”Tak, fordi I vil hjælpe mig”

Efterladt dansk dreng i syrisk fangelejr er glad for, at danskerne støtter op om, at han skal hjem til Danmark sammen med sin mor.

”Når man er alvorligt syg og har været indespærret i en barsk fangelejr i flere år, betyder det rigtig meget, at der er andre, der tænker på én.”

Det fortæller journalist Natascha Rée Mikkelsen, som netop er kommet hjem efter endnu et besøg i den syriske fangelejr al-Roj, hvor hun sammen med advokat Knud Foldschack har besøgt den nu syvårige dreng, som regeringen vil efterlade i lejren sammen med hans mor.

De to stiftere af foreningen Repatriate the Children Denmark tog et billede af Amnestys overlevering af underskrifter til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) med til Syrien for at vise den syge dreng, at der er danskere, der tænker på ham og bakker op om, at han skal med hjem til Danmark sammen med sin mor.

”Han blev rigtig glad for at se, at så mange mennesker kæmper for, at han skal have det godt”, fortæller Natascha Rée Mikkelsen.

I alt 21.646 danskere har bakket op om Amnestys krav.

Han har brug for hjælp

Der er over 40 grader varmt i fangelejren lige nu, og bombeangrebene i nærområdet er intensiveret.

På vej til lejren kørte Natascha Rée Mikkelsen og Knud Foldschack forbi resterne af en brændende bil, som få minutter før var blevet ramt af en drone.

”I over fire år har den syvårige drengs liv været præget af optøjer, teltbrande, sygdom og lyden af bomber. Han har overlevet et bombeangreb, set sin fætter blive dræbt og er konstant syg. Han har brug for hjælp. Ikke at blive efterladt i en fangelejr”, siger Knud Foldschack, som er advokat for drengen.  

Den danske Sundhedsstyrelse vurderede for nyligt, at en evakuering af det sidste danske barn er presserende. Ifølge Sundhedsstyrelsen er drengens helbredstilstand så dårlig, at han kan få varige mén, hvis han fortsat skal opholde sig i lejren. Og der er stor risiko for, at hans tilstand forværres yderligere.

”Han er meget traumatiseret af sine oplevelser og voldsomt svækket på grund af langvarig fejlernæring og gentagende infektioner. Han er næsten døv, falder tit og slår sig og har alvorlige vejrtrækningsproblemer”, fortæller Natascha Rée Mikkelsen.

Et barn må aldrig blive straffet for sine forældres handlinger

Udlændinge- og integrationsministeriet Kaare Dybvad Bek (S) siger til DR, at beslutningen om ikke at evakuere den sidste mor og hendes søn beror på en samlet vurdering. Han siger, at den sidste tilbageværende mor ikke har nogen reel tilknytning til Danmark.

Ministeren fortæller, at regeringens tilbud om at evakuere barnet alene uden sin mor, stadig gælder.

Men det er slet ikke godt nok, mener Amnesty International Danmark:

”Ifølge FN’s børnekonvention skal Danmark tage hensyn til barnets tarv og gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre barnets tryghed og menneskerettigheder. Det gælder også for det sidste barn i lejren. Et barn må aldrig blive straffet for sine forældres handlinger”, siger Vibe Klarup generalsekretær i Amnesty International Danmark.
 

Amnesty mener, at drengens mor skal med til Danmark, fordi det er i barnets tarv og drengens ret til familieliv. Eksperter vurderer nemlig, at drengen har brug for at have kontakt til sin mor, hvis han skal få det bedre. Det danske retssystem må så vurdere, hvordan moderen skal retsforfølges, når hun ankommer til Danmark.

“Det er hjerteløst, at den lille syge dreng bliver ofret i en politisk aftale i regeringen. Det er ikke til at bære”, tilføjer Vibe Klarup.

Frygter for drengens liv

I årevis har der siddet danske børn og deres mødre i fangelejre for formodet IS-sympatisører under barske forhold. I sommeren 2021 valgte regeringen at hjemtage hovedparten af børnene med deres mødre, hvilket Amnesty hilste velkommen. Regeringen har for nylig besluttet at hente to mødre og deres tilsammen fire børn hjem. Men den syvårige syge dreng og hans mor må ikke komme med hjem. 

”Det er svært at fortælle en syvårig syg dreng, at regeringen vil hente de andre danske børn, som han har leget med hjem, men at de ikke vil tage ham med. Det føltes helt forkert at sige farvel til ham i fangelejren. Han burde ligesom de andre børn være på vej hjem med sin mor”, siger Natascha Rée Mikkelsen.

Knud Foldschack frygter for drengens liv:

”Han risikerer at dø i lejren, hvor børnedødeligheden er ekstrem høj. Når han bliver større, kan han ende i et fængsel for drenge, eller blive smuglet ud af lejren af Islamisk Stat og blive brugt som børnesoldat. Derfor skal han hjem nu”.

Foreningen Repatriate the Children Denmark fortsætter med at kæmpe for den lille dreng i både det danske og det internationale retssystem. Det samme gør Amnesty igennem lobby- og kampagnearbejde i Danmark.