Rekordmange skoleelever skriver for liv

 
Udgivet
01.
Pressemeddelelse

Rekordmange skoleelever skriver for liv

Amnestys mangeårige kampagne Skriv For Liv sætter rekord i år, hvor over 14.000 skoleelever i 580 skoleklasser deltager. I løbet af efteråret vil 6.-10. klasser skrive breve i solidaritet med menneskerettighedsforkæmpere i seks forskellige lande.

Rekordmange danske skoleelever kommer i løbet af november og december til at forsvare menneskerettighederne ved at skrive breve og hilsner til aktivister, rettighedsforkæmpere og myndigheder i så forskellige lande som Kina, Finland, Jamaica, Tchad, Israel og Honduras.

Over 14.000 elever i 580 skoleklasser hele Danmark har i år tilmeldt sig Amnestys Skriv For Liv-kampagne. Det er en stigning på 25 procent i forhold til sidste år, og det største antal nogensinde.

”Det er utroligt opmuntrende at opleve, at så mange skolelærere griber denne mulighed for at lære eleverne, at grundlæggende rettigheder ikke er en selvfølge, og at kampen for retfærdighed kan være et spørgsmål om liv og død for dem, det handler om. Vi oplever, at det er farligere end nogensinde at være menneskerettighedsforkæmper. Chikane, tortur, fængsling og drab er alt for ofte prisen for at kæmpe for retfærdighed”, siger Lisa Blinkenberg, der er projektleder for Amnestys Skriv For Liv-kampagne.

De seks udvalgte sager, som 6.-10. klasserne beskæftiger sig med, handler om så forskellige emner som transkønnede i Finland, politidrab i Jamaica, jordrettigheder for oprindelige folk i Honduras og tvangsrydninger i Kina. Sagerne er fyldigt beskrevet i undervisningsmaterialet og sættes ind i en politisk og menneskeretlig kontekst, så eleverne får et klart billede af de overgreb, der finder sted. Opgaven for eleverne er dels at skrive personlige hilsner til menneskerettighedsforkæmperne, dels at henvende sig til de relevante myndigheder for at kræve forandring. Det kan være i form af fysiske breve eller som opslag på sociale medier.

”Vi ved fra utallige sager gennem årene, at brevene giver håb og nyt mod for de uretfærdigt fængslede eller undertrykte folk. Samtidig bidrager det store fokus fra udlandet til at lægge et internationalt pres på myndighederne, og det skaber ofte forandring og resultater. På den måde er de danske skoleelever med til at gøre en forskel”, siger Lisa Blinkenberg.

Hvert år deltager hundredtusindvis af mennesker i hele verden i Skriv For Liv og sender breve, sms, underskrifter og tweets for at hjælpe mennesker i nød og for at presse myndighederne til at overholde menneskerettighederne. Alene i 2016 blev der sendt over 4,6 millioner appeller gennem Skriv for Liv-kampagnen. Statistisk set oplever Amnesty, at der sker en positiv udvikling i godt hver tredje af de udvalgte sager.

Yderligere information

Kontakt venligst pressechef Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84