Danmark bør beskytte tjetjenske homoseksuelle

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Danmark bør beskytte tjetjenske homoseksuelle

Omkring 40 homoseksuelle mænd er sluppet ud af Tjetjenien, hvor de risikerer at blive bortført, tortureret og dræbt af myndighederne. De skjuler sig nu i Rusland, der heller ikke er sikkert. Derfor bør regeringen give dem mulighed for at søge beskyttelse i Danmark, mener Amnesty.

Mens LGBTI-personer fra hele verden i denne uge fester i de københavnske gader i anledning af Copenhagen Pride, gemmer omkring 40 homoseksuelle mænd fra Tjetjenien sig på ukendte steder i Rusland. 

Det er lykkedes dem at slippe ud af Tjetjenien, hvor myndighederne igennem længere tid har stået bag bortførelser, grov tortur og drab på homoseksuelle mænd, som lederen af landet, Ramzan Kadyrov, ved flere lejligheder har udtrykt sin store foragt for. I Rusland er de også i livsfare, og derfor bør Danmark øjeblikkeligt give nogle af dem mulighed for at søge beskyttelse her i landet, mener Amnesty.

”Vi ved, at forfølgelserne af homoseksuelle i Tjetjenien er begyndt igen. Det er meget grove og systematiske forbrydelser udelukkende på baggrund af disse mænds seksuelle orientering. Det er dybt bekymrende, og den danske regering bør give beskyttelse til nogle af dem, før det er for sent”, siger Helle Jacobsen, programleder for køn og identitet i Amnesty. 

Opfordringen kommer efter afsløringerne af, at mindst 100 homoseksuelle mænd i Tjetjenien i de seneste måneder er blevet afhentet af sikkerhedsstyrker og udsat for grov mishandling og tortur på en nedlagt politistation. Torturen har fundet sted for at få mændene til at angive andre mænd i en systematisk kampagne for at skræmme og intimidere homoseksuelle i Tjetjenien.

Amnesty International har interviewet flere af de flygtede mænd, som beskriver, hvordan sikkerhedsstyrker dukkede op på deres bopæl eller arbejdsplads og slæbte dem gennem gaderne, mens de blev slået og ydmyget offentligt. Senere blev de blandt andet tvunget til at danse i kvindetøj og udsat for varierende grader af mishandling. Nogle fik sat strømførende elektroder på hovedet, mens andre blev udsat for langt voldsommere tortur. I Rusland er mændene fortsat i livsfare, fordi de er blevet udpeget som homoseksuelle.

Amnesty har tidligere rettet henvendelse til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for at få Danmark til at tage ansvar og følge Frankrig, Litauen og Canada, der har tilbudt beskyttelse til nogle af de tjetjenske homoseksuelle.  

Yderligere information:
Helle Jacobsen, programleder for køn og identitet, Amnesty International: 24463829.
Roberto Zacharias, pressemedarbejder, Amnesty International: 29614486.