USA's mest eftersøgte mand overvågning Privatliv USA

01.
Kort sagt

USA's mest eftersøgte mand

I december 2012 kontakter whistebloweren Edward Snowden anonymt de to journalister Glenn Greenwald og Laura Poitras og fortæller dem, at han har nogle informationer, som de med garanti vil finde interessante. Seks måneder senere ruller den største overvågningsskandale i nyere tid.


02.
Citizen Four

Vor tids største overvågningsskandale begynder med to e-mails. Den ene bliver starten på en korrespondance, mens den anden synker længere og længere ned i en indbakke, før den bliver glemt.

I modtagerfeltet i den ene e-mail står der Glenn Greenwald. Den kommer fra ”Cincinnatus”, som skriver, at han ”lægger meget stor vægt på, at mennesker kan kommunikere sikkert med hinanden”. Den anden e-mail er til Laura Poitras. Afsenderen kalder sig ”Citizen Four”, og han indleder sin besked med et for- behold:

”På dette tidspunkt kan jeg ikke tilbyde dig andet end mit ord”.

Begge e-mails slutter med en opfordring til at installere krypteringsprogrammet PGP,så de kan kommunikere, uden at andre læser med. For en tid i hvert fald, som den anonyme afsender skriver.

Cincinnatus og Citizen Four er én og samme person. Men det ved hverken film- dokumentaristen Laura Poitras eller juristen og Guardian-skribenten Glenn Greenwald, der begge har beskæftiget sig indgående med USA’s lovgivningsmæssige og militære reak- tioner på terrorangrebet den 11. september 2001. De ved heller ikke, at de begge er blevet kontaktet – rent ud sagt håndplukket – og at de et lille halvt år senere sammen vil være på vej til Hong Kong for at møde den anonyme kilde, der påstår, at den amerikanske efter- retningstjeneste NSA udspionerer borger verden over, og at han er klar til at dele dokumentationen for sin påstand med offentligheden. Ikke som Cincinnatus. Ikke under navnet Citizen Four. Men som sig selv, Edward Joseph Snowden, 29-årig amerikansk efterretningsagent og ansat hos en underleverandør til NSA.

Faktisk ved Greenwald og Poitras til at begynde med slet ikke, om de skal stole på den person, som skriver til dem.

Glenn Greenwald tvivler på, at det er besværet værd at kryptere sin e-mail, blot for at en mulig tosse kan sende ham ugens tomme løfte om et scoop, der vil ryste verden. Så han beslutter sig for at lade være og ærgrer sig ikke, da Cincinnatus holder op med at skrive til ham. Først da Laura Poitras kontakter ham personligt, og de senere møder Snowden på et hotelværelse i Hong Kong, går det op for Greenwald, at Cincinnatus er whistlebloweren Edward Snowden, der undervejs er blevet en smule frustreret over Greenwalds manglende vilje til at kryptere sin e-mail.

”Her står jeg parat til at sætte min frihed, ja måske mit liv, på spil for at udlevere tusindvis af tophemmelige dokumenter fra nationens mest hemmeligsfulde tjeneste til den her fyr. Et læk, der vil unne resultere i snesevis, hvis ikke hundredvis a kæmpestore journali- stiske scoops. Og så kan han ikke engang tage sig sammen til at installere et krypterings- program”, fortæller Edward Snowden i Glenn Greenwalds for nyligt udkomne bog ”Overvåget”.

To år senere virker kravet om kryptering ikke længere som en paranoid idé udklækket under sølvpapirhatten. Afsløringen af, at NSA forsøger at indsamle, analysere og udnytte al digital kommunikation i verden, har gjort kryptering til et mantra blandt it-eksperter, mens USA og deres nærmeste overvågningspartnere er gået til yderligheder i forsøget på at standse afsløringerne.

Det amerikanske internetfirma Lavabit, hvor Snowden havde sin krypterede e-mailkonto, er blevet tvunget til at lukke, fordi ejeren nægtede at udlevere sine kunders data til FBI.

To år senere virker kravet om kryptering ikke længere som en paranoid idé udklækket under sølvpapirhatten. Afsløringen af, at NSA forsøger at indsamle, analysere og udnytte al digital kommunikation i verden, har gjort kryptering til et mantra blandt it-eksperter, mens USA og deres nærmeste overvågningspartnere er gået til yderligheder i forsøget på at standse afsløringerne.
Det amerikanske internetfirma Lavabit, hvor Snowden havde sin krypterede e-mailkonto, er blevet tvunget til at lukke, fordi ejeren nægtede at udlevere sine kunders data til FBI.


03.
Før og efter Snowden

Før og efter Snowden

I The Guardians hovedkontor i London har agenter fra den britiske efterretningstjeneste GCHQ tvunget ansatte på avisen til fysisk at destruere de harddiske, som Snowden- dokumenterne var gemt på, angiveligt under trussel fra højeste politiske sted om at lukke avisen, hvis den ikke parerede ordre.

På en videooptagelse af den absurde seance, som The Guardian har offentliggjort, instruerer agenterne tre journalister, der med støvmasker for munden og nedstrygere og boremaskiner i hænderne går i gang med at øde- lægge harddiskene minutiøst. Episoden varer tre timer.

Også advokater, som beskæftiger sig med overvågningen, har taget nye forbehold.
Da AMNESTY via e-mail kontakter Edward Snowdens advokat Ben Wizner, der arbejder for organisationen American Civil Liberties Union i New York, for at arrangere et interview, svarer han kort og godt:

”Det vil jeg gerne. Men du skal have PGP! Det insisterer jeg på, hvis vi skal diskutere ES (Edward Snowden, red.)”

Med den PGP-krypterede e-mail på plads forklarer Ben Wizner, at det var Laura Poitras, der hjalp ham med at installere krypteringsprogrammerne, så han kunne kommunikere sikkert med Snowden.

”Jeg kendte både Laura og Glenn i forvejen privat og professionelt. Jeg har fungeret som både rådgiver og kilde for dem i en række sager, og derfor kontaktede Laura mig for athøre min mening om den mystiske Citizen Four, som hævdede, at han var en senior efterretningsofficer, og som havde sendt hende nogle smagsprøver på de oplysninger, han var i besiddelse af. De var så opsigtvækkende, at der nærmest gik ild i vores hår. Vi drøftede, om det var en fælde, et falsk set-up, eller om kilden var troværdig. Men til sidst besluttede vi, at de skulle rejse ud og møde ham i Hong Kong”, fortæller Ben Wizner til AMNESTY.


04.
Et hotelværelse i Hong Kong

Et hotelværelse i Hong Kong

På vej mod det aftale mødested på tredje sal i det enorme og fashionable Hotel Mira i Hong Kong sørger Glenn Greenwald og Laura Poitras for, at de ikke bliver skygget. De følger instrukserne fra den anonyme Citizen Four, som på forhånd har givet dem et tegn til,hvordan de skal genkende ham. Men da han træder ind i rummet, hvor de venter, kom- mer synet fuldstændig bag på Greenwald.

Foran dem står en ung mand i en falmet, hvid t-shirt og cowboybukser, kortklippet hår og et lille gedebukkeskæg. Han ligner enhver anden computernørd i starten af tyverne – ikke en efterretningsagent. Men i hånden bærer han det aftalte tegn – en uløst professorterning.

På hotelværelset går Greenwald i gang med halvt at interviewe og halvt at krydsforhøre Snowden, mens dokumentaristen Laura tager sit kamera ud af tasken og begynder optagelserne til det, der siden bliver til dokumentarfilmen ”Citizen Four”. Filmen skildrer den stigende paranoia og nervøsitet, der indrammer dem under de klaustrofobiske dage på det lille hotelværelse, hvor Snowden guider dem igennem den omfattende mængde af NSA-dokumenter

Afsløringerne ruller

Få dage senere begynder afsløringerne, da Glenn Greenwald den 6. juni 2013 publicerer historien om, at en hemmelig amerikansk dommerkendelse tillader NSA at tappe telefondata fra millioner af amerikanere. En påstand som NSA’s øverste ledelse kategorisk har afvist i en officiel senatshøring blot få måneder forinden. Nyheden når verden rundt, og så rammer afsløring nummer to:

NSA og FBI har via programmet PRISM en indgang til serverne hos amerikanske it-giganter som Microsoft, Yahoo, Google,
Facebook, YouTube, Apple og Skype. Efterretningstjenestens analytikere har med andre ord adgang til lyd, video, fotos, e-mails og dokumenter fra millioner af mennesker verden over.

Allerede med læk nummer to begynder medierne at spekulere i, om historierne stammer fra en whistleblower, og mens Greenwald har travlt med at give interviews om afsløringerne til andre medier, sidder Snowden alene på sin seng i hotelværelset. Kort forinden har han skrevet med sin intetanende kæreste, som har fortalt ham, at politiet har været forbi for at spørge til ham. Nu ser han sine egne afsløringer folde sig ud i en række af USA’s største tv-programmer. Fra at have været en mand, der virker lettet over, at den aktion, han i måneds- vis har planlagt under stor personlig risiko, faktisk er lykkedes, ligner han i filmen nu mere en mand, der ønsker at fylde mindst muligt.

Verden udenfor har med fuld kraft fundet ind i værelset på Hotel Mira i Hong Kong.

Halvandet døgn senere står han selv frem i en video:

”Mit navn er Ed Snowden. Jeg er 29 år gammel. Jeg arbejder for virksomheden Booz Allen Hamilton som infrastruktur-analytiker for NSA i Hawaii. Jeg ønsker ikke offentlig opmærksomhed, for jeg ønsker ikke, at historien skal handle om mig. Men jeg har ingen intention om at skjule, hvem jeg er, for jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert. Mit eneste motiv er at informere offentligheden om, hvad der bliver gjort i deres navn, og hvad der bliver gjort imod dem”.


05.
Spion for offentligheden

Spion for offentligheden

Få dage efter Snowden er stået frem, bryder gruppen op fra Hong Kong. Af Laura Poitras film fremgår det, at Snowden ikke har planlagt sin egen videre færd, og han ender med at være fanget i transitzonen i Moskvas luft- havns i 40 dage. Det er her, advokaten Ben Wizner først får kontakt med ham:

”Glenn Greenwald sørgede for, at vi kunne skrive sammen via en krypteret chat. På det tidspunkt blev Glenn kimet ned af medier fra hele verden, der ville tale med ham om Snow- den. Så for at undgå at havne i en konflikt, hvor Glenn efterhånden blev opfattet som Snowdens partner og talsperson snarere end den journalist, der skrev om de lækkede NSA- dokumenter, fik de mig ind som Snowdens advokat”, forklarer Ben Wizner.

I dag har Edward Snowden efterhånden været bosat halvandet år i Moskva, og han har en treårig opholdstilladelse.

”Og der er al mulig grund til at tro, at den bliver forlæng om nødvendigt”, fastslår hans advokat Ben Wizner uden at ville uddybe yderligere.

Men han understreger, at han helst ser, at et europæisk eller sydamerikansk land giver ham politisk asyl. For hvis Snowden mod forvent- ning skulle blive udleveret til USA, så venter der ham formentlig en meget langvarig fængselsstraf for at have lækket dokumenter, der vedrører den nationale sikkerhed. Snowden vil i givet fald blive retsforfulgt efter den amerikanske spionagelov, der stammer fra Første Verdenskrig og udelukker den anklagede fra at føre et fornuftigt forsvar. Spionageloven skelner nemlig ikke mellem at lække dokumenter til udenlandske fjender eller til pressen. Snowden vil være afskåret fra at fortælle, at han handlede i offentlighedens interesse på samme måde som en anden whistleblower, Bradley Manning, der fik 35 års fængsel for at udlevere hemmeligstemplet materiale til WikiLeaks.

”Det eneste, anklagemyndigheden behøver at sandsynliggøre, er, at Edward Snowden var klar over, at han var besiddelse af klassificerede informationer, der vedrører den natio- nale sikkerhed, og at han videregav de informationer til nogle personer, der ikke havde autorisation til at læse dem. Han vil ikke kunne forsvare sig med, at han har afsløret NSA’s illegale aktiviteter, og at den amerikanske regering tillod ulovlig masseovervågning af os alle sammen. Han vil heller ikke kunne henvise til, at hans handlinger har skabt en global debat af historiske dimensioner om overvågning og internetsikkerhed, og at det har ført til ændret lovgivning i nogle lande. Det betyder heller ingenting, at han ikke har haft nogen personlig vinding ved at gøre det. Spionageloven tillader ikke den form for argu- menter. Den fratager reelt den anklagede en- hver form for meningsfyldt forsvar”, forklarer Ben Wizner.

Foreløbig har det amerikanske justitsministerium kun rejst tre anklagepunkter mod Snowden i forbindelse med den efterlysning, der blev sendt ud via Interpol umiddelbart efter, at han stod frem. Hvert af dem kan give op til ti års fængsel. Men anklageskriftet vil ifølge Ben Wizner blive udvidet væsentligt, hvis CIA rent faktisk får fingre i Snowden.

”Teoretisk set kan de lave et anklagepunkt for hvert dokument, han har lækket. På den måde kan det ende op med hundredvis af anklager. Under alle omstændigheder har han udsigt til en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse”, siger advokaten.

Tiden arbejder for Snowden

Men intet er afgjort, for selv om både politikere og mange meningsdannere i USA i begyndelsen udråbte Snowden som landsfor- ræder, så vurderer Ben Wizner, at folkestemningen vil vende med tiden.

”Flere og flere amerikanere bliver overbe- vist om, at Edward Snowden havde gode in- tentioner med at lække dokumenterne, og at han handlede i samfundets tjeneste. Samtidig bliver NSA’s troværdighed mindre og mindre, når de hævder, at han har bragt den nationale sikkerhed i fare. Hvis du for et år siden havde fortalt mig, at Edward Snowden ville blive indstillet til Nobels Fredspris af en række fremtrædende politikere i Europa, så ville jeg ikke have troet på dig. Men det skete faktisk. Så tiden arbejder for Snowden, og måske vil USA med tiden frafalde anklagerne”, siger Ben Wizner.

Han trækker en parallel til whistlebloweren Daniel Ellsberg, der i 1971 lækkede de såkaldte Pentagon Papers om Vietnam-krigen til Washington Post og efterfølgende blev lagt for had i politiske kredse i årevis. Ellsberg blev anklaget under spionageloven, men fri- kendt, da det kom frem, at regeringen brugte ulovlige beviser og bestikkelse i sagen.

”Den offentlige smædekampagne mod Ellsberg var lige så ubehagelig som den storm, der først rejste sig mod Snowden. Men i dag er Ellsberg nærmest en helgen i det amerikanske samfund for at have afsløret regeringens løgne i Vietnam-krigen”, siger Wizner.

På en måde er Snowden ude i et ærinde, der minder om Daniel Ellsberg, siger Wizner, nemlig spørgsmålet om at stille politikerne til ansvar for løgn og magtmisbrug.
”Snowdens primære mål var at genskabe den demokratiske balance og stille magthaverne til ansvar for deres lyssky og ulovlige handlinger. Han ville skabe en offentlig debat om overvågningssamfundet ved at stille disse informationer til rådighed. Og det må man sige, at han er lykkedes med”.

Artiklen er bragt i Amnesty Danmarks medlemsblad #4 november 2014.