”Black jails” afløser genopdragelseslejre i Kina

 
Udgivet
01.
Nyhed

”Black jails” afløser genopdragelseslejre i Kina

Afskaffelsen af Kinas genopdragelseslejre er umiddelbart en positiv udvikling for landet. Beslutningen kan skåne hundredetusinder af mennesker for årelang mishandling, men det vil ikke ske, hvis myndighederne blot bruger alternative midler til at internering, tvangsarbejde og tortur, mener Amnesty.

Den 15. november 2013 tog Kinas kommunistparti (CCP) initiativ til at afskaffe landets gamle genopdragelseslejre. Men regeringen har ikke meldt ud, hvordan det vil blive gjort, eller hvad der vil erstatte dem. Hvis der ikke bliver lavet omfattende ændringer, vil afskaffelsen af ét system blot lede til udvidelsen af et andet, mener Amnesty International. 

Andre metoder til internering

Mens genopdragelseslejrene i årtier har været Kinas største officielle system til internering, har de kinesiske myndigheder også brugt, og i de seneste år udvidet, alternative metoder. Uofficielle ”black jails” er gemt bag facaderne på hoteller, regeringskontorer og efterladte bygninger. 

Også psykiatriske hospitaler, plejehjem og rehabiliteringssteder bliver brugt til internering af landets borgere. Regeringen udnytter på den måde lovlige institutioner til at straffe politiske og religiøse afvigere, på trods af at de ikke viser symptomer på psykisk sygdom. Ifølge en undersøgelse foretaget af organisationen Kinesiske Menneskerettighedsforkæmperes Netværk i oktober 2007 har nogle indsatte været anbragt på psykiatriske hospitaler i uger og måneder. Flere er blevet fysisk mishandlet og har fået indsprøjtninger med ukendt medicin, som har haft længerevarende effekt på deres fysiske og psykiske helbred. 

Tvangsindlagt for at forsvare landsbyboeres rettigheder

Fan Miaozhen, en 71-årig kvinde, der hjalp folk fra sin landsby med at forsvare deres landrettigheder, blev tvunget til indlæggelse på en psykiatrisk institution den 17. oktober 2013 og tilbageholdt dér i tre dage, uden at lægen havde lavet en vurdering af hendes mentale helbred. Det var tredje gang de lokale myndigheder havde forsøgt at indlægge hende. Første gang, i december 2010, var hun indlagt i 56 dage og blev udsat for tortur. Blandt andet gav personalet hende elektrisk stød, fordi hun nægtede at tage sin ”medicin”.

Fan Miaozhens sag er typisk. Undersøgelser foretaget af Kinesiske Menneskerettighedsforkæmperes Netværk viser, at mellem januar 2012 og juni 2013 er brugen af genopdragelseslejre faldet, mens brugen af ”black jails” og andre former for internering er steget markant. Ud af 740 sager er der kun 31, der handler om internering i genopdragelseslejre, mens resten udgør interneringer i ”black jails”, andre former for internering og forsvindinger.

Amnesty opfordrer Kinas regering til at afskaffe alle former for vilkårlig internering, og til at stoppe brugen af psykiatriske institutioner og rehabiliteringscentre til at straffe systemkritikere. 

Baggrund

Kinas genopdragelseslejre blev indført i midten af 1950’erne til at straffe politiske modstandere af regeringen, herunder ”anti-revolutionære” og ”højreorienterede”. I næsten 60 år har systemet givet myndighederne lov til at fængsle folk i op til fire år i træk, uden at deres sager bliver prøvet i retten, eller at de får mulighed for appel. 

De internerede er ofte blevet straffet for blot at udøve deres ytringsfrihed, religionsfrihed eller andre politiske rettigheder. I årenes løb har hundredetusinder lidt i lejrene, og titusinder af dem har oplevet tortur eller anden mishandling. I begyndelsen husede lejrene hovedsageligt “anti-revolutionære”, “højreorienterede” og “anti-socialister”, men i de senere år er fokus skiftet til nye trusler mod samfundet: Menneskerettighedsforkæmpere, miljøaktivister, internet-bloggere. Sexarbejdere, stofmisbrugere og småkriminelle er også blevet interneret i genopdragelseslejrene.

Kinesiske jurister, advokater og menneskerettighedsforkæmpere har i årevis opfordret til en afskaffelse af systemet.