Vil du med Amnesty International på Roskilde Festival 2019? Aktivisme

01.
Roskilde Festival

Roskilde Festival

Amnesty International Danmark har igen i år et samarbejde med Roskilde Festival, hvor der skal skabes dialog med festivalgæsterne ude i deres camps om sex og voldtægt. Her har vi brug for seje frivillige til opsøgende dialogarbejde.

Skal du med til Roskilde Festival 2019? 

Du skal være fyldt 18 år og forpligte dig til at arbejde fire dage i warm-up days, ca. 8 timer per dag. Derudover skal du deltage i et info- og planlægningsmøde inden festivalen torsdag den 20. juni. Her får du en grundig introduktion til emnet og metoder til dialogarbejdet. Fredag den 23. august afholder vi en fælles evaluering, så vi kan få dine mange inputs. Begge møder foregår i København.

Til gengæld får du armbånd til hele festivalen med adgang til volunteer village.

Er du den vi leder efter?

Send en mail til Pernille Bækkel Jensen på pbjensen@amnesty.dk med:

  • Navn
  • Alder
  • By
  • Telefonnummer
  • Tilknytning til Amnesty
  • Kort tekst om hvorfor du skal med.

Vi skal have din mail senest søndag den 12. maj. Du får svar senest den 14. maj.

Let’s talk about yes på festivalen

Som frivillig er du med til at skabe en større forståelse for sex og samtykke blandt unge mennesker og gøre op med de mange myter og fordomme, der hersker i Danmark omkring voldtægt.

For eksempel, at en voldtægtsmand ofte er en fremmed, der springer frem fra en busk. Mens faktum er, at langt størstedelen af dem, der bliver udsat for en voldtægt, kender gerningspersonen på forhånd. Det kan være en ven, en tidligere kæreste eller en, de har mødt i byen eller på en festival. Myter og fordomme spiller også en stor rolle i retssystemet, hvor voldtægtsofre fortæller, at de bliver mødt med fordomme, victim-blaming og upassende spørgsmål om deres opførsel og påklædning hos politi og anklagemyndighed.

Som frivillig skal man rundt på campingområdet og starte dialog med de unge festivalgæster. Man bliver udrustet med et kortspil om samtykke samt en interviewguide, som kan åbne op for en dybere dialog. Derudover skal der indsamles data, som Amnesty skal bruge til at udvikle undervisningsmaterialer samt andre informationsindsatser om samtykke og voldtægt til brug i skole regi.

Formålet er at sætte tankerne i gang hos festivalgæsterne samt give dem mulighed for at reflektere. Vi skal sammen skabe en samtykkekultur; vi skal tale om voldtægt på en ny måde og skabe et bedre sprog for det, så vi kan nuancere vores allesammens holdninger, så vi på den måde kan behandle voldtægtsoverlevere med respekt og værdighed. Kun sådan kan vi få et samfund, der bygger på samtykke og gensidig respekt.

Læs mere om Amnestys kampagne Let’s Talk About Yes her