Europa-parlamentet vil have løsladte Guantánamo-fanger til EU Tortur Guantánamo

 
Udgivet
01.
Nyhed

Europa-parlamentet vil have løsladte Guantánamo-fanger til EU

Amnestys krav til europæiske lande om at modtage løsladte fanger fra USA's ulovlige fangelejr på Guantánamo bakkes nu op i ny resolution vedtaget af Europa-parlamentet.

Onsdag d. 4. februar 2009 udsendte Europa-parlamentet en resolution angående lukningen af Guantánamo. Med 542 stemmer for, 51 blanke og kun 55 imod udsender Europa-parlamentet et klart signal til sine 27 medlemslande om, at disse bør indstille sig på at modtage løsladte fanger fra fangelejren på Cuba, hvis den nyligt indsatte amerikanske præsident anmoder om det.

Af de omkring 240 mænd, der stadig sidder i Guantánamo og venter på enten at blive stillet for en dommer eller løsladt, er mange i princippet frigivne. 62 af disse frigivne fanger kan ikke sendes tilbage til deres oprindelseslande, da det frygtes, at de der vil blive udsat for tortur eller anden mishandling.

Ansvaret ligger hos alle demokratiske lande

Den tjekkiske europaminister og EU-formand Alexander Vondra understregede onsdag i Strasbourg, at Guantánamo primært er USA's ansvar, men at EU's medlemslande kan 'hjælpe til i praksis', hvilket inkluderer modtagelse af indsatte, der er løsladt, men ikke kan hjemsendes.

Europa-parlamentet fastslår, at USA bør give opholdstilladelse og oprejsning til de fanger, der ikke kan stilles for en dommer eller hjemsendes. Samtidig opfordres medlemslande af EU til at samarbejde med USA's nyligt indsatte administration om modtagelse af frigivne fanger og dermed være med til at finde en løsning på lukningen af fangelejren.

Begrundelsen i resolutionen er, at ansvaret for overholdelsen af international lov samt fundamentale rettigheder ligger hos alle demokratiske lande - herunder også hos EU og dets medlemslande.

Pres på den danske regering

Den danske statsminister afviste i december 2008 en opfordring fra Amnesty om at modtage tre navngivne fanger, der pt. sidder i Guantánamo, som er klar til at blive løsladt. Amnesty har også appelleret til udenrigsminister Per Stig Møller og henvist til, at den danske regering har et moralsk ansvar, og at Danmark i forlængelse af deltagelsen i krigen mod terror også bør være en aktiv del af løsningen. Amnesty venter stadig på positive tilbagemeldinger.

Resolutionen fra Europa-parlamentet er ikke juridisk forpligtende overfor medlemslandene, men med den store tilslutning sendes der et klart signal om, at EU bør bidrage til, at Guantánamo lukkes.