudte kurdiske oprørsgruppe PKK.

En morgen stod Murat op til, at oprørerne havde gravet grøfter i hans gade, bygget barrikader mod politiet og udråbt selvstændighed for hans kvarter samt en række andre bydele ud over Tyrkiets kurdiske område. De patruljerede deres blokader med AK-47 maskinpistoler, men hilste ellers venligt på beboerne.

"Vi talte ikke med dem. De havde travlt med at bygge og grave", siger Murat, der ikke vil have sit efternavn frem, da han er kommunalt ansat og bange for at miste sin stilling.

Han er en flot mand med et stort gråt overskæg, vest, sorte, løstsiddende bukser og et grønt partisantørklæde, der er bundet, så det sidder tæt om issen og falder ned ad ryggen som en hestehale.

I begyndelsen lod politiet oprørerne være, men så tog de kampen op, og en nat vågnede Murat og hans hustru ved et gigantisk brag ude fra gaden. 

Da han sneg sig op på taget, kunne han se, at det var et af politiets køretøjer, der var sprængt i luften.

Når kampene stod på, var der udgangsforbud, og når det blev ophævet, kunne Murat og hans hustru bevæge sig ud efter forsyninger.

Efter to måneder kom politiet med højttalere og sagde, at de skulle forlade deres hjem.

Parret tøvede ikke og flyttede straks fra den historiske bydel med dens snævre gader og huse og bymure bygget af sorte basaltsten.

Snigskytter og kampvogne

Over hele Sydøsttyrkiet har mere end 350.000 mennesker forladt deres hjem på den måde, siden udgangsforbud og belejringer af de kurdiske områder begyndte i september sidste år. Mindst syv byer og kvarterer er lagt i ruiner, og tusinder af sikkerhedsstyrker har været i kamp med PKK og deres støtter.

Der er også brugt snigskytter, og amatøroptagelser viser, hvordan militæret har ladet kampvogne beskyde boligområder under voldsomme bombardementer.

I Sur har Tyrkiets etniske og religiøse mindretal i århundreder boet side om side, og det armenske mindretal har netop brugt en formue på at restaurere en armensk-apostolisk katedral fra slutningen af 1800-tallet. Sur er så særlig for verdenshistorien, at UNESCO sidste sommer satte bydelen på sin liste over verdenskulturarv.


Efter at have forladt Sur sneg Murat sig tilbage i december under en pause i kampene og fandt sit hus med ødelagt hoveddør og 44 skudhuller i murene. Han talte dem og tog billeder med sit kamera. Derefter forlod han huset igen med sit kamera og sin computers harddisk, men ellers ikke noget.

Næste gang han så sit hus, var det på et billede på internettet, som politiet lagde op i januar, hvor de fejrede deres sejr over de militante.

Billedet var taget i hans gade, og han kunne se sit hus bag ryggen på betjentene.

Sur er sine steder en labyrintisk orientalsk drøm af duftende kaffe og krydderier, rytmiske lyde fra smede, der hamrer på jern i åbne værksteder og en overdækket basar med farvestrålende kjoler, tørklæder og pailletter. Andre steder er Sur et mareridt.

Den 9. marts blev kampene erklæret for afsluttet, men Murat, hans hustru og deres naboer fik ikke lov at vende tilbage. Månederne gik, og først i april ringede de fra distriktsguvernørens kontor for at få ham med på en tur tilbage til sit kvarter for at lave rapport over skaderne.

Synet, der mødte ham, var rystende. For hvor der tre måneder tidligere havde stået et let beskadiget hus, var der nu slet ingenting.

"Der var end ikke ruiner. Jorden var flad som en vej, man kan køre på", fortæller Murat.

Et hønsehus og to ton korn

Selv om alle husene i hans gade var væk, genkendte han sin grund på et hønsehus, han havde bygget op ad huset bagved sit eget, og på de to ton korn han opbevarede, da kampene brød ud. De var siden spredt ud over grunden, og som tiden var gået, havde regn og sol gjort deres til, at der nu var vokset en frodig, grøn kornmark frem.

De politifolk, der ledsagede ham under guvernørens rapportskrivning, havde ikke været med under kampene og kunne ikke forklare, hvad der var sket, siger Murat.

Den daværende ministerpræsident Ahmet Davutoglu har siden annonceret, at Sur skal genopbygges som en replika af den spanske middelalderby Toledo, og at husejere vil blive kompenseret, mens lejere vil få tilbudt nye lejemål andre steder i byen.

Sur er - eller var - højborg for det pro-kurdiske parti HDP, der er regeringspartiets største rival i denne del af landet.

Hævn for militærkuppet

Der er ikke afsløret nogen kurdiske forbindelser til sommerens mislykkede militærkup i Tyrkiet, men ikke desto mindre er statens greb om de kurdiske provinser siden da strammet markant.

I ly af undtagelsestilstanden efter kupforsøget har regeringen suspenderet over 11.000 lærere i de kurdiske områder, erstattet 24 folkevalgte borgmestre i kurdiske kommuner med statsudpegede kuratorer, placeret et omfattende net af kontrolposter og ID-tjek i kurdiske områder samt fjernet 12 tv-og 11 radiostationer, der alle enten sender på kurdisk eller er optaget af at dække det kurdiske spørgsmål.

I en cafe, der bruges af en sammenslutning af journalister i Diyarbakir, er journalister og andre ansatte fra en lang række af de lukkede tv-og radiostationer samlet i protest. Den tyrkiske stat har aldrig brudt sig om kritik, og end ikke 20 arbejdsløse journalister er under bagatelgrænsen for, hvad der skal intimideres til at holde sig i ro. Så i haven lige uden for sidder ti civilklædte politibetjente og kigger på deres mobiltelefoner.

De får bragt te ud fra cafeen, og oktobersolen skinner mildt og varmt, så det ville se fredeligt og rart ud, hvis ikke det var fordi, der lidt længere væk holdt en vandkanon og en bus med uniformerede betjente med maskinpistoler.

Journalist blev skudt i benet

Journalisterne er nu ligeglade og drikker deres te og råber med mellemrum deres kampråb uanfægtet af, at lovens lange arm sidder og kigger ind gennem ruderne.

"Vi har aldrig tidligere fået kritik af RTÜK (Radio-og tv-nævnet, red.), og da vi spurgte RTÜK, hvorfor vi er blevet lukket, svarede de, at det vidste de ikke", siger Ibrahim Aslan, udsendelseskoordinator på Jiyan-tv, der er en af de lukkede stationer.

En af de protesterende halter lidt på det ene ben, efter han blev skudt af tyrkiske sikkerhedsstyrker, mens han var på arbejde i byen Cizre. Også der var dele af byen sidste efterår indtaget af PKK-tro krigere, der var kommet i voldsomme kampe med politiet. Tusinder af civile blev fanget, og i visse dele af byen lå politiets skarpskytter på lur og skød på alt, hvad der rørte sig - blandt dem også civile.


Lig i fryseren

Mindst 338 civile er ifølge International Crisis Group blevet dræbt i Sydøsttyrkiet det seneste år. Dertil 582 sikkerhedsstyrker, 653 PKK-oprørere og 219 unge med ukendt tilhørsforhold i konflikten. På grund af kampene samt udgangsforbud og skarpskytter kunne de pårørende i nogle tilfælde ikke komme til at begrave ligene, som de kølede ned med isterninger og i frysere.

I andre tilfælde kunne de end ikke bjærge dem fra de gader, hvor de blev skudt og døde.

I Refik Tekins tilfælde havde delegationen passeret politifolkene ved en kontrolpost på vej ind i det krigsramte område, og blev beskudt fra samme kontrolpost, da de skulle ud.

På vej til hospitalet i en ambulance blev både fotografen og ambulanceførerne angrebet fysisk og verbalt af politifolkene, siger han.


"De kaldte os terrorister og sagde, at vi ville få tyrkernes magt at føle, og så sagde de, at jeg skulle lukke øjnene og ikke se deres ansigter.

Jeg åbnede dem kun, da de sparkede mig i hovedet", siger Refik.

"De kørte en omvej til hospitalet, og der troede jeg, at de ville dræbe mig".

Signalet forsvinder

Da hans tv-station blev lukket den 28. september, skete det for rullende kameraer. Politiet trængte ind i IMC's studier i Istanbul og afbrød et debatprogram, der sendte direkte.

Efter skærmen gik i sort, viste optagelser med mobiltelefon, hvordan politiet anholdt de ansatte og førte dem ud af studierne ved blandt andet at trække dem af sted i håret.

I Diyarbakir var det mindre dramatisk, for tv-stationens signal udsendes fra Istanbul og uden adgang til det, kunne stationens medarbejdere ikke gøre andet end at se på, indtil signalet forsvandt.

"Det skete, fordi vi sender billeder, som ingen andre tv-stationer gør. I byerne Cizre, Sur, Nusaybin og Silopi var vi ude i marken og sende det, regeringen ikke vil have, at folk ser. Vi viste, at civile blev dræbt, og at staten ødelægger byerne", siger Hassan Akbas, der er journalist på IMC.

Mange medier i Tyrkiet er ekstremt farvede i deres nyhedsdækning, hvad enten det er for eller imod regeringen. Men Hassan Akbas mener ikke, det gælder for IMC.

"Vi giver mikrofonen til civilbefolkningen mere, end vi giver den til parterne i konflikten.

Vi er en stemme for fred, og derfor hører vi ikke regeringspartiet AKP så meget, fordi nogle af dem taler for vold og for at få folk til at slås. Vi dækker det, de siger i parlamentet, men vi spørger ikke de lokale partifolk, for det vil kun gøre konflikten værre", siger han.

Smølferne på kurdisk

Undtagelsestilstanden har sat mange af de almindelige, retlige kontrolmekanismer i Tyrkiet ud af kraft, og landet ledes i øjeblikket i høj grad på dekreter fra præsident Recep Tayyip Erdogan. Under normale omstændigheder er det tv-nævnet RTÜK, der lukker kanaler i Tyrkiet, men kun mod konkrete beviser - om end de ofte er tynde.

I det aktuelle tilfælde er alle 23 stationer lukket med henvisning til samme anklage om, at de har " lavet propaganda for en terrororganisation", uden at det er blevet konkretiseret med klip fra deres udsendelser.

Blandt de lukkede stationer er børnekanalen Zarok, der sender tegnefilm med kurdisk tale samt en håndfuld egenproducerede programmer, hvor børn taler om venskab og kærlighed og den slags.

"Vi laver ikke politisk fjernsyn og har ingen nyhedsudsendelser, så de har ingen grund til at lukke os", siger Dilek Demiral, direktør for børnekanalen Zarok.

At der overhovedet har været kanaler, der sendte på kurdisk, er et fremskridt, der er sket under den nuværende regering. Før den kom til magten i 2002, var det forbudt at bruge kurdisk i radio og tv i Tyrkiet, men de senere år har sproget fået en opblomstring, og børn og unge har kunnet høre og bruge det i en grad, som deres forældre slet ikke kunne.

"Jeg er opvokset med et system, der dyrkede, at alle talte perfekt tyrkisk. Så da jeg var lille og så Smølferne, snakkede de kun tyrkisk eller engelsk. Men på Zarok talte de også kurdisk.

Da jeg var barn, blev det at tale kurdisk forbundet med at være uddannet. Men nu får det børn til at føle sig hjemme i deres samfund", siger hun og begræder tabet af sin tv-station.

Det samme gør seksårige Siyagin, der er fan af Zarok: " Jeg er så ked af, at jeg ikke kan se Smølferne.

Jeg kan også godt lide, at se dem på tyrkisk, men kurdisk er bedst, og på Zarok kom afsnittene i rækkefølge".

Kombinationer af kebab

Diyarbakir med omkring en million indbyggere er kendt som kurdernes hovedstad i Tyrkiet og en by, der de seneste ti år har oplevet en stærk økonomisk fremgang. Nye boligkvarterer er skudt op af ellers gold jord og har skabt tusindvis af nye lejligheder. I gaderne kappes tyrkiske og internationale tøjbutikker og kaffebarer om pladsen med store restauranter med udeserveringer, der tilbyder kombinationer af kebab og burgere.

Udviklingen tog fart, da 1990'ernes krig mellem PKK og staten blev afløst af lange perioder med våbenhvile. Det gav en tro på fremtiden, og lysten til at investere blev hjulpet på vej af Tyrkiets generelle økonomiske vækst. Men siden sidste år er visionerne om fred afløst af massiv tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker.


Maskingeværer og vandkanoner 

I Sur og på indfaldsvejene er der kontrolposter, hvor sortklædte og svært bevæbnede politifolk tjekker biler og deres passagerer.

Det er der også rundt om i byen, hvor politi står klar med barrikader, maskingeværer og vandkanoner inden for rækkevidde.

De uniformerede sikkerhedsstyrker skal dels forhindre demonstrationer, dels beskytte sig selv mod ugentlige - hvis ikke daglige - bombeangreb fra militante oprørere i Sydøsttyrkiet.

Tit bliver også civile dræbt eller såret, selv om PKK hævder, at de forsøger at undgå civile tab.

Mens der ikke er tvivl om, at den tyrkiske stats repræsentanter vitterlig er under angreb, er der heller ingen tvivl om, at regeringen udnytter situationen til at ramme det kurdiske civilsamfund på alle fronter og med meget vidtgående konsekvenser.


Skoleelever hårdt ramt

Kort før skolestart i slutningen af september blev 11.284 lærere suspenderet og anklaget for at støtte terrorisme. Hvad de præcist har gjort, står ikke klart, men lærernes fagforening Egitim Sen siger, at de pågældende lærere stort set alle sammen deltog i en strejke for fred i Sydøsttyrkiet den 29. december sidste år. Lærere fra hele Tyrkiet deltog i demonstrationen, men kun dem i de kurdiske områder er blevet suspenderet.

En af dem er Nuri Özdemir, 36, der normalt er gymnasielærer på Diyarbakir Anadolu Lisesi - et af byens bedste gymnasier.

"Sidste år fik eleverne ingen undervisning på grund af kampene. Nu får de ingen undervisning, fordi der mangler lærere", siger han.

"AKP er ligeglade med, at børn bliver ofrene her. Staten er slet ikke interesseret i deres uddannelse".

På hans skole er 26 ud af 38 lærere suspenderet, og langt fra alle erstattet af nye. Lærere i Tyrkiet udnævnes af undervisningsministeriet i Ankara, og ifølge lærerne i Diyarbakir skraber ministeriet bunden i sin søgen efter nye kandidater, fordi der ud over de godt 11.000 suspenderede i de kurdiske områder også er fjernet omkring 30.000 andre lærere, der anklages for at have forbindelser til kupforsøget.

"De tager lærere, der ellers ikke har bestået den prøve, man skal til efter læreruddannelsen, og de tager lærere, der er tæt på AKP", siger Nuri Özdemir.

Test af politisk ståsted

Han siger, han kender til eksempler på, at nye lærerkandidater får testet deres politiske synspunkter for eksempel med spørgsmål om, hvad den lokale AKP-formand hedder, og hvem, der dræbte advokaten Tahir Elci sidste år. Lærere, der støtter PKK, vil sige, det var staten, mens lærere, der støtter AKP, vil sige, at det var PKK.

 

Skolelederne må ikke selv hyre vikarer, så de mange huller i skemaerne i Sydøsttyrkiet dækkes nu af lærere med ledige timer, ved klassesammenlægninger eller ved at lade eleverne passe sig selv.

"Undervisningen er nærmest stoppet i regionen, og hvis det fortsætter sådan, vil det meget hurtigt gå ud over elevernes muligheder", siger Hava Karahanci, 46, suspenderet videnskabslærer fra en folkeskole.

Efter gymnasiet skal alle unge i Tyrkiet gennemføre den samme eksamen, hvor resultatet afgør, hvilket universitet de kan komme ind på. De har kun én chance og er i konkurrence med hele resten af en tyrkisk årgang. Så hvis de ikke klarer sig godt, kommer de ikke i nærheden af landets bedste universiteter.

Nej til hjælp

I Sur havde Murats hus været i familiens eje i 70 år. Det var her, han boede, da han var lille, og igen da han blev gift, men det bliver ikke dér, han kommer til at ende sine dage.

Da han genså sit kvarter i april, lejede han en lejlighed i en uberørt del af Sur, hvor han bor i dag. Synet af den flade grund med kun hønsehuset tilbage gjorde ham vred og ked af det, men udadtil nægtede han at give udtryk for nogen følelser, og det gør han stadigvæk.

"Guvernøren tilbød at betale min husleje for den nye lejlighed, men det afslog jeg og sagde, at jeg selv ville klare det. Jeg ville ikke vise dem min sorg eller give dem den glæde, at jeg tog imod deres hjælp. Så ville de bare skrive mit navn på en liste og erklære, at jeg er glad", siger Murat.

Fra sin lejlighed kan han se i retning af sit gamle hjem, men alle gader, der fører derind, er spærret af politibarrikader, så ingen udefra kan se, hvad myndighederne laver.


02.
Faktabox

Krigen mod Kurderne

For Tyrkiet er Kurdistans Arbejderparti (PKK) tidens største fjende - også større end Islamisk Stat, fordi kurdisk nationalisme ses som en trussel mod Tyrkiets enhed og identitet. De militære kampe begyndte i 1984, hvor kurderne ønskede selvstændighed fra Tyrkiet. I dag taler PKK om en form for autonomi.

I 1990'erne blev millioner af kurdere fordrevet til storbyerne, og titusinder - flest kurdere - mistede livet i kampene. Efter Recep Tayyip Erdogan kom til magten i 2002, har der i lange perioder været våbenhvile, og i 2012-2015 blev der forhandlet fred. Men da forhandlingerne brød sammen, eskalerede volden i sommeren 2015 til det højeste niveau siden 1990'erne.

PKK, der er grundlagt af Abdullah Öcalan, tiltrækker medlemmer fra samme venstreorienterede base i det kurdiske samfund som det pro-kurdiske parti HDP, der sidder i parlamentet. Slægtskabet mellem de to skyldes ikke mindst Öcalan, der trods sin livstidsdom forbliver en inspiration for begge partier. Derfor bliver politikere fra HDP også ramt, når Tyrkiet strammer grebet om de kurdiske områder og PKK.

I oktober blev de to HDP-overborgmestre i Diyarbakir anholdt og anklaget for støtte til terrorisme, og i september blev 24 andre HDP-borgmestre fjernet og erstattet af kuratorer efter lignende anklager. Over 350.000 kurdere er drevet på flugt i det sydøstlige Tyrkiet under den nuværende offensiv.