Et lukket Europa Europa Bådflygtninge EU

01.
Kort sagt

Tragedien på Middelhavet

Antallet af mennesker, der flygter over Middelhavet fra krig, tortur og fattigdom, er stadigt stigende. Antallet af tabte menneskeliv følger med. Alene i 2014 er langt over 3000 mænd, kvinder og børn druknet på vej over Middelhavet.

Italien etablerede i 2013 en omfattende eftersøgnings- og redningsoperation, Mare Nostrum. Operationen blev etableret som reaktion på et forlis, der kostede omkring 500 mennesker livet ud for den italienske ø Lampedusa.

Flere EU-lande var skeptiske over for den italienske operation, fordi de frygtede, at den omfattende redningsoperation i sig selv kunne få flere til at sætte ud på den farefulde færd mod Europa. Argumentet lød, at flere ville vove turen, fordi de satsede på at blive samlet op af den italienske flåde.

Den forudsigelige katastrofe

I 2014 blev Mare Nostrum nedlagt og erstattet af EU-operationen Triton, der opererede i et mindre område og med mere snævert fokus på kystbevogtning.

Vi var én blandt mange organisationer, der kraftigt advarede om en forestående katastrofe som følge af den nedprioriterede indsats. Katastrofen indtraf den 13. april 2015, hvor et forlis ud for den libyske kyst kostede op mod 400 menneskeliv.

 

Natten mellem den 18. og 19. april 2015 omkom omkring 700 flygtninge i et nyt forlis - et af de værste, der nogensinde er registreret på Middelhavet.

Mange politikere havde kalkuleret med, at hvis man stoppede redningsaktionerne til søs, ville det afskrække flygtningene fra at tage af sted. De tog fejl. 

Europa udvider indsatsen

EU har, som reaktion på katastrofen, udvidet Triton til at matche det tidligere Mare Nostrum. Dermed har EU taget et afgørende skridt for at redde liv på Middelhavet. De ekstra ressourcer til redningsaktioner er dog ikke nok til at forhindre, at mennesker stadig vil omkomme i forsøget på at nå Europa.

EU skal ikke bare redde liv på Middelhavet men skal også gøre alt i sin magt for at forhindre, at flygtninge skal risikere livet i hænderne på menneskesmuglerne og i faldefærdige både. 

Derudover bør EU af egen vilje tilbyde genbosættelser til flere af de mest sårbare syriske flygtninge, som i dag er fanget i Syriens nabolande, hvor flygtningepresset er enormt.


02.
Eksempler

Mennesker før grænser

Hvert år risikerer hundredtusindvis af desperate flygtninge deres liv i håb om en lysere og sikrere fremtid i Europa. Vi arbejder for at sikre flygtninge og asylansøgers rettigheder i og på grænsen til Europa.

Voldelige konflikter og udbredt fattigdom i Mellemøsten og Nordafrika får hundredetusinder af mennesker til at flygte mod Europa. De ønsker sikkerhed og en lysere fremtid for sig selv og deres familier. I takt med at EU bygger endnu højere grænsehegn, og de blodige konflikter i Mellemøsten raser, ser flere og flere flygtninge den livsfarlige tur over Middelhavet som den eneste mulighed.

Tvinges tilbage over grænsen

Alle har ret til at søge international beskyttelse og til at få deres asylsag behandlet individuelt.

Alligevel oplever nogle flygtninge, der når Europas grænser, at de med tvang bliver sendt tilbage til det land, de er rejst fra, uden at få deres sag behandlet.

EU skal sikre, at de mennesker, der når så langt, bliver behandlet retfærdigt. Er man nået til Europa, har man ret til at få sin sag behandlet. Og vi skal beskytte de mennesker, der har brug for det.


03.
Hvad gør Amnesty

Hvad gør vi?

I alle europæiske lande fortsætter vi med lægge pres på vores politikere, så de sikrer, at EU redder liv på Middelhavet. I april 2015 afleverede vi 28.509 danske underskrifter til daværende statsminister Helle Thorning Schmidt sammen med kravet om, at EU’s ledere tager ansvar for at redde liv på Middelhavet.

Til oktober vil underskrifterne fra samtlige europæiske lande bliver overrakt EU’s statsledere, når de mødes i Bruxelles. Indtil da fortsætter vi med at lægge maksimalt pres på EU for at sørge for sikre og legale veje til at søge asyl i EU.

Asyl i Danmark