Grænseløs kynisme at sende alvorligt syge mennesker hjem

01.
Pressemeddelelse

Grænseløs kynisme at sende alvorligt syge mennesker hjem

Danske myndigheder har bragt alvorligt syge mennesker i livsfare ved at give afslag på humanitært ophold på trods af dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som forbyder den praksis, hvis de reelt ikke kan få den livsnødvendige medicin i hjemlandet. ”Grænseløs kynisme”, siger Amnesty.

Integrationsminister Inger Støjberg står foran en presserende opgave med at gennemgå samtlige sager om afslag på humanitært ophold siden december 2016 og sikre de berørte mennesker oprejsning og lægelig behandling. Det fastslår Amnesty International som reaktion på, at regeringen i over et år har ignoreret en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som forbyder europæiske lande at tilbagesende alvorligt syge mennesker, hvis de reelt ikke har mulighed for at skaffe deres livsnødvendige medicin i hjemlandet.

”Det handler om liv og død for disse mennesker, og det er Danmarks ansvar at sikre, at de får adgang til behandling – enten i hjemlandet eller i Danmark”, siger Claus Juul, der er jurist i Amnesty International.

Trods en stribe advarsler fra organisationer og advokater har de danske myndigheder i modsætning til Sverige og Norge ikke reageret på dommen, før integrationsministeren i weekenden satte alle sager om humanitært ophold i bero, mens ministeriet undersøger konsekvenserne af den såkaldte Paposhvili-dom.  

”Ved at administrere efter de gældende regler, som om intet var hændt, har myndighederne hjemsendt alvorligt syge mennesker til en usikker og i nogle tilfælde livsfarlig situation, fordi de ikke har adgang til den livsnødvendige medicin. Det er grænseløs kynisme, som for nogles vedkommende kan sidestilles med en dødsdom”, siger Claus Juul.

Ifølge flere medier har 121 personer fået afslag på humanitært ophold siden dommen i 2016. Flere af dem er sendt hjem i strid med domstolens afgørelse trods livstruende sygdomme, og det er et klart brud på menneskerettighederne.

”Det er forstemmende at se den danske regerings fodslæbende tilgang til dommen. Der er ingen undskyldning for vente i mere end et år med at forholde sig til afgørelsen, som er kort, klar og enkel. Der er brug for at vende hver en sten i denne sag for at sikre, at de danske myndigheders slendrian ikke har kostet menneskeliv. Det er afgørende, at Danmark sikrer beskyttelsen af disse alvorligt syge mennesker”, siger Claus Juul.

Siden 2010 har Danmark i mange tilfælde givet afslag på humanitær opholdstilladelse og sendt alvorligt syge mennesker til deres hjemlande, selv om de ikke umiddelbart ville have adgang til eksempelvis hjertemedicin. Den praksis må stoppe nu, og myndighederne må omgående rette ind efter dommen.

”Dommen genindfører en smule anstændighed og medmenneskelighed i et system, der ellers har givet afslag på humanitær opholdstilladelse og sendt alvorligt syge mennesker hjem velvidende, at de i praksis ikke vil have råd til eller mulighed for at skaffe sig medicinen”, siger Claus Juul.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84, eller jurist Claus Juul, telefon 51 80 08 63.