Assads styre har i årevis drevet en udryddelseslejr lige udenfor Damaskus. Amnestys nye rapport afslører omfanget. Grusomhederne sker uden retssager, og de pårørende får aldrig besked. Alle fanger er dødsdømte, men ingen af dem ved det selv. Det tager to måneder, inden de får løkken om halsen, og i mellemtiden er dagene fyldt med tortur, sult, tørst og seksuel vold.
Kun 30 kilometer nord for millionbyen Damaskus gennemfører det syriske regime hvert år tusindvis af hængninger uden rettergang. De seneste fem år har op til 13.000 drenge og mænd mistet livet med bind for øjnene og et reb om halsen i en kælder under Saydnaya-fængslet. De kendte ikke deres skæbne, før rebet strammede om halsen. De fleste antog, at de var ved at blive overført til et andet fængsel. Inden hængningen var de blevet tortureret, voldtaget, sultet og nægtet lægehjælp.
Langt de fleste ofre er civile drenge og mænd, hvis eneste forbrydelse var at være mistænkt for at ønske et andet styre end Assads diktatur. Og forbrydelserne fortsætter.
Amnesty har under arbejdet med rapporten talt med 84 vidner. Tidligere fanger, afhoppede vogtere, dommere og andre ansatte i fængslet har nu givet verden indsigt i præsident Assads mørkeste hemmeligheder. Nøglevidner er interviewet to eller tre gange for at undersøge, om beretningerne er konsistente og stemmer overens.
Retssager varer tre minutter
Saydnaya-fængslet hører under det syriske forsvarsministerium og bliver drevet af militærpolitiet. Siden den folkelige opstand tog sin begyndelse i 2011, er mistænkte systemkritikere blevet sendt til Saydnya-fængslet, efter de er anholdt, afhørt og tortureret af en af Assads mange efterretnings- eller sikkerhedstjenester.
Fængslet har to hovedbygninger – ”den hvide” og ”den røde”. Eksperter vurderer, at der i alt er 10-20.000 indsatte i de to bygninger.
I den hvide L-formede bygning sidder militærfolk, som er mistænkt for at være illoyale mod regimet, samt et begrænset antal officerer og menige, som er anklaget for andre forbrydelser. Alle kan de se frem til retssager, der på ingen måde lever op til internationale standarder.
I den røde propelformede bygning sidder civile fanger. De er demonstranter, journalister, systemkritikere og studerende. Alle har de til fælles, at de inden ankomsten blev tortureret af en af Assads efterretnings- eller sikkerhedstjenester. Under torturen har de tilstået alvorlige forbrydelser som for eksempel mord på soldater. Tilståelsen bringer dem for en militærdomstol, som bruger højest tre minutter på at gennemgå deres sag, uden at ofrene selv hører dommen.
30 kilometer nord for Damaskus ligger Saydnaya-fængslet. ”Den røde bygning” rummer de civile indsatte og i kælderen under ”den hvide bygning” ligger rummet med i alt 30 galger.
Mishandlinger inden hængning
Efter de korte skueprocesser og opholdet i fængslet bliver drabene udført som massehængninger. Processen, der foregår en til to gange om ugen, begynder klokken tre om eftermiddagen og bliver kaldt ”festen”.
Officerernes assistenter og fangevogterne i den røde bygning får først udleveret en liste med dagens navne. Derefter går de fra celle til celle og henter fangerne, som alle på forhånd er blevet fortalt, at de skal overføres til et civilt fængsel et andet sted i landet. Nogle er derfor fejlagtigt lettede over at skulle forlade de særligt grusomme og bestialske forhold i Saydnya-fængslet.
Det tager en time eller to at samle de dødsdømte, mens de med bind for øjnene går i en lang række og holder i trøjen på manden foran og dukker hovedet helt ned i højde med hofterne. Rækken af fanger bliver kaldt ”toget”.
Når alle er samlet, bliver de ført ned i kælderen og gennet ind i ”opsamlingsrummet”, som kun er omtrent 17 kvadratmeter stort. Og her står der altså typisk 50 mennesker i mange timer frem til mellem klokken 22 og midnat, hvor fangevogterne begynder at tæske løs på drengene og mændene.
”De fører dem til en celle i kælderen. Selvom der er 100, bliver de alligevel ført ind i den ene celle. Der bliver uddelt mange tæsk i den celle”. – tidligere fangevogter i Saydnya
Efter midnat får alle håndjern bag ryggen og igen bind for øjnene, hvorefter de bliver ført op til en ventende bil uden for den røde bygning. På det tidspunkt har de mange mænd opholdt sig i det lille rum i mere end syv timer. Fem eller seks vogtere overværer denne proces.
Den tidligere fange Mounir al-Fakir umiddelbart inden han blev arresteret og kort efter sin løsladelse fra Saydnya.
”Fra klokken 22 kunne vi høre skrig og råb et sted under os. Det er en vigtig pointe. For hvis du er stille, så får du færre bank i Saydnaya. Men de mennesker skreg, som om de havde mistet deres forstand. Det var ikke en normal lyd. Det lød som om, de blev flået levende”. – Nader, tidligere fange i Saydnya
Vejen til henrettelsesrummet
I tiden lige efter den folkelige opstand i 2011 blev fangerne transporteret fra den røde bygning til den hvide bygning i en ambulance. Men hurtigt tog antallet af hængninger fart. Ambulancen blev derfor skiftet ud med hvide varevogne kaldet ”kødkøleskabe” og små minibusser med 24 sæder.
Efter en kort køretur, blev ofrene ført ind i den hvide bygning og ned af en trappe til selve henrettelsesrummet. Det blev udvidet i juni 2012, fordi antallet af henrettelser steg markant, og der derfor skulle hænges flere mennesker ad gangen.
Henrettelsesrummet består af tre celler og to rum med hver sin platform med galger over. Det ene rum er forsynet med en platform af stål, og over den er der fastbundet ti galger til et vandret jernrør. Når platformen vipper frem, hænger ofrene i deres galger. I det andet rum er platformen af beton, og 20 galger hænger lidt ude over kanten. Her bliver de dødsdømte skubbet frem, når ordren lyder.
En lang række krydstjekkede vidneforklaringer har givet Amnesty et præcist billede af, hvordan henrettelsesrummet i Saydnya er indrettet.
Uvidende indtil sidste øjeblik
Når ofrene kommer ind i lokalet, bliver de bedt om at stille sig i kø foran et skrivebord. Her underskriver de dødsdommen med deres eget fingeraftryk og bliver spurgt om deres sidste ønske. Spørgsmålet får dem til at erkende, at personalet har tænkt sig at henrette dem, men da de stadig har bind for øjnene, kan de ikke se galgerne og ved derfor ikke, at eksekveringen er få minutter borte. I øvrigt bliver ingen af ønskerne opfyldt.
En tidligere ansat i fængslet fortæller til Amnesty, at nogle fanger besvimer straks de forstår, hvad de netop har sat deres fingeraftryk på. Andre bliver bare helt stille.
Derefter bliver alle ført op på platformene, og ingen få løkken om halsen, før alle er klar. På den måde ved ingen, hvad der nu skal ske, før de mærker rebet om halsen. Et kort øjeblik efter, vipper platformen eller de bliver ganske enkelt skubbet ud over kanten.
”Når ofrene hænger i galgen, hænger de der som regel omkring 15 minutter. På det tidspunkt angiver lægen i rummet, hvilke fanger der endnu ikke er døde, og en assistent går rundt og hiver de døende i benene, så nakken knækker”. – tidligere fangevogter i Saydnya.
Lastbiler og massegrave
Mellem klokken 02:00 og 06:00 om morgenen, bliver ligene taget ned, båret op ad trappen og lagt på en Hyundai lastbil, som er sendt af Tishreen Hospital. Ingen andre biler har tilladelse til at ankomme til området, mens lastningen af ligene foregår. Nogle gange er der så mange, at der må sendes to lastbiler, som hver kan transportere 50 lig.
Lastbilerne kører til Tishreen Hospital, hvor de bliver registreret. Amnesty har ikke været i være i stand til at dokumentere processen på hospitalet, men ingen af de efterladte bliver informeret om, at vedkommende er død og får derfor ikke udleveret de jordiske rester. Der bliver heller ikke udarbejdet dødsattester, og al dokumentation om dødsfaldet bliver tilbageholdt af de syriske myndigheder.
Efter hospitalet bliver de døde kørt til massegrave, som ligger på militære områder i nærheden af Damaskus. Troværdige vidner har fortalt helt præcist, hvor massegravene er, men da Amnesty er forment adgang til Syrien, har det ikke været muligt bekræfte beretningerne om massegravene.
Ifølge en kilde fungerer denne gravplads 500 meter fra militærbasen Najha som massegrav til hængte fra Saydnya. Billedet til venstre er fra 3. marts 2010. Det højre er fra 18. September 2016. Antallet af grave er fordoblet.
Toppen må vide, hvad der foregår
Ifølge Amnesty er det fuldstændig utænkeligt, at den øverste politiske ledelse ikke har blåstemplet uhyrlighederne i Saydnaya-fængslet. Dels er omfanget så stort og så mange mennesker involveret i forbrydelserne, at den må have godkendt brugen af de mange ressourcer. Dels giver lovgivning helt tilbage fra 1968 de militære domstole hjemmel til at fælde domme over forbrydelser, der er begået ”i krigstid eller under militære operationer”. Ifølge lovgivningen behøver de militære domstole ikke at rette sig efter den øvrige lovgivning, og der er ingen mulighed for appel.
Derudover siger loven, at statsoverhovedet og forsvarsministeren skal godkende dødsdommene. De har også ret til at mildne eller ophæve dommene.
Tortur inden henrettelse
Fangerne sidder gennemsnitligt i fængslet i to måneder, inden de bliver hængt. I den tid bliver de jævnligt tortureret med bestialske tæsk eller seksuel vold. De får ikke mad eller vand nok, de bliver nægtet lægehjælp, og de sanitære forhold er uhumske. Gulvene i cellerne er smurt ind i gammelt blod og rester fra sår. Sygdomme og infektioner raser derfor løs.
”Jeg ved ikke hvilke ord, jeg skal bruge for at beskrive, hvad jeg så. Fangevogteren udså sig en af drengene. En ung, lille eller smuk. Vogteren bad ham stå med lukkede øjne og ansigtet mod døren. Så beordrede han en større fange til at voldtage ham. Ingen vil indrømme det, men det skete ofte”. – Omar, gymnasieelev og tidligere fange i Saydnaya
Saydnaya-fængslet som 3D-model
I 2016 indgik Amnesty et partnerskab med et hold af specialister fra Forensic Architecture fra University of London for at skabe en virtuel 3D-rekonstruktion af Saydnaya-fængslet.
Ved at bruge arkitektonisk og akustisk 3D-modellering og ud fra beskrivelser fra tidligere fanger kan man nu for første gang få et glimt inde fra et af Syriens mest berygtede torturfængsler.
Tag en rundtur i Saydnaya-fængslet
Amnesty anbefaler
Amnestys rapport dokumenterer, at Saydnaya-fængslet er et menneskeligt slagtehus, og at Syriens øverste ledelse fører en rendyrket udryddelsespolitik.
Ifølge Amnesty har det internationale samfund igen og igen undladt at standse de yderst alvorlige og krænkelser af international lov i Syrien. Grusomhederne i fængslet er brud på de mest basale principper i Genevekonventionerne.
Det er derfor helt afgørende, at FN’s Sikkerhedsråd øjeblikkeligt griber til handling. Og da præsident Assads russiske allierede er fast medlem af Sikkerhedsrådet, skal Rusland straks fordømme henrettelserne og gøre, hvad der er i deres magt for at standse myrderierne.
Her og nu bør FN kræve adgang til samtlige fængsler i Syrien.
De sidste sider i rapporten ”HUMAN SLAUGHTERHOUSE” oplister en lang række konkrete anbefalinger til FN, det internationale samfund og de syriske myndigheder.