Kinesisk pandadiplomati må ikke dæmpe kritisk dialog om Tibet

01.
Pressemeddelelse

Kinesisk pandadiplomati må ikke dæmpe kritisk dialog om Tibet

Tibets eksilpræsident Lobsang Sangay besøger Danmark og deltager sammen med Amnesty i et offentligt møde for at diskutere Tibets fremtid i lyset af Kinas undertrykkelse. ”Det er vigtigt, at Danmark ikke lader det kinesiske pandadiplomati dæmpe den kritiske dialog”, siger generalsekretær Trine Christensen.

Den demokratisk valgte leder af det tibetanske eksilsamfund, Dr. Lobsang Sangay, kommer i denne uge til Danmark, hvor han den 10. november deltager i et offentligt arrangement sammen med Amnesty International. Det sker på et tidspunkt, hvor Kinas præsident Xi Jinping netop er blevet genvalgt for en femårig periode og ventes at stramme grebet yderligere om magten og landets systemkritikere – herunder det tibetanske folk, som har levet under Kinas herredømme siden 1950.

”Tibetanerne har i årtier lidt under en ekstrem undertrykkelse. Både når det gælder ytringsfrihed og forsamlingshed, men også retten til deres eget sprog og religion. Listen af grove menneskerettighedskrænkelser er lang. På den dystre baggrund er det en stor ære at byde velkommen til Lobsang Sangay, der forsøger at værne om tibetanernes rettigheder imod alle odds”, siger Amnestys generalsekretær Trine Christensen.

De kinesiske myndigheder udsætter fortsat den tibetanske befolkning for en ydmygende praksis, hvor de tvinges til såkaldt ”patriotisk undervisning”. Det involverer, at de skal fordømme Dalai Lama og udtrykke deres opbakning til Det Kinesiske Kommunistiske Parti.

I desperation over den massive undertrykkelse har over 150 tibetanere gennemført selvafbrændinger siden 2009, og der er vedvarende rapporter om grov tortur, uretfærdige retssager, politivold og skud mod fredelige tibetanske demonstrationer.

”Historien om Tibet er en tragedie, og Kina gør fortsat intet for at forbedre forholdene for tibetanerne, der nægtes helt basale menneskerettigheder. Det er vigtigt, at det internationale samfund bliver ved med at konfrontere Xi Jinping med de overgreb, der finder sted i Tibet, og at et land som Danmark ikke lader det kinesiske pandadiplomati dæmpe den kritiske dialog”, siger Trine Christensen.

Sammen med Støttekomiteen for Tibet og Studerende for et Frit Tibet arrangerer Amnesty International en offentlig høring på Vartov den 10. november klokken 16.30-18.00, hvor Lobsang Sangay og Trine Christensen diskuterer menneskerettighederne i Kina og Tibet.

Anders Højmark Andersen, der er formand for Støttekomiteen for Tibet, er bekymret for, at spørgsmålet om tibetanernes skæbne træder i baggrunden herhjemme i takt med, at Danmarks og Kinas økonomiske relationer bliver stadig tættere:

”En del af Kinas politik er at stille urimelige krav til andre lande og true dem med at fastfryse forholdet, hvis man ikke efterlever dem. Men en mand som Lobsang Sangay insisterer netop på at få fokus tilbage på de værdier, der binder mennesker og folkeslag sammen – nemlig dialog baseret på respekt for hinandens lige rettigheder”, siger Anders Højmark Andersen.

Spørgsmålet om Kinas undertrykkelse af Tibet rækker også ud over Kinas grænser. Da Kinas daværende præsident Hu Jintao besøgte Danmark i 2012, blev en række Tibet-demonstranter frataget tibetanske flag, og politiet afskærmede demonstranterne, så de ikke var synlige for præsidentens kortege. Angiveligt skete det, for at præsidenten ikke skulle tabe ansigt. Forløbet førte til, at daværende justitsminister Søren Pind (V) i 2015 nedsatte en Tibet-kommission, der skal afgive beretning senest den 23. december.

Yderligere information

Kontakt venligst Amnestys pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84, eller formanden for Støttekomiteen for Tibet, Anders Højmark Andersen, telefon 50 55 28 42.

 

Tilmelding er nødvendig til arrangementet den 10. november på www.amnesty.dk/tibet