Ali Mohammed Baqir al-Nimr Dødsstraf Saudi Arabien Ytringsfrihed Tortur

01.
Update

Red min søns liv

26. oktober 2015

Alis far Mohammed al-Nimr har skrevet et blog-indlæg, hvor han beskriver sit savn af sønnen og beder for, at Alis dødsdom bliver omstødt.

Han skriver bl.a.:

"Hans seng er ikke blevet redt siden den 15. februar 2012, hvor han blev arresteret. Den dag blev han kørt over af en armeret politipatruljebil. Betjentene bragte ham til hospitalet før de førte ham en ungdomsinstitution. Senere blev han fængslet i al-Mabahith fængslet i al-Dammam."

Læs hele blog-indlægget på amnesty.org

Indlægget er blevet bragt på amerikanske tidsskrift Newsweeks hjemmeside.


02.
Update

Vi frygter henrettelse inden for kort tid

16. oktober 2015

Ali al-Nimr er blevet flyttet til en isolationscelle i al-Ha’ir fængslet i Riyadh den 5. oktober, og han har ikke kontakt til nogen uden for fængslet.

Alle hans appelmuligheder er opbrugt, og isolationsfængslingen øger frygten for, at han bliver henrettet inden for kort tid.

To andre, Dawood al-Marhoon og Abdullah al-Zaher, der også var under 18 år, da de blev anholdt og senere idømt dødsstraf, er ligeledes blevet flyttet til isolationsceller. Dødsdommene mod de tre blev stadfæstet tidligere i år, uden at nogen af dem blev informeret om det.

 


03.
Saudi-Arabien

Henrettes til skræk og advarsel

4. oktober 2015

Ali Mohammed Baqir al-Nimr var kun 17 år, da han blev fængslet og dømt til døden. Han kan blive halshugget når som helst for at sætte et eksempel. Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud mangler blot at give sin endelige godkendelse.

Henrettelsen af Ali Mohammed Baqir al-Nimr kan ske når som helst. Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud mangler blot at give sin endelige godkendelse.

I danske og internationale medier har der har været forlydender om, at henrettelsen skal foregå ved halshugning, hvorefter liget skal korsfæstes til stræk og advarsel. Amnestys researchere har dog ikke kunnet få disse forlydender endeligt bekræftet. 

Ali Mohammed blev idømt dødsstraf d 27. maj 2014 for anklager om at have demonstreret mod myndighederne, at have angrebet sikkerhedsstyrker og at for have et maskingevær. Under varetægtsfængslingen blev Ali Mohammed angiveligt tortureret til at tilstå. 

Ali Mohammed var 17 år, da forbrydelserne skulle have fundet sted, og ifølge FN's Børnekonvention er det ikke tilladt at henrette mindreårige.

Undertrykkelse og forfølgelse

Man kan desuden frygte, at myndighederne er gået efter Ali Mohammed, fordi han er nevø til en prominent shiamuslimsk gejstlig, Sheikh Nimr Baqir al-Nimr, som selv er blevet idømt dødsstraf i 2014 efter en dybt uretfærdig retssag. Der bliver slået hårdt ned på kritikere af styret, og diskrimination og undertrykkelse af shiamuslimer er et stigende problem i Saudi-Arabien

De saudiske myndigheder må omstøde dommen og give Ali Mohammed en fair retssag.

Læs mere om krænkelserne af menneskerettighederne i Saudi-Arabien