Amnesty til Lars Løkke: Tal menneskerettigheder med Trump USA Danmark

 
Udgivet
01.
Brev til statsministeren

Amnesty til Lars Løkke: Tal menneskerettigheder med Trump

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøger den nyindsatte amerikanske præsident Donald Trump, må han bringe forsvaret for menneskerettighederne op som en del af samtalen.

Det mener Amnesty International, som forud for Lars Løkkes besøg i Det Hvide Hus den 30. marts har kontaktet statsministeren og opfordret ham til at tale med en stærk stemme i forsvaret for menneskerettigheder, retssikkerhed og det internationale samarbejde, når han mødes med USA’s præsident Donald Trump.

”I Amnesty International vækker det stor bekymring, at præsident Trump på de få måneder, han har været i embedet, både gennem dekreter og politiske udmeldinger har svækket menneskerettighederne på flere områder og dæmoniseret mennesker på flugt og andre minoriteter over en kam. Vi håber, at du vil opfordre den amerikanske præsident til at respektere menneskerettighederne uden nogen former for forskelsbehandling og til ikke at angribe det grundlag, som den internationale retsorden – og borgernes grundlæggende rettigheder – er baseret på”, skriver Amnestys danske generalsekretær Trine Christensen i brevet.

Indrejseforbud, tortur og Guantánamo

I brevet til Lars Løkke Rasmussen fremhæver Amnesty blandt andet det såkaldte Muslim Ban, som blokerer indrejse til USA for borgere fra Syrien, Yemen, Iran, Somalia, Sudan og Libyen, og Trumps udtalelser om, at waterboarding og andre voldsomme torturmetoder bør være tilladt.

”Jeg håber, det er et emne, du vil spørge ind til og tage klart afstand fra for at understrege, at brug af tortur og mishandling aldrig kan accepteres. Trumps udtalelser om atter at gøre brug af Guantánamo, der er blevet symbol på uretfærdighed over hele verden, vil ligeledes være en dybt skadelig udvikling”, skriver Trine Christensen, der også fremhæver Trumps forbud mod at støtte organisationer, der oplyser om abort, og byggeriet af olierørledningen Dakota Access Pipeline (DAPL) i strid med ønskerne fra USA’s oprindelige befolkning.

Mexico på ruten

Danmarks traditionelt stærke stemme for menneskerettighederne er der også brug for, når statsministeren få dage senere mødes med Mexicos præsident Enrique Penã Nieto, mener Amnesty.  

Her opfordrer Amnesty Lars Løkke Rasmussen til at genoptage dialogen fra sidste års møde i København om at styrke indsatsen mod tortur og forsvindinger samt at styrke efterforskningen af den seneste tids mange drab på journalister.