”Mange journalister er stadig idealistiske”

01.
Interview

”Mange journalister er stadig idealistiske”

Den 8. november er Journalisternes Dag i Kina. Mærkedagen blev etableret for 16 år siden som en anerkendelse af journaliststandens bidrag til samfundet, men igennem de seneste år er Kinas journalister blevet mødt med tiltagende chikane og trusler om arrestationer.

Trods udfordringerne er kinesiske journalister, ifølge den tidligere kinesiske tv-journalist Su Yutong, i vid udstrækning forblevet idealistiske. Selv besluttede Su Yutong at forlade Kina, efter hun offentliggjorde en personlig dagbog af den tidligere kinesiske premierminister Li Peng. Hvorledes den kom for en dag er stadig til diskussion, men i den anledning blev hendes hjem ransaget, og hun fik dokumenter konfiskeret. Tidligere havde myndighederne ”inviteret hende til te” og til ”en snak”, mens hun blev overvåget.

Amnesty talte med hende i Tyskland, hvor hun nu bor og fortsætter med at opretholde tætte forbindelser med journalister i sit hjemland:

”Lige siden Xi Jinping blev Folkerepublikkens præsident i 2013, har regimets kontrol med medierne været åbenlys for alle. Da jeg for flere år siden stadig arbejdede som journalist i Kina, var kontrollen mere diskret. Embedsmænd ville ringe med instruktioner om, hvad vi kunne og ikke kunne behandle eller rapportere om. Følsomme emner som regeringens politik overfor etniske minoriteter eller kontroversielle hændelser i det offentlige rum var lukket land. Men der blev ikke i så stor skala som nu slået hårdt ned på journalister”, fortæller Su Yutong og fortsætter:

”I årene 2013 og 2014 skete der et markant skift i, hvordan myndighederne kontrollerer medierne. Sanktionerne sker er i stigende helt åbenlyst. Mange, ligesom Liu Yongzhou og Liu Hu fra den Guangdong-baserede avis, New Express, er blevet smidt i fængsel på basis af opdigtede beskyldninger om økonomisk kriminalitet eller med påstanden om, at "de provokerer til skænderier og problemer". Det er nu en almindelig risiko, når journalister laver afsløringer gennem interviews og undersøgende journalistik.”

Ikke længere plads til sandheden

Hun fortæller, at journalisternes spillerum hastigt skrumper, at og velrenommerede kinesiske aviser som Metropolis Daily, Beijing News og Beijing Times har måttet ændre kurs og prioritere stoffet anderledes.

”Mange aviser har opgivet deres oprindelige visioner og er tvunget til at påtage sig rollen som talerør for regimet. Resultatet er, at journalisterne har mistet den platform, hvorfra de kan berette om sandheden. Jeg kender personligt mange gode journalister, der har ladet sig pensionere. Hvis man ikke trækker sig tilbage, risikerer man at ende bag tremmer,” siger hun.

Su Yutong siger, at når hun taler med journalister, så fortæller de, at de får halsen drejet om, og ikke ser nogen udvej.

”De er vidner til sager, som den med avisen New Express, der gik fra at kræve deres journalister løsladt til offentligt at indrømme ”forbrydelser”. Overgrebene fra regeringen er efter min mening særdeles effektive. I lyset af så omfangsrig undertrykkelse bliver journalisternes mangel på indflydelse temmelig åbenlys.”

Mediekontrol er tankekontrol

Su Yutong mener, at internettet er med til udbrede viden om undertrykkelsen:

”Engang blev det sagt, at internettet er Guds gave til det kinesiske folk, og det er netop på grund af internettet, at mange almindelige kinesere nu ved meget mere, end de gjorde tidligere.

 I internettets tidsalder er der hvert år hundredtusinder af "massehændelser" (en term der i Kina anvendes til officielt at beskrive protester i stor skala), hvilket er en betydelig stigning i forhold til tiden før nettets udbredelse. Det kinesiske folk er altså ikke længere så føjeligt.

Hvis en journalist graver i sandheden og rapporterer om den, så ville læserne langsomt men sikkert få blotlagt de sande ansigter af deres herskere. Magthaverne ser derfor medierne som en potentiel trussel mod deres autoritet, og det er, tror jeg, den grundlæggende årsag til, at det kommunistiske parti slår så hårdt ned på medierne og begrænser ytringsfriheden for at styre folkets tanker.”

Heksejagt på journalister bredte sig før OL

Ifølge Su Yutong var styrets frygt for kritiske røster op til OL i 2008 med til at blotlægge undertrykkelsen af journalister:

”Som optakt til OL i Beijing gennemførte myndighederne massetilbageholdelser af dissidenter og indførte kontrol med oplysninger om jordskælvet i Sichuan. Samme år underskrev hundredvis (red.:af intellektuelle og menneskerettighedsaktivister) ”Charter 08”, der er et forslag til politisk og juridisk reform i Kina. Da indså den kinesiske regering, at de såkaldte massehændelser var skadelige for styret. Deres metoder til undertrykkelse, der tidligere foregik i det skjulte, kom i stigende grad ud i det fri.”

Hun fortæller, at udviklingen fortsatte efter OL: ”I årene 2008-10 blev sagen om de tre "netizens" fra Fujian-provinsen en symbolsk sag for Kinas borgerrettighedsbevægelse. Da aktivisterne Wang Lihong Zhu Chengzhi og Wu Gan på gaden gik i spidsen for de mange protesterende "netizens" (https://www.amnesty.org/en/latest/news/2011/05/china-jasmine-activists/), ændredes fokus fra kun undertrykkelsen af de tre personer til et langt bredere perspektiv. Borgere gik ikke kun på gaderne i Fuzhou i Fujian, men også i Beijing og andre store kinesiske byer.”

Su Yutong beretter at styrets reaktion kom prompte: ”Som svar på disse hændelser lancerede myndighederne øjeblikkeligt deres straf. I 2011 spredte dette sig til andre dele af Kina og hundredvis af mennesker blev tilbageholdt, herunder den kendte kunstner Ai Weiwei og menneskerettighedsadvokaten Teng Biao. Overgrebene eskalerede og blev nu endnu mere åbenlyse.”

Trods overgreb forbliver journalister idealistiske

u Yutong afslutter interviewet med en opløftende bemærkning om, at ikke alle lader sig kyse: ”Ligesom den fremtrædende journalist og klummeskribent Jia Jia beholder mange journalister stadig deres idealer. De er særdeles hårdføre og gør brug af det snævre spillerum, der trods alt er tilbage, og laver den støj, der er mulig. Jia Jia blev tilbageholdt i marts i forbindelse med et åbent brev, som blev offentliggjort på en hjemmeside. Brevet opfordrede præsident Xi Jinping til at træde tilbage. Men journalisterne mangler de platforme og rum, der er nødvendige for at komme ordentligt til orde. Nogle af dem er tvunget til selv at udgive deres tekster. Blandt andre har Song Zhibiao, en tidligere klummeskribent på Southern Metropolis Daily, valgt at udgive sine artikler via messaging app’en WeChat. Mange journalister er gået i dvale og venter på, at den næste slagmark åbenbarer sig.”