Tortur går ustraffet hen i filippinske fængsler

Lovgivningen er på plads, men alligevel er tortur fortsat udbredt i Filippinerne. Amnesty kritiserer i en ny rapport regeringen for tomme løfter.

Selvom Filippinerne har forpligtet sig internationalt til at bekæmpe tortur, er tortur fortsat hverdag i landets detentioner og fængsler. Og tæsk, elektrochok, waterboarding og voldtægt begået af politiet går ustraffet hen.

Amnestys rapport bygger på dybdegående interviews med 55 torturoverlevere. Og det er barsk læsning.  21 af de interviewede var børn, da de blev udsat for tortur. Otte af dem fortæller Amnesty, hvordan politibetjente satte en pistol mod deres tinding og “legede” russisk roulette.

Læs rapporten

Fem dages tæsk

45-årige Rowelito Almeda blev tilbageholdt på en hemmelig politistation i byen Laguna. Her blev han i fem dage tæsket og gentagne gange udsat for elektrochok. Det var samme politistation, hvor det tidligere i år kom frem, at politibetjente havde brugt et ’tortur-lykkehjul’ for at bestemme hvilken torturmetode, de skulle udsætte de tilbageholdte for.

Filippinernes menneskerettighedskommission reddede Rowelito fra hans torturmareridt , men da politiet fik nys om, at han fortalte om mishandlingen, forsøgte de at bestikke hans fætter til at slå ham ihjel.

Trak anmeldelse tilbage

Langt de færreste torturofre tør klage over mishandlingen. Ud af de 457 klager, som Filippinernes Menneskerettighedskommission trods alt har modtaget siden 2001, er ingen ansvarlige blevet dømt.

Fem af de personer, som Amnesty interviewer i rapporten, valgte at klage over mishandlingen. De trak dog senere deres anmeldelser tilbage på grund af trusler og chikane.

Tomme løfter

For fem år siden vedtog den filippinske regering en anti-torturlov, der indgød håb om et opgør med landets torturpraksis. Men endnu er ingen betjent blevet dømt, og Amnesty tvivler på lovens effekt.

”Filippinerne gør sig selv en bjørnetjeneste. Landet har en eksemplarisk historie når det kommer til at underskrive menneskerettighedskonventioner, men uden en konsekvent retsforfølgelse af torturbødlerne fremstår disse menneskerettighedsforpligtelser som tomme løfter”, siger Salil Shetty, der er generalsekretær i Amnesty International.