14 års fængsel for abort i Irland

01.
Sagen kort

14 års fængsel for abort i Irland

29. september

Irland har en af verdens strengeste abortlove. Piger og kvinder risikerer op til 14 års fængsel, hvis de får foretaget en abort - også efter voldtægt og incest.

Savita Halappanavar blev offer for Irlands absurde lovgivning. Da Savita var gravid i 17. uge, gik vandet, og hun begyndte at abortere. Selvom fosteret ikke ville overleve, nægtede lægerne at afbryde graviditeten, fordi fosterets hjerte stadig slog. Først fire dage senere stoppede fosterets hjerte, men da var det for sent for Savita – hun havde fået blodforgiftning og døde.

4.000 gravide irske kvinder og piger rejser hvert år til udlandet for at få foretaget en abort. Blandt dem er kvinder, som er blevet gravide efter voldtægt eller incest – eller hvis foster ikke vil overleve.

Andre kvinder, som ikke kan rejse ud, risikerer straffe på op mod 14 års fængsel, hvis de får foretaget en illegal abort i Irland.

Den irske abortlovgivning er en af de hårdeste i verden.  Irske kvinder har kun ret til en abort, hvis graviditeten er til fare for deres liv. Sundhedspersonalet, der hjælper kvinden, kan også straffes, og det betyder, at de først tør udføre en abort, når kvindens tilstand er yderst kritisk. Det kan koste liv.

Pigerne og kvinderne er ikke kriminelle. De har ret til en sikker abort. Det er også holdningen hos 81% af den irske befolkning.