Mand dømt til lammelse i Saudi Arabien Saudi Arabien

 
Udgivet
01.
Nyhed

Mand dømt til lammelse i Saudi Arabien

En ung mand skal gøres lam som straf for en forbrydelse, han angiveligt begik som 14-årig.

En domstol i Saudi Arabien har dømt en mand til lammelse som straf for en forbrydelse, han angiveligt begik for ti år siden. Dommen er skandaløs og bør under ingen omstændigheder føres ud i livet, mener Amnesty.
 

Dom: Betal eller bliv lam

Den dømte er en 24-årig mand ved navn Ali al-Khawahir. Han har ifølge dommen stukket sin ven i ryggen med en kniv tilbage i 2003, hvilket gjorde vennen lam i benene. Hvis ikke den 24-årige nu betaler 270.000 amerikanske dollars i kompensation til offeret, skal han selv gøres lam.
 
“Det er tortur at lamme nogen som straf. Det er chokerende, hvis denne straf bliver ført ud i livet, selv i Saudi Arabien, hvor strafmetoder som stokkeslag ofte finder sted”, siger Ann Harrison, chef for Amnestys Mellemøst- og Afrikakontor. 
 

Udstikning af øje og amputationer

Straffe i form af legemsbeskadigelse er ikke usædvanligt i Saudi Arabien. Stokkeslag, amputationer af hænder, udstikning af øjne og tandudtrækninger er blot en del af strafformerne – ligesom dødsstraf også forekommer jævnligt.