Mennesker sætter sig ikke bare ned og dør

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

"Mennesker sætter sig ikke bare ned og dør"

Krigsfotografen Jan Grarup bruger sit liv på at dokumentere ondskab, overlevelse og kærlighed i konfliktområder – og krigsforbrydelser råt for usødet. Medlemsbladet AMNESTY spørger ham hvorfor.

Tekst: Roberto Zacharias  
Foto: Lærke Posselt
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2017

Hvad er det vigtigste for dig som fotojournalist?

Det er at fortælle historier i dybden. Både for at forstå, hvorfor folk flygter, hvad de flygter fra, og hvorfor krige eksisterer. Hvad er berettigelsen – og der er sjældent eller nærmest aldrig en. Desværre er det næsten altid civilbefolkningen, der bliver fanget i konflikter. Og mange af de her historier begynder at få antydningen af et antropologisk studie i, hvad ondskab, overlevelse og kærlighed er. Det er det, jeg gerne vil med mit arbejde. For jeg kan jo se, at jeg møder mange mennesker, som søger fordybelse i takt med, at verdenen og mediebilledet bliver mere og mere overfladisk.

Hvad ønsker du at opnå med dine billeder?

Vi kan alle sammen forholde os til, hvordan det må være at være på flugt med sine børn eller miste et barn. Det er den ene del af det – der hvor jeg kan ramme folk mentalt. Den anden del af det handler om at lave billeder, som er regulær dokumentation af overtrædelser af menneskerettighederne. Der har jeg ikke et følelsesmæssigt og empatisk filter og er meget mere kold. Der handler det kun om at dokumentere råt for usødet, at her er der tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Som for eksempelvis i Mosul, hvor civile bliver henrettet klos op ad en væg.



Hvad er det for billeder, der kan få folk til at føle noget og måske endda reagere?

Jeg tror i langt højere grad, at det er billeder, der signalerer overlevelse og fremtid og håb, end det er billeder af massakrer. Billederne af massakrerne er vigtige og skal være der. Men for hver gang der er sådan et billede, skal der gerne være nogle andre, der viser, at folk ikke bare sætter sig ned og dør eller venter på at blive samlet op, så de kan flygte. Folk kæmper for at overleve. Og de gør det med stolthed og værdighed. Det er vigtigt for mig, at man ikke bare gør folk til et tal eller endnu en flygtning.   


"Indignation og vrede er et fantastisk brændstof"

-Jan Grarup, fotograf


Hvad er det værste, du har oplevet?

Folkemordet i Rwanda i 1994 er stadig noget af det værste. Men der har været masser af konflikter efterfølgende, der har gjort indtryk. Ligegyldigheden i Darfur-konflikten for eksempel, hvor der også var masser af beviser på overgreb mod mennesker, der kan betragtes som krigsforbrydelser. Det er fuldstændig vanvittigt, at det har fået lov til at foregå i så mange år, men som så meget andet er det blevet en del af et storpolitisk spil. Det samme med giftangrebene i Syrien. Alene det, at det kan finde sted i 2017, gør mig dybt frustreret. Jeg ville ønske, at vi kunne sige, at vi er blevet klogere siden Rwanda, men det er vi desværre ikke.

Hvad har dine oplevelser i konfliktområder vist dig om det menneskelige væsen?

Det svar er jeg ikke kommet frem til endnu. Jeg har oplevet ondskab og brutalitet i sin yderste konsekvens, hvor man skyder små børn i hovedet på klos hold uden nogen grund. Men jeg har fandeme også oplevet kærlighed og overlevelse, og at mennesket har en helt unik evne til at justere ind efter en situation og stadig gøre livet levbart. To kilometer bag frontlinjen i Mosul bliver folk gift. Hvem fanden kan det efter at have været igennem alt det? Finde kærligheden og viljen til at gifte sig med et andet menneske og skabe noget nyt. Det, synes jeg, er dybt fascinerende.

Hvilke personlige konsekvenser har det haft for dig at arbejde steder, hvor mennesker dør for øjnene af dig?

Jeg er blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress og prøvede tidligere at dulme det med stoffer og alkohol. Nu får jeg medicin for det. Jeg har mistet stor kærlighed på grund af mit arbejde og er et svært menneske at leve sammen med. For selvfølgelig sætter det nogle ar på sjælen, som ikke forsvinder. Men omvendt kan man sige, at den pris jeg betaler, er mikroskopisk i forhold til den, som andre må betale

Hvad får dig til at fortsætte?

Indignation og vrede er et fantastisk brændstof.  Men jeg synes sandelig også, at det er vigtigt at fortsætte mit arbejde, fordi jeg møder mange mennesker, der siger, at det har betydet rigtig meget for dem at se mine billeder eller høre mig fortælle om mine oplevelser. Det er klart, at det giver mig en tro på fremtiden.


02.
Baggrund

Jan Grarup: Fotograf og fotojournalist

48-årige Jan Grarup har i mere end 25 år dokumenteret krig og katastrofer overalt i verden. Billederne har givet ham adskillige priser og stor international anerkendelse – blandt andet World Press Photo of the Year hele otte gange. Han holder foredrag, underviser og laver løbende reportager for internationale magasiner som Newsweek, Stern og New York Times. På Amnestys landsmøde i Nyborg i april fortalte han om sit arbejde, som kan ses på www.jangrarup.photoshelter.com