Spørgsmål og svar om børns rettigheder Børn Retfærdighed

 
Udgivet
01.
Nyhed

Spørgsmål og svar om børns rettigheder

Har børn andre rettigheder end voksne? Og hvem har ansvaret for at overholde børns rettigheder? Få svar på dine spørgsmål om børns rettigheder og børnearbejde her.

Har børn andre rettigheder end voksne?

Børn har samme grundlæggende rettigheder som voksne, men samtidig er børn også en særlig udsat samfundsgruppe: Børn har ofte ikke den samme indflydelse som voksne, og vil i mindre grad kunne påvirke deres eget liv. Derfor har børn også ret til særlig beskyttelse. I lighed med voksne har barnet også ret til blandt andet ytrings-, menings, og religionsfrihed, ret til at leve samt til ikke at blive diskrimineret. Men barnet har også særlige rettigheder, såsom at blive beskyttet mod hårdt og farligt arbejde eller at blive beskyttet mod narkotiske stoffer. 

Staten er også forpligtiget til at tage sig af forældreløse børn og yderligere må børn ikke inddrages i væbnede konflikter. Dette er nogle af de rettigheder som fremgår af Konventionen om Barnets rettigheder.

Hvordan sikrer man børns rettigheder?

Først og fremmest ved at ratificere og overholde FN’s konvention om barnets rettigheder. Konventionen blev vedtaget den i 1989 af FN’s medlemslande, og består af 54 artikler (som svarer til paragraffer i dansk lov). Børnekonventionen kan deles op i fire grupper:

  • Børns grundlæggende rettigheder (mad, bolig, sundhed)
     
  • Børns ret til udvikling (skolegang, leg, fritid og information)
     
  • Børns ret til beskyttelse (mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse) 
     
  • Børns ret til medbestemmelse (ytringsfrihed, indflydelse, medbestemmelse, selvbestemmelse).

Børnekonventionen er et sæt retningslinjer, som de enkelte lande har pligt til at overholde. Den er juridisk bindende, når de enkelte lande har ratificeret den. Hvis landene herefter ikke overholder børnekonventionen, kan de fordømmes og kritiseres af andre lande og organisationer. Desværre er der alligevel mange lande, der ikke overholder konventionen, på trods af, at de har ratificeret den. Børnekonventionen er vedtaget af næsten alle verdens lande og faktisk er det kun USA der ikke har ratificeret  den.

Hvem har ansvaret for at sikre børns rettigheder og overholde Børnekonventionen?

Selv om det først og fremmest er blandt andet forældrene der skal sikre at barnet har det godt, er konventionen ikke bindende for forældrene. En konvention handler nemlig ikke om enkelte individder, men derimod regeringer. Det er landenes regeringer der har ansvaret for at Børnekonventionen overholdes. Hvis forældrene ikke evner at sikre barnet dets rettigheder, er det altså myndighederne, der skal gribe ind.

Hvilke lande bryder børns rettigheder og på hvilken måde?

Rigtig mange af verdens lande bryder børns rettigheder og man kan dagligt læse om børns manglende ret til mad, skolegang og udvikling – blandt andet historier om brug af børnesoldater og børnearbejdere. Ofte bunder krænkelserne i fattigdom; det kan for eksempel være at lande er så fattige at de ikke kan brødføde deres børn, og børnene er derfor tvunget til at arbejde i stedet for at gå i skole. Men også i rigere lande som Danmark bliver børns rettigheder krænket. Amnesty har blandt andet kritiseret Danmark for varetægtsfængsling af mindreårige og for asylsager, hvor flygtningebørn risikerer hjemsendelse efter flere års ophold i Danmark, på trods af at de har tilbragt det meste af deres liv i Danmark. Undersøgelser viser at børnene lider meget under de anspændte forhold på asylcentrene, og at nogen udvikler psykiske problemer.

Hvordan arbejder Amnesty for at sikre børns rettigheder?

Amnesty arbejder for at sikre børns rettigheder på forskellige måder. Blandt andet arbejder vi med dokumentationsarbejde, hvilket indebærer, at vi har researchere, der rejser rundt omkring i verden og afdækker krænkelser af børns rettigheder. Derudover deltager vi i oplysningsarbejde omkring, hvad børns rettigheder er, og hvordan de kan sikres bedre, der hvor vi dokumenterer, at de krænkes. 

Endvidere udfører vi også i nogle tilfælde aktionsarbejde. Vi afvikler kampagner og underskriftindsamlinger, hvor den almindelige befolknings stemme er med i kampen for alle børns rettigheder. 

’Amnestygruppen om børn’, har vi specielt fokus på børn og arbejder internationalt med børns menneskerettigheder. Samtidig forsøger vi at sikre børns rettigheder ved at undervise børn i deres rettigheder. I Danmark har vi også kæmpet for at få en børneombudsmand, som børn kan klage til hvis de eksempelvis blive slået eller ikke trives i skolen på grund af blandt andet dårligt miljø eller mobning. Vi mener, at børn på lige linje med voksne, skal have mulighed for at klage. Som følge af blandt andet pres fra Amnesty er der nu kommet et særligt børnekontor hos Ombudsmanden.


02.
Relateret indhold
@amnestydk

RT @UNICEF: "#Aleppo is slowly dying, the world is watching, the water is being cut off-it's just the latest act of inhumanity." https://t.…

@amnestypress

RT @bequelin: Death of protester hit by water cannon a few months ago highlights South Korea's President Park hardline against anti-gvt pro…