Ali Aarrass Torturoverlever Tortur Fængsling Marokko

01.
Update

Akut brug for lægebehandling

Ali Aarrass har sultestrejket siden 25. august. Hans helbred er truet, og han har brug for akut lægebehandling.

Ali Aarrass opretholder sin sultestrejke i protest mod sin fortsatte fængsling og mod et overgreb, begået mod ham i fængslet den 29. september. Han har sultestrejket siden 25. august. Den over to måneder lange sultestrejke har påvirket hans helbred alvorligt, og han har akut brug for lægehjælp. Hans familie har fortalt Amnesty, at han har smerter i hovedet, leveren og nyrerne, og 13. oktober blev har ført til fængselshospitalet på en båre, da han ikke selv kunne gå. Det lægefaglige personale anbefaler, at han bliver overført til et hospital, men Ali er fortsat i sin celle i Sale II fængslet i Marokkos hovedstad, Rabat. 

Den 29. september blev Ali overfaldet og sparket af flere mænd, da de kom for at gennemsøge hans celle. Han var allerede på dette tidspunkt stærkt afkræftet af sultestrejken   Hans familie mener, at overgrebet mod ham 29. september er en hævnakt for at indberette den tortur han blev udsat for, efter at han var blevet udleveret til Marokko i 2010. 

Ali Aarrass har været tilbageholdt i Marokko siden 14. December 2010, hvor har blev udleveret fra Spanien til Marokko. Ali Aarrass har fortalt, at han efter udleveringen blev holdt i isolation og tortureret i et hemmeligt detentionsfængsel i 12 dage. Han afsoner nu 12 års fængsel på baggrund af 'tilståelser' fremkommet under tortur. FN's arbejdsgruppe mod vilkårlige fængslinger (WGAD) opfordrede i 2013 de marokkanske myndigheder til at løslade Ali Aarrass.

FN's menneskerettighedskomité erklærede i juli 2014, at Spanien havde overtrådt konvention om politisk og civile rettigheder ved at udlevere Ali Aarrass til Marokko på trods af advarsler fra FN og Amnesty International.


02.
Marokko

Groft tortureret af marokkansk politi - brød sammen efter 12 dage

28. maj 2014

I december 2010 blev belgisk-marokkanske Ali Aarrasss udleveret fra Spanien til Marokko, selvom FN’s Menneskerettighedskomité og Amnesty advarede om, at han der risikerede at blive udsat for tortur. 

Advarslerne viste sig at holde stik. I 12 dage blev Ali tilbageholdt i et hemmeligt fængsel, hvor han blev tæsket på fodsålerne, fik elektriske stød på sine testikler, blev brændt med cigaretter og hængt op i sine arme. Tortur, som har givet ham åbenlyse ar på krop og psyke. 

Ali blev dømt for våbenbesiddelse og for at deltage i en gruppe, der planlagde terror. Hans dom bygger udelukkende på de indrømmelser, han kom med, efter at være blevet tortureret. Ali afsoner nu en dom på 12 år.

Den grove behandling af Ali Aarrass er desværre ikke stoppet i fængslet. Han fortæller, at personalet tvinger ham til at være nøgen i cellen, og vækker ham gentagne gange om natten ved at smække med celledøren og tænde lyset. 

Vi ønsker, at de marokkanske myndigheder efterforsker disse anklager om tortur, og at Ali Aarrass får en retfærdig retssag som ikke baseres på de tilståelser, han afgav under tortur.