528 egyptere dømt til døden

En domstol i Egypten dømte den 24. marts 528 Morsi-tilhængere til døden efter en grotesk retssag. Det er den største samling af dødsdomme, vi har set i nyere tid – ikke kun i Egypten – men overalt i verden.

I alt var 545 Morsi-tilhængere og medlemmer af Det Muslimske Broderskab anklaget for at have deltaget i uroligheder i byen Minya efter Præsiden Morsis afsættelse sidste år. 528 af de sigtede blev samlet dømt for at have myrdet en politimand, for mordforsøg, for at brænde en politistation ned og for at tilhøre en ulovlig organisation.

Grotesk retssag

Den indledende høring varede under 30 minutter, og kun 68 af de sigtede var til stede i retslokalet. De vidste ikke, hvilke konkrete sigtelser, der var imod dem, og forsvarsadvokaterne fik ikke lov til at krydsforhøre vidnerne.

Dommeren afviste også forsvarets anmodning om yderligere tid til at gennemgå de tusindvis af sider med sagsdokumenter. Da forsvarsadvokaterne protesterede over dommeren, beordrede han bevæbnede vagter til at omringe dem.

To dage senere faldt den endelige dom. Her var hverken de sigtede eller deres advoktater til stede. Forsvarsadvokaterne var blevet forment adgang til retslokalet.

“Uden en uafhængig og upartisk proces, der kan levere sandhed og retfærdighed, vil alle stille spørgsmålstegn ved om Egyptens retssystem faktisk har noget med retfærdighed at gøre. Under alle omstændigheder er anvendelsen af dødsstraf også uretfærdig”, siger Hassiba Hadj Sahraoui, vicedirektør for Amnestys Mellemøst- og Nordafrikaprogram.

Heksejagt på Morsi-tilhængere

Mohamed Morsi blev afsat af militæret sidste år efter folkelige protester i Egypten. I den forbindelse blev hundredvis af mennesker dræbt og tusindvis anholdt. Siden da har de egyptiske myndigheder slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab, der efter militærkuppet blev stemplet som en terrororganisation.

“Egyptens domstole er hurtige til at straffe Mohamed Morsi-tilhængere, men de ignorerer de grove menneskerettighedskrænkelser begået af sikkerhedsstyrkerne. Mens tusindvis af Morsi-tilhængere sygner hen i fængsel, har der ikke været en tilstrækkelig efterforskning af de hundredvis af dræbte demonstranter.” fortsætter Hassiba Hadj Sahraoui. 

Dødsdomme omstødt

Efter massiv kritik og et makant internationalt pres, valgte straffedomstolen den 28. april at omstøde størstedelen af de afsagte domme. I alt fik 491 personer omstødt deres dødsstraf til livstid i fængsel. Retten henviste sagen til Egyptens stormufti, landets højeste religiøse myndighed, hvis udtalelse straffedomstole skal søge, inden de formelt afsiger dommene. Det er dog stadig uklart, hvordan stormuftien har rådgivet retten.