Obama bryder sit løfte

 
Udgivet
01.
Nyhed

Obama bryder sit løfte

USA’s præsident, Barack Obama, sagde i går onsdag, at hans regering ikke holder sit løfte om at lukke fangebasen i Guantánamo på Cuba i januar. Amnesty International opfordrer USA til hurtigst muligt at træffe en afgørelse om fremtiden for fangerne, som er ulovligt tilbageholdt.

USA's præsident Obama sagde i går, at USA ikke lukker Guantánamo-fangebasen inden januar 2010, som han ellers havde lovet.

Politisk fodbold

"Over de seneste måneder har de amerikanske myndigheder gjort tilbageholdelserne på Guantánamo til en politisk fodbold og ladet frygtpolitik overtrumfe menneskerettighederne," siger lederen af Amnestys program for Nord- og Sydamerika, Susan Lee.

"Regeringen skal løse problemet nu, som den burde have gjort fra dag ét, ved enten at stille de tilbageholdte for en dommer eller omgående løslade dem," siger Suan Lee.

Ingen præcis dato

22. januar i år underskrev Obama et dekret om, at hans regering ville finde en løsning på sagen om de tilbageholdte fanger på Guantánamo "så hurtigt som muligt" og lukke fangebasen "senest ét år fra datoen for dette dekret".

I sine kommentarer i går ville præsident Obama ikke sætte en præcis dato på, hvornår lukningen kan gennemføres. Han havde dog forventninger om, at det vil ske på tidspunkt i løbet af næste år. Han tilføjede, at det "afhænger af, om Kongressen vil samarbejde".

Nægter at løslade fangerne

Håbet om, at Guantánamo kunne lukkes i år, er blevet mindre de seneste måneder. Det er sket i takt med, at medlemmer af Kongressen har forsøgt at blokere lukningen, og regeringen har været længe om retligt at anklage fangerne.

En række fanger kan ikke vende tilbage til deres hjemland af frygt for menneskeretskrænkelser mod dem. De diplomatiske bestræbelser på at finde løsninger for disse fanger er blevet undermineret af, at de amerikanske myndigheder nægter at løslade nogen af fangerne på amerikansk jord.