Historisk højesteretsdom for Guantánamo-fanger Fængsling USA Guantánamo

 
Udgivet
01.
Nyhed

Historisk højesteretsdom for Guantánamo-fanger

Den amerikanske højesteret afgjorde torsdag, at de omkring 280 fanger, der fortsat tilbageholdes på Guantánamo, har krav på at få deres sager behandlet ved en civil domstol i USA. Dermed bliver præsidentens stærkt kritiserede militærdomstole skrottet.

En skelsættende sejr for retsstaten og for den amerikanske forfatning. Det er konklusionen, efter at den amerikanske højesteret torsdag afgjorde, at de omkring 280 fanger, der har tilbragt over seks år i Guantánamo-lejren, har krav på at få prøvet deres sager ved civile domstole i USA.

"Det er et afgørende skridt på vejen til at genindføre helt fundamentale retsprincipper i amerikansk lov og respekten for forfatningen, som har været sat ud af kraft under præsident Bush", siger Amnesty International i en kommentar.

Tidligere for højesteret

Det er tredje gang, at den amerikanske højesteret underkender præsident Bushs argumenter om, at USA i krigen mod terror kan tilsidesætte grundlæggende retsregler og tilbageholde folk på ubestemt tid uden hverken sigtelse og uden at give fangerne adgang til en domstol.

Efter de to tidligere højesteretsdomme - som også gav fangerne ret til en domstolsprøvelse - indførte præsidenten nye bestemmelser, som skulle omgå højesterets afgørelser. Denne gang er det selve forfatningen, som USA's højesteret har forholdt sig til, og højesteret konkluderer, at forfatningen sikrer fangerne adgang til normale forbundsdomstole.

"Tiden er kommet, hvor den amerikanske regering må indstille sin ulovlige praksis i krigen mod terror og bringe sin politik i overensstemmelse med internationale standarder. Regeringen skal ophøre med at blande sig i fangernes forsøg på at opnå retfærdighed", siger Amnesty International.

Amnesty opfordrer USA til at lukke Guantánamo, skrotte militærdomstolene og enten løslade fangerne eller stille dem for en civil domstol.