Årsrapport 2012: FN's Sikkerhedsråd har svigtet sit lederskab

 
Udgivet
01.
Nyhed

Årsrapport 2012: FN's Sikkerhedsråd har svigtet sit lederskab

Amnesty International anklager FN’s Sikkerhedsråd for at have overflødiggjort sig selv som fredens beskytter og opfordrer samtidig til at skabe en stærk FN-våbenhandelstraktat til sommer i New York.

Mens demonstranter i Mellemøsten og Nordafrika har udvist et ufatteligt mod under det seneste års opstand mod undertrykkende regimer, har FN’s Sikkerhedsråd svigtet sit lederskab og fremstår som et træt og overflødigt fortidslevn, som ikke lever op til sit ansvar. Det fastslår Amnesty International ved offentliggørelsen af sin årlige rapport om den globale tilstand for menneskerettighederne.

Hvor FN’s Sikkerhedsråd reagerede resolut for at beskytte civile i det olierige Libyen, var handlingslammelsen total, da demonstranter i Syrien, Bahrain og Yemen blev brutalt nedkæmpet af sikkerhedsstyrker og militær. FN’s Sikkerhedsråd ikke formået at gribe ind overfor forbrydelser mod menneskeheden i Syrien eller stille de ansvarlige til regnskab ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) på samme måde, som det var tilfældet med Sri Lanka i 2009. 

”FN’s Sikkerhedsråd har overflødiggjort sig selv som fredens beskytter. Selv om der er klare og overvældende beviser for at overføre situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol, så er visse medlemmer af Sikkerhedsrådet fast besluttet på at holde hånden over Syrien – et af Ruslands største våbenmarkeder. Dermed vil retfærdigheden aldrig ske fyldest. Det er forræderi mod det syriske folk”, siger Salil Shetty, der er generalsekretær i Amnesty International. 

Læs hele Amnesty Internationals årsrapport 2012

Håbet om forandring i Nordafrika og Mellemøsten svinder

Den entusiastiske opbakning fra mange af verdens ledere til de folkelige protester i Mellemøsten har ikke udmøntet sig i konkret handling. Mens egypterne er på vej til valglokalerne for at vælge en ny præsident, så er der stadig mere, der indikerer, at det håb om forandring, som demonstranterne skabte på Tahrir-pladsen, bliver slukket af magthaverne. 

”Gennem det seneste år er det blevet stadig tydeligere, at menneskerettighederne bliver overtrumfet af finansielle interesser og politiske alliancer, når stormagterne kæmper om at opnå indflydelse i Mellemøsten og Nordafrika. Politiske ledere taler om menneskerettigheder, når det er belejligt, men de lægger dem alt for ofte på hylden, hvis de er ubekvemme eller står i vejen for økonomiske interesser”, siger Salil Shetty.

Våbenhandelstraktat i FN

Sommerens topmøde i FN om en international våbenhandelstraktat bliver en lakmusprøve på politikernes vilje til at sætte menneskerettigheder over særinteresser og profit. Traktaten skal styrke kontrollen med våbenhandel og forhindre salg af våben til lande, hvis der er risiko for, at de bliver brugt til grove menneskerettighedskrænkelser. De fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet kan nedlægge veto i forhandlingerne, selv om de alle er blandt verdens største våbenproducenter.

”Hvis forsøget på at skabe en stærk og bindende våbenhandelstraktat fejler, vil Sikkerhedsrådets rolle som global vogter af fred og sikkerhed være dømt til fiasko”, siger Salil Shetty. 

Danmark i årsrapporten

Amnesty International Report 2012 omhandler 155 lande og dokumenterer blandt andet begrænsninger af ytringsfriheden i 91 lande og sager om tortur og mishandling i 101 lande – i mange tilfælde som straf for at tage del i demonstrationer.

Danmark er også nævnt i årsrapporten på en række punkter: Den begrænsede undersøgelse af CIA-fly på dansk grund, den mulige udlevering af mindst 500 fanger i Irak på trods af risikoen for tortur, landsretsdommen om Niels Holck, sagen om de statsløse palæstinensere, fængslingen af sårbare asylansøgere i Ellebæk-fængslet samt den utilstrækkelige beskyttelse af voldtægtsofre. 

”Den CIA-undersøgelse, som regeringen har bedt DIIS om at lave, omhandler kun Grønland og er derfor utilstrækkelig. Amnesty kræver fortsat en uafhængig og tilbundsgående undersøgelse i tråd med EU-parlamentets og Europarådets anbefalinger. Samtidig fortsætter myndighederne med at fængsle sårbare asylansøgere i Ellebæk på ubestemt tid, og nødstedte familier sendes tilbage til lande, hvor de risikerer forfølgelse”, siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.

Danmark møder dog også ros. På positivsiden har den nye regering handlet hurtigt ved at afskaffe starthjælpen og senest pointsystemet for udlændinge.

”Dermed har Danmark fjernet en række diskriminerende love, som har skabt fattigdom og udstødelse blandt udsatte grupper”, siger Lars Normann Jørgensen.