Flere overgreb på menneskerettighederne på grund af OL Kina OL

 
Udgivet
01.
Nyhed

Flere overgreb på menneskerettighederne på grund af OL

Kursen over for fredelige kinesiske menneskerettighedsaktivister er blevet hårdere her fire måneder før OL i Beijing. Kina lever ikke op til sine løfter om reformer, skriver Amnesty International i en ny rapport, der sætter fokus på de aktivister, der bliver forfulgt og tilbageholdt af myndighederne.

Amnesty opfordrer de kinesiske myndigheder til omgående at stoppe den hårde kurs mod kinesiske menneskerettighedsforkæmpere i Beijing og andre dele af Kina såvel som mod demonstranter i Tibet. Det sker i forbindelse med Amnestys rapport og anbefalinger, der offentliggøres dagen før afholdelsen af et møde mellem de nationale olympiske komitéer og de kinesiske myndigheder i Beijing den 3.- 12. april.  Rapporten er den næstsidste af Amnestys Countdown-rapporter frem mod OL, og indeholder et særligt tillæg om urolighederne i Tibet.

Tvivl om Kinas hensigt

"De kinesiske myndigheder slår hårdere ned på fredelige aktivister på grund af OL," siger Irene Khan der er generalsekretær i Amnesty International. "Den hårde kurs rejser tvivl om de kinesiske myndigheder overhovedet har til hensigt at leve op til deres løfter om at forbedre menneskerettighederne."

I og omkring Beijing har kinesiske myndigheder tilbageholdt adskillige fredelige menneskerettigheds-aktivister og truet andre til tavshed. Den hårde kurs er en del af myndighedernes "oprydning" i månederne op til de olympiske lege, der afholdes i Beijing i august 2008. Også i Tibet og de omkringliggende områder har politi og militær slået hårdt ned på demonstranter.

"Regeringerne skal bruge tiden frem til OL på benhård kritik af de kinesiske overgreb på menneske-rettighederne og bør omgående intensivere kritikken ," siger generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen, som opfordrer den danske statsminister til at gå forrest med en officiel, offentlig og konsekvent kritik af de udbredte menneskerettighedskrænkelser i Kina. "Vi kan ikke forestille os, at den danske statsminister vil undlade at forsvare ytringsfriheden, hvis han som bebudet rejser til Kina i forbindelse med OL."

Amnestys opfordringer til Kina

Amnesty opfordrer de kinesiske myndigheder til at:

  • løslade alle samvittighedsfanger;
  • ophøre med vilkårlige tilbageholdelser, intimidering og chikane af aktivister;
  • ophøre med administrativt fastsatte straffe;
  • tillade fuld og fri adgang til hele Kina for alle journalister;
  • reducere antallet af forbrydelser, der kan medføre dødsstraf, som et skridt på vejen til helt at afskaffe dødsstraffen.
  • straks at give FN og uafhængige observatører adgang til Tibet og omkringliggende områder;

Tortureret for fredelige protester

Amnestys rapport sætter fokus på de kinesiske myndigheders jagt på fredelige aktivister, der kritiserer myndighedernes overgreb, eller som sammenkæder menneskerettighedskrænkelser og Beijings OL-værtskab. I rapporten opridses flere eksempler på aktivister, der er blevet tilbageholdt udelukkende for på fredelig vis at have givet udtryk for deres holdninger:

  • Yang Chunlin blev den 25. marts 2008 idømt fem års fængsel for "undergravende virksomhed" efter at han havde stået i spidsen for en kampagne med parolen: "Vi vil ikke have OL, men menneskerettigheder". Han blev efter sigende torteret af politiet, men har ikke rejst disse anklager for en domstol.
  • Aktivisten Hu Jia fra Beijing blev den 18. marts 2008 stillet for retten for "undergravende virksomhed" i forbindelse med sit menneskerettighedsarbejde. Hu Jia har allerede tilbragt mange måneder i husarrest. Hans kone, Zeng Jinyan, sidder fortsat i husarrest sammen med parrets nyfødte barn.
  • Journalisten Shi Tao blev tilbageholdt den 24. november 2004 og officielt arresteret den 14. december samme år. I april 2005 blev han idømt 10 års fængsel for "ulovligt at viderebringe statshemmeligheder til udenlandske entiteter", fordi han havde videreformidlet information om et direktiv fra "Central Propaganda Department", som instruerede de kinesiske journalister i, hvorledes eventuelle uroligheder i forbindelse med 15-årsdagen for begivenhederne på Den Himmelske Freds plads skulle behandles.

De seneste måneders "oprydning" forud for OL har resulteret i tilbageholdelsen af et stort antal kritikere i Beijing, hvoraf mange er blevet sendt tilbage til deres hjemprovins. Mange idømmes "genopdragelse gennem arbejde" - en grov form for frihedsberøvelse, hvor den tilbageholdte hverken har adgang til advokat, retssag eller nogen form for juridisk behandling og ofte ikke får at vide, hvad han eller hun er anklaget for. "Opdragelsen" foregår i arbejdslejre, hvor de kan tilbageholdes i perioder på op til tre år med mulighed for et års forlængelse. Hundredtusindvis af mennesker menes at være tilbageholdt i arbejdslejre over hele Kina.

Online-politi overvåger og censurerer

Der foregår desuden en gennemgribende kontrol med kinesiske hjemmesider, og mange hjemmesider er de seneste måneder blevet lukket af myndighederne. Med 210 millioner brugere er Kina godt på vej til at blive det land i verden med flest borgere på nettet. Siden september 2007 har brugerne kunnet møde to animerede politibetjente, der dukker op på alle hjemmesider, der er registrerede på Beijings server. Det virtuelle politi advarer brugerne om at besøge "ulovlige" hjemmesider og minder på den måde den besøgende om, at han eller hun bliver nøje overvåget af myndighederne.