Voldsom anti-abortlov droppet i Spanien

 
Udgivet
01.
Nyhed

Voldsom anti-abortlov droppet i Spanien

Den konservative spanske regering har opgivet at vedtage en ny anti-abort lov, der ville true kvinder og pigers sundhed, liv og værdighed. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Amnesty International.

Strenge krav

Den omdiskuterede lov indeholdt en række risikofyldte elementer, som direkte ville svække kvinder og pigers adgang til en sikker abort. Et af disse elementer var et krav om, at der skulle indhentes to certifikater fra to forskellige doktorer for at bekræfte eventuelle risici for mor og foster i forbindelse med en abort. Et andet krav var, at man skulle modtage rådgivning og vejledning og efterfølgende bruge 7 dage til refleksion.

”Det er ikke regeringens rolle at kontrollere beslutninger, som kvinder og piger tager, når det omhandler deres liv og helbred. Den bør i stedet følge de anbefalinger som internationale menneskerettighedsorganisationer foreslår, ” siger Esteban Beltrán, leder for Amnesty International i Spanien.

Ifølge loven skal en kvinde eller pige, som bliver gravid i forbindelse med en voldtægt, foretage en tvungen politianmeldelse for at opnå tilladelse til at få foretaget en abort. Dette vil særligt blive et problem for incestofre og migrant-kvinder og piger, som afviger fra normale omstændigheder og kan risikere at blive udvist af landet ved at indgive en anmeldelse. 

Protester bremser loven

I Spanien og internationalt har loven mødt massiv modstand fra sundhedseksperter, menneskerettighedsgrupper og helt almindelige mennesker. Der har været store demonstrationer i hele landet imod loven.

Amnesty har desuden overbragt et brev til regeringen i Spanien med et krav om at trække loven tilbage underskrevet af 176 menneskerettighedsorganisationer og 130.000 mennesker. 

Brug for yderligere handling

Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, at loven er blevet droppet, men kvinders og pigers sundhed og selvbestemmelse er stadig truet. Regeringen foreslår eksempelvis stadig, at piger mellem 16 og 18 år skal have en tilladelse fra deres forældre for at få foretaget en abort.

FN’s komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anbefaler, at Spanien fjerner yderligere barrierer, når det gælder abort, særligt dem der omhandler unge og migranter.

”Fordi lovforslaget et droppet betyder det ikke, at man skal søge efter nye måder at opsætte barrierer for kvinder og piger, når det drejer sig om at sikre adgangen til aborter. Det bør betyde, at der søges efter måder at afskaffe dem på,” siger Esteban Beltrán.