01.
Update

Fantastiske nyheder fra Nigeria! Moses Akatugba benådet

29. maj 2015

I 2013 blev Moses Akatugba idømt dødsstraf for at stjæle tre mobiltelefoner. I går, den 28. maj, blev han benådet!

Den afgående guvernør i delstaten Delta, Emmanuel Uduaghan, siger, at han benådede Moses, fordi sagen har fået så stor international opmærksomhed, og fordi Amnesty International greb ind i sagen.

Moses har siddet fængslet siden 2005. Han var kun 16 år, da han blev arresteret af militæret. Soldaterne bankede ham, flåede hans negle ud, skød ham i hånden og hængte ham med hovedet nedad. Til sidst fik de ham til at underskrive en falsk tilståelse. I 2013 blev han idømt dødsstraf.

Tusindvis af mennesker skrev breve for at få Moses løsladt.

Omkring 450.000 skrev under for Moses på verdensplan. 27.594 af underskrifterne kom fra Danmark.

Tusind tak til alle der skrev under på Moses' sag. I var med til at redde hans liv!

Vi har modtaget et takkebrev fra Moses:

"I am overwhelmed!

I thank Amnesty International and their activist for the great support that made me a conqueror in this situation. Amnesty International members and activist are my Heroes.

I want to assure them, that this great effort they have show to me will not be in vain, by the special grace of God I will live up to their expectation.

I Promise to be a Human Right Activist, to fight for others.

I am thanking the Governor for his kind gesture and for keeping to his words." - Moses Akatugba


02.
Moses sag

Moses sag

Tortureret og dødsdømt for at stjæle tre mobiltelefoner

Moses' liv lå foran ham. Han var 16 år og ventede på sine eksamensresultater, da hans liv ændrede sig for altid. 

Moses var på vej for at besøge sin tante, da Nigerias hær arresterede ham og anklagede ham for at have stjålet tre telefoner i et væbnet røveri. Moses fortalte senere, at soldaterne havde skudt ham i den ene hånd, tæsket ham i baghovedet og ryggen og ført ham hen til en lokal militærbarak for at afhøre ham. Her blev han bedt om at identificere et lig, og da han ikke kunne det, bankede de ham igen.

Han blev ført videre til en politistation, hvor han igen blev tæsket denne gang med macheter og stave. De bandt ham op i loftet og lod ham i timevis hænge med hovedet nedad fra en ventilator. De rev hans tå- og fingernegle ud.

"Torturens smerte er ubærlig. Jeg troede aldrig, jeg ville være levende i dag. Smerten, som officerne påførte mig, var ufattelig." (Moses Akatugba)

I 2013 blev Moses dømt til døden - udelukkende på tvivlsomme vidnesudsagn og de tilståelser, militæret bankede ud af ham. Selv nægter han, at han har stjålet telefonerne. Han var bare på vej til sin tante.

Skriv under på, at Moses' dødsstraf skal omstødes, og at hans torturbødler skal stilles til regnskab. 

Læs mere om kampagnen Stop Tortur.